Jeg skriver kun litteratur, fordi jeg ikke laver musik

”Musik er ilten, jeg ånder,” svarer Knud Romer på min skriftlige interviewforespørgsel, som han ikke er sen til at takke ja til: 

”Der er ikke noget, jeg hellere vil.” 

Uden tøven inviterer han mig på kaffe og samtale i privaten, med en betænksom forsikring om, at han er testet negativ for Corona for nylig, og at forsamlingsforbuddet har holdt ham inden døre. Og således må jeg igennem endnu en næsepodning. For nogle mennesker skal opleves, og det lader sig simpelthen ikke gøre at indfange essensen af den storsnakkende forfatter og inkarnerede musikelsker i et online-interview.
”Musik er den højeste kunstform. Den er hinsides ord og begreber. Jeg skriver kun litteratur, fordi jeg ikke laver musik,” fastslår Knud Romer, da vi har sat os til rette i hans stue.

I begge stuer står en række lyserøde juletræer. Han kom ved et uheld til at bestille seks, selvom han kun skulle bruge et, for han lider af uhelbredelig grøn stær og er ved at blive blind. Da jeg siger, at det gør mig ondt, slår han det hen. Han har vigtigere ting at tale om. 
”Prøv at tænke dig om engang: Alting har en lyd,” bemærker han og begynder at slå ivrigt på vores kaffekopper med sin lighter, som han har fundet frem, fordi han vil ryge en pibe tobak under interviewet. 
Vinduet ud til gaden står på vid gab, for han vil ikke genere mig med røgen. Men han glemmer hurtigt alt om både piben og det åbne vindue.

”Musik er den højeste form for organiseret lyd. Den er det mest fantastiske udtrykssystem. Samtidig er musikken fællesskabsetablerende i en grad, som er helt sindssyg. Det er sjovt, at det hedder ”at høre til”. 
Han uddyber: 
”Musikken sætter os i svingninger og får os til at svinge i takt. I stedet for at være isolerede i os selv, så lægger vi for et kort øjeblik vores private lukkethed og individualisme bag os og går op i en højere enhed, som musikken skaber. Folk, der har sunget sammen, har meget svært ved at komme op at slås, fordi de har været nøgne. At synge sammen er lige som at sidde i en nøgensauna. Du er nødt til at springe over din skygge, æde din skam og give dig hen. Sammen. Fantastisk!”

Opgør med musikalsk silotænkning

Selvom han påpeger, at musikken har en særlig evne til at bringe os mennesker sammen, oplever Knud Romer samtidig, at der hersker en begrænsende silotænkning, hvad angår musikkens talrige udtryk. Folk har en tendens til at putte hinanden i bås og begrænse sig selv til specifikke genrer og musikalske miljøer, mener han og understreger, at der i hans øjne ikke er noget musik, der er finere end andet.

”Der er ikke noget musik, der er forudsætningsløst. Det kræver lige så store forudsætninger at forstå dupstep, som det kræver at forstå en Mahlersymfoni. Hvert af de musikalske udtryk giver dig mulighed for at udleve visse følelser og opleve dig selv i en sammenhæng, pointerer han og fortsætter talestrømmen:
”Du hører ikke den samme musik, når du går i byen, som når du skal til begravelse. Jeg kan ikke indse, hvorfor man ikke kan gå i byen og drikke shots og høre R&B, og næste dag tage noget pænt tøj på og drikke champagne og gå ind i operaen og dyrke det sublime og føle sig fin og bevæget. Og så kan du også gå rundt og nørde dit musikkendskab til sydkoreansk indie electronica med nogen, og du kan gå rundt og dyrke din specialviden om Mahler og Alma, og hvordan de flygtede ind i en port, når der kom militærfolk – eller hvad fanden?!,” udråber han.

Hvorfor er det vigtigt, at man som menneske favner musikken i dens bredde?
”For hver gang du tilegner dig et udtrykssystem, bliver du et rigere menneske. Du får et rigere følelsesliv. Du får rigere oplevelser. Det siger sig selv. Du kan æde frikadeller hver dag. Det er fattigt, og til sidst dør du, fordi du lider af underskud af vitaminer og mineraler. Men du kan også prøve at have en rig menu i menukortet. Hvis du spiser frikadeller hver dag, så bliver du en frikadelle. Du kunne jo også prøve at spise friturestegte squashblomster. Værsgo.”

Tastaturet er et bogstavklaver

Knud Romer spillede klassisk spansk guitar som barn, indtil han kom i puberteten og gik over til rock og en sort Gibson. I 1979 spillede han en koncert med sit punkband, hvor han i bedste ”lev-stærkt-dø-ung-stil” ødelagde sit knæ, fordi han hoppede ned fra højtalertårnet. Mere Rock n’ Roll blev det dog ikke til, for han gad ikke at øve sig og endte med at skifte guitaren ud med et gedigent stereoanlæg.
”Mit største tab i livet er, at jeg ikke fortsatte med at spille og med at beherske sampling-systemer. At jeg ikke kan sidde nu og lege med et musikprogram med en trommemaskine og med samplinger – det er den største smerte i mit liv. Jeg føler mig fuldstændig invalid. Når jeg skriver lyrisk prosa, er det min sang. Tastaturet er mit lille bogstavklaver. Og i modsætning til mange andre, skriver jeg rytmisk og med lyd,” fortæller Knud Romer og uddyber:

”Jeg er panerotisk naturmystiker, må du forstå. Jeg tror på, at alt er et. Èn kraft går igennem hele universet i uendelige formforvandlinger. Mennesker, dyr, planter, alt levende er bare endeløse formforvandlinger. Udtryksmæssige forvandlinger af én og samme kraft”: 

”Jeg kan huske, da jeg fangede min stemme. Det gjorde jeg nede ved Skejten, som er et fantastisk sted nede ved Fuglsang Herregård på Lolland. Det er et mytisk sted. Det er Danmarks bedst bevarede stenalderlandskab med egetræer og lige ud til sundet. Dér gik jeg rundt som 16-årig og blev stukket af en myg. I stedet for at sige: Av for helvede, så er jeg jo panerotisk naturmystiker, så jeg siger: Ååååh! Neeej! – jeg har lige været ét med den moderlige alnatur i et kort forgængeligt øjeblik. Og nu svirrer den væk med mit blod, som blander sig med alt levende. Jeg må digte, jeg må digte!”

Og det gjorde han: 
”Dér skrev jeg mit første digt, hvor jeg fangede min stemme. Jeg kunne høre den summe i min hånd. Det er første gang, jeg lyder som mig selv”, fortæller han og reciterer digtet, som han i øvrigt ønsker, skal stå på hans gravsten:

”Du mærker næppe prikket fra det lette insekt,
der stak dig i hjertet for at drikke et øjeblik,
men dit blod fik vinger og forvandles til musik,
som danser væk og synger om mystikken i myggestik”

DR PigeKoret er det smukkeste

Vi har efterhånden talt sammen i knapt en time. Jeg begynder at fryse, for vinduet er stadig åbent, til trods for, at han endnu ikke har tændt piben. Jeg spørger om lov til at lukke det, og vi fortsætter. Knud Romer fortæller blandt andet medrivende om sit forhold til DR PigeKoret, som står hans hjerte nært. Så nært, at han skrevet i alt tre værker til koret sammen med henholdsvis komponisterne Bent Sørensen og Phillip Faber. Med Bent Sørensen, som er hans nære ven, har han skabt korværkerne ’Et blad falder til Himlen’(2009) og ’Et Skyggespil’ (2013), og sammen med Phillip Faber skrev han i 2015 ’Himmeltræet”.

”Når pigekoret synger, så klinger dansk som et glas. Det er det renest klingende. Det kan ikke blive smukkere og mere bevægende og mere vidunderligt, ”slår han fast og fortæller, at et af hans livs vigtigste mål blev nået, da hans døtre i sin tid blev optaget i DRs Spirekor, og han senere oplevede dem synge et af hans egne værker, akkompagneret af ekskonens strygekvartet. 
”Det ypperste jeg opnåede var, at jeg skrev en julesang til Radiopigekoret – ’Himmeltræet’ – som blev opført af mine børn, der sang, og mine kones strygekvartet, der spillede. Dér sad min kones strygekvartet med begge mine piger og opførte mit juledigt til Fabers musik. Jeg var fuldstændig færdig, fordi dér havde jeg opnået dét, jeg ville med mit liv,” erklærer Romer.

Selvom hans egne børn har fået den musikalske dannelse ind med modermælken, ærgrer det ham, at børn i Danmark ikke får en bedre indføring i musikken i skolesystemet. 
”Du skal lave en fødekæde og sætte dig det mål, at hvert barn i Danmark i det sekund, det kommer i 0.-klasse, bliver taget i hånden af en dygtig musikpædagog og bliver ført ind i musikken lige så naturligt, som man bliver ført ind i alt muligt andet. Lige så naturligt som at du lærer at cykle, skal du lære at spille på et instrument og lære at læse noder. Du skal lære at synge i kor lige så naturligt, som du lærer at lave gruppearbejde.”
Gevinsten vil være stor, vurderer han: 
”Efter 12 år har du nogle mennesker, som er i stand til at få udløsning for deres følelser. Som er i stand til at nyde at synge sammen. Så kan det være, at de ikke bare får et rent passivt forbrug af musik, men en aktiv glæde ved at udfolde sig, spille sammen, synge, grine, have en fest. Sikken en rigt liv.”

Jeg prøver et par gange at få ham til at runde af, men Knud Romer er først færdig med at fortælle, når han er færdig med at fortælle.
”Nu er jeg kommet til vejs ende, siger han og tænder omsider sin pibe.
Vi slutter af med at høre musik.
Jeg fornemmer, at selvom han med egne ord opnåede sit livs mål, da døtrene og ekskonen opførte hans korværk ’Himmeltræet’ i 2015, er hans samlede livsværk langtfra fuldendt. 

Vi hører blandt andet den højaktuelle sang ’Gravballemanden’, som han har skrevet teksten til, og som Pernille Rosendahl og Søren Vestergaard har skrevet melodi til, i anledning af DR-programserien ’Skattejagt på Museet.’ 
”Jeg ser meget frem til, at Pernille Rosendahl og jeg skal lave noget sammen. Vi er begge to fra Nykøbing Falster”, siger han.
Rosendahls smukke stemme lyder ud af Marshall-højtaleren, i deres fælles medrivende hyldest til Gravballemanden – og dermed til Danmarks fortid: 

”Du har udholdt større smerter,
end nogen af os kan forstå. 
Læg dig nu i vores hjerter,
som du har fået til at slå.”