Jens’ utrolige musikerliv: Fra klassisk i Aalborg til jazz i USA
Den ene bås udelukker ikke den anden.
Sådan kunne den klassisk uddannede violinist Jens Byskov Jensens motto godt lyde. Han har i hvert fald levet sit musikalske liv efter det.
For mens den i dag 47-årige jyde flittigt øvede sig på violinen som barn, var det Charlie Parkers plader, der var den store fascination og inspiration, når han selv satte musik på.
Og mens passionen for jazz senere skulle bringe ham til Chicago, New Orleans og til at starte sit eget orkester under kunstnernavnet Doctor Django, så begynder historien om Jens Byskov Jensens umage karriere som musiker et andet sted.
Nærmere bestemt i Aalborg, hvor han i år 2002 blev færdiguddannet fra det hedengangne Nordjysk Musikkonservatorium.
”Jeg skulle have et arbejde, og nogle venner, jeg havde i Chicago, fortalte, at der var masser af symfoniorkestre derovre. Så jeg besøgte dem og mødtes samtidigt med folk fra forskellige orkestre. Og en måneds tid senere blev jeg ansat i 1. violingruppen i et stort symfoniorkester i Chicago,” siger Jens Byskov Jensen.
Symfoniorkesteret havde størrelse af et dansk landsdelsorkester, men ikke lige så travlt. Derfor var lønnen heller ikke prangende – cirka det halve af i Danmark – fortæller han, hvorfor han også spillede kammerkoncerter ved siden af.
Og det var alt sammen meget fint bortset fra, at Jens Byskov Jensen blev nysgerrig efter noget andet og mere.
”Som klassisk musiker bruger man mange timer med sit instrument og tilbringer det meste af livet med at spille pragtfuld musik fra den klassiske musiktradition. Men jeg begyndte at tænke på, om amerikaneren udenfor koncertsalen ikke var temmelig ligeglad med det, jeg spillede,” siger han og uddyber:
”Og når nu jeg brugte så meget tid på at spille, ville det måske give mere mening, hvis jeg i stedet spillede jazz, funk og blues.”
Magisk tiltrækning
På det tidspunkt havde han flere gange besøgt New Orleans, hvor den pulserende musikscene i jazzens fødeby havde en nærmest magisk tiltrækning på ham. Så beslutningen om at sige det faste job i Chicago op og flytte syd på var ikke svær, fortæller han.
”Jeg var drevet af nysgerrighed, særligt efter alt det, jeg ikke kunne musikalsk. Det ville jeg gerne tættere på, så nysgerrigheden vandt,” siger han.
I New Orleans levede han af et kludetæppe af forskellige jobs, hvor han primært spillede kammerkoncerter. Ift. at få jobs hjalp det meget, at han var klassisk musiker fra Europa, hvilket havde prestige i det klassiske miljø i USA, fortæller han.
Sværere var det at få foden indenfor på jazzscenen, hvilket var årsagen til, at han var flyttet til byen.
”Jeg har banket på mange døre, for det er en lukket klub, hvor de ser folk grundigt an. Men det lykkedes så småt at få foden indenfor nogle steder,” siger Jens Byskov Jensen, der også brugte sit netværk i det klassiske miljø som rambuk til de ellers lukkede scener.
”I New Orleans spiller mange klassiske musikere andre genrer ved siden af, og det blev jeg meget inspireret af. Og jeg fik ikke mindst en tro på, at det godt kunne lade sig gøre,” siger han og uddyber, at han var meget bevidst om, at skiftet mellem genrer ikke er noget, man bare gør.
”Det kræver først og fremmest en enormt stor nysgerrighed og en masse arbejde. Men som klassisk musiker kan man sit håndværk, og det har givet mig et teknisk overskud, der hjælper i andre genrer,” siger han.
Katastrofen rammer
Men netop som Jens for alvor begyndte at få hul igennem, ramte katastrofen. Da orkanen Katrina i 2005 blæste sig ødelæggende igennem delstaten Louisiana, rev den bogstaveligt talt gulvbrædderne væk under Jens Byskov Jensens liv og karriere som vordende jazzmusiker.
Selv havde han fulgt myndighedernes advarsel om at forlade byen. Sammen med sin violin, lidt tøj og et par bøger var han kørt til Baton Rouge, inden orkanen ramte.
Men det var ikke alle, der nåede ud, og over 1300 mennesker mistede livet og titusindvis af hjem blev ødelagt.
Først tre måneder senere kunne Jens vende tilbage. Huset, han havde boet i, var smadret af vandmasserne, og musikscenen i byen var med hans egne ord død.
”Det var helt og aldeles forfærdeligt,” siger han om ødelæggelserne.
Mens hundredtusindvis af amerikanere havde mistet alt, var Jens Byskov Jensen også slået tilbage til start. Men i stedet for at tage flyveren hjem blev han i New Orleans de næste to år.
Men ikke som musiker. I stedet arbejdede han som ekspedient i et stormagasin, hvor der var nok at lave, fordi folk ganske enkelt havde mistet alt.
”Jeg var bidt af New Orleans, og jeg ville ikke forlade byen. Med tiden kunne jeg også begynde at spille lidt igen. Men det blev tydeligt for mig, at USA nok er et spændende og fantastisk land. Men det er sjovest, hvis man er velhavende, og det var jeg ikke,” siger Jens Byskov Jensen.
Artiklen forsætter under billedet
Tilbage til Danmark
I 2007 vendte han derfor retur til Danmark, hvor han hurtigt fik job på Kolding Musikskole. Passionen for jazz havde han dog ikke glemt, og det blev starten på en ny musikalsk retning. På samme musikskole mødte han nemlig den dygtige guitarist Enrico Rosa, der som Jens udtrykker det ”ved alt om improvisation.”
”Enrico Rosa blev min læremester, og derfor var det også naturligt, at vi efter nogle år startede et orkester sammen,” siger Jens Byskov Jensen, hvis alias Doctor Django har lagt navn til orkesteret.
Doctor Django and his Nurses hedder det således, hvor Jens og Enrico Rosa sammen med Emilian Tupa på bas og Henrik Nielsen på trommer spiller deres egen blanding af jazz, funk og blues, der har fået et publikum særligt i Frankrig og Belgien.
Det skyldes ifølge Jens selv, at man netop i Frankrig og Belgien har en musikalsk tradition for at sætte violin og guitar sammen.
”Danmark er for lille til, at der er stort publikum til vores musik, men vi spiller trods alt stadig koncerter herhjemme,” siger Jens, der i dag arbejder som nodearkivar hos Sønderjyllands Symfoniorkester samt spiller kammerkoncerter med kollegaer fra samme orkester.
På den måde er ringen sluttet, og Jens Byskov Jensen har fået et liv i musikalsk balance. Og skal han give et par gode råd videre til andre, der drømmer om at skifte mellem genrer, lyder de således:
”Jeg giver ikke meget for begrebet talent. Det handler i stedet om at være dygtig til sit håndværk og måske vigtigst af alt om at være nysgerrig på de ting, man ikke kan endnu. Det kan man komme utroligt langt med.”