"Jeg føler der er masser at øse af"

Guitarer, conga-trommer, opretstående klaver og reolen propfyldt med LP’er. Alt emmer af musik i Kenn Lendings stue i Vojens. Men som stort set alle andre musikere måtte Kenn afblæse al planlagt koncert-aktivitet i forbindelse med, at Covid-19 lagde sig som en tung dyne over Danmark i marts måned. Kun guitarundervisningen på musikskolen i Tønder er fortsat i en nedbarberet online-version for de elever, der har været interesserede.
”Og så har jeg haft god tid til at være sammen med mine børnebørn,” fortæller den 65-årige blues-mand, der voksede op på Frederiksberg og har haft fast base i København, indtil han fandt huset i Sønderjylland omgivet af skov og natur.

”Sæsonen er lige startet, så jeg har også kørt rigtig meget på min motorcykel. Det har jeg meget glæde af,” siger Kenn, der med tre måneder uden spillejobs har fået ekstra mulighed for at dyrke nogle af de ting, musikerlivet ikke altid levner tid til.

”Det er første gang, siden jeg gik ud af skolen, at jeg ikke har været ude at spille i så lang en periode. Corona-tiden minder mig lidt om en død periode, jeg oplevede som ung musiker i 1979, hvor nogle af mine band-projekter lukkede ned, inden andre rigtigt var kommet i gang. Dengang vidste jeg ikke, om jeg nogensinde ville komme ud og spille mere. Den erfaring kan jeg bruge nu,” forklarer Kenn Lending, der – corona eller ej – holder spilleformen og teknikken ved lige ved at øve sig og lave ny musik dagligt.

HÅBER PÅ HOLDNINGSÆNDRING

Den globale limbo-tilstand har for Kenn været anledning til at fundere over livet som musiker – og tilværelsen i det hele taget. 
”Når det hele går i stå og ser sort ud, er det som regel fordi, der skal ske noget nyt – noget man ikke havde regnet med. Det er dét, jeg går og venter på,” griner Kenn. 

I det store billede håber han, at verden vil tage ved lære af det uventede pusterum og sænke farten, når hjulene igen begynder at spinne:
”Min drøm er, at der kan ske en holdningsændring i forhold til den generelle opfattelse af musik og kunst. Jeg håber, at folk i kulturens fravær har mærket værdien og ændrer den gamle opfattelse af, at kunstnere ikke skal betales ordentligt, fordi det jo bare er deres hobby.”

VALGTE GUITAREN FREM FOR SIKKERHED

Som det inkarnerede blues-menneske han er, trækker Kenn naturligt en linje fra Covid-19-pandemien til en af genrens mest betydningsfulde skikkelser. Historien om blues-legenden Robert Johnson fortæller, at han tidligt i sin musikerkarriere står ved en korsvej, hvor et helt afgørende livsvalg skal træffes. En korsvej, Kenn i høj grad kan relatere til i den nuværende situation, hvor der bliver slået et stort slag i den mentale gryde, og det kan være svært at finde det rigtige ben at stå på. Er nedlukningen et tegn til at indstille karrieren – eller er det tværtimod nu, den skal have en ekstra spand kul? Krisen har givet Kenn rig anledning til at reflektere over livet som musiker og menneske – og som borger i en verden, der de seneste måneder måske har ændret sig for altid. 

”Myten siger, at Robert Johnson mødte djævelen ved en korsvej og solgte sin sjæl for at få sit ønske om at blive verdens bedste guitarist opfyldt. Alle legender handler jo i virkeligheden om ens indre – de er et symbol på noget, der sker inde i én selv,” mener Kenn. Som stor dreng oplevede han selv sit livs første korsvej, da han – trods sin mors evindelige modstand – valgte guitaren frem for den mere slagne vej.

”Du må vælge, om du vil gå fornuftens vej, tage en uddannelse og få et sikkert liv. Eller om du vil sælge din sjæl i jagten på at mestre noget, der er større end dig selv. Du kan ikke det hele – dit valg koster noget,” siger Kenn, der som 14-årig havde en livs-definerende oplevelse, da han i Falkoner Centret i 1969 for første gang oplevede blues-ikonet BB King.

”BB King kom ind på scenen med en rød guitar med to guldpickup’er. Han slog én tone an, og så var jeg solgt,” husker Kenn, der her- efter var overbevist om, at han ville vie sit liv til blues og lære at spille og udtrykke sig som sine musikalske idoler.

HENTEDE INSPIRATION HOS KAMMERATERNE

For at glæde sin mor tog Kenn både studen-tereksamen og påbegyndte en uddannelse som elektroniktekniker. Med en far, der var damefrisør, og en hjemmegående mor, lå det ikke i kortene, at familiens yngste søn skulle satse på en musikalsk karriere. Men for en ung knægt, der på Frederiksberg blandt an-det hang ud med musikerspirerne Mikkel og Klavs Nordsø og så op til den lidt ældre guiarist Kim Sagild, var der ingen tvivl om, at det var musikken – og især den afroamerikanske bluesmusik – der trak.

Elektronikmekaniker-uddannelsen blev lagt på hylden, og op gennem 1970’erne ud-viklede Kenn sit musikerskab ved at spille med blandt andet latin/funk-bandet Himmel-expressen, soul-bandet Survivors og spillestedet Vognportens husband Blues Nite. Også det tætte samarbejde med den amerikanske blues og boogie-woogie pianist og sanger Champion Jack Dupree er et helt af-gørende kapitel i Kenns tykke karriere-bog. Det musikalske og åndelige makkerskab førte til mere end 1000 koncerter og sluttede først, da Champion Jack Dupree døde i 1992.

40 ÅR MED KENN LENDING BLUES BAND

Kenn dannede i 1980 Kenn Lending Blues Band, der altså i år kan fejre et fornemt 40 års jubilæum. Fire årtier fyldt med et hav af spillejobs og oplevelser i både ind- og ud-land. Kenn Lending Blues Band har gennem årene haft skiftende medlemmer, men i anledning af jubilæet har Kenn valgt at samle et oprindeligt hold bestående af Henning Verner på keyboards, Frank Larsen på trommer og Svenni Svafnisson på bas. Holdet var egentlig klar til at tage på landevejen og spille koncerter, men dette er udskudt, til coronaen har lagt sig – ligesom en planlagt albumudgivelse må vente til september.

”Jeg tror, det er det rigtige at samle det gamle band. Gennem årene har jeg haft  megagode musikere med, men de er travle mennesker, der er med i alle mulige sammenhænge. Nu er jeg igen sammen med mine gamle, kreative venner, som intuitivt forstår historien og selv var med, da det startede – det betyder meget,” siger Kenn. 

DET SKAL NOK GÅ

Han lægger ikke skjul på, at det især de seneste 10 år er blevet vanskeligere at fylde booking-kalenderen med bluesjobs og turnéer.
”Det er svært at få en kontinuitet i koncerterne, og jeg har ind imellem været i tvivl om, om jeg skulle fortsætte. Men det er lykkedes indtil nu, og folk er stadig super-glade, når vi kommer ud. Der må være nogen, der holder hånden under mig, og jeg er nået et punkt, hvor det hele nok skal gå,” forklarer Kenn ærligt. 

Næste år kan han officielt kalde sig folkepensionist, men den kendsgerning fremskynder ikke eventuelle tanker om at lægge guitaren på hylden. Der er en jubilæums-pladeudgivelse i støbeskeen, Kenn har indgået en ny bookingaftale med Marsk Music, og et band-projekt med Hammond-spilleren Michael Sunding er ved at blive formet. 

FØLER SIG BEDRE END NOGENSINDE

Og selvom coronaen har skabt usikkerhed både i verden og i stuen i Vojens, er Kenn de seneste måneder kommet frem til en vigtig konklusion: den skabende ild brænder in-takt, og den garvede musiker føler sig både musikalsk og kreativt bedre end nogensinde, selvom han lige nu er fastlåst af omstændighederne.

”Jeg glæder mig dagligt over, at jeg kan spille og føler, der er masser at øse af.

Jeg vil gerne blive ved med at formidle det ærlige og åndelige aspekt i musikken.

Jeg elsker at være ude blandt folk og spille på min guitar, og når jeg står derude, tænker jeg tit: ’Prøv at se, hvad jeg har – vil I ikke have noget?’,” slutter Kenn Lending, på den digitale linje fra Sønderjylland.