Fagbladet Musikeren

Hjælp DR – og public service i det hele taget

Formandens leder

Skal, skal ikke. I England siger Boris Johnson nej, for her skal man ikke. Man skal ikke fortsætte som hidtil. Derfor skal Englands hæderkronede public service radio- og tv-station, BBC, reduceres så ganske betragteligt. Det blev også tilfældet for DR i sidste års medieforlig, hvor man mistede en milliard kroner.

Konsekvenserne for DR har været talrige. Man har lukket for det ene og det andet. Skåret i sin virksomhed. Og meldingen er, at de sidste konsekvenser endnu ikke er kommet op til overfladen og blevet kendt af offentligheden. Ved medieforliget blev sparet ca. 20 procent på DR’s budget. Licensfinansiering blev til skattefinansiering. Seks kanaler blev til fire osv.

Hvad vil den nuværende regering fremover? Den har meldt ud, at den vil lave én eller an-den tilbagerulning af medieforliget fra sidste år. Og regeringens støttepartier vil formentlig gå længere end det. Man må håbe på det bedste samarbejde. For DR’s skyld. Og man må håbe, at arbejdet med en sådan tilbagerulning forberedes og igangsættes snarest.

Debatten om DR er oldgammel, forstået på den måde, at de samme diskussioner for og imod det ene eller andet, har foregået lige siden kammersanger Holm blev den første øverste leder af DR.

Men noget vigtigt er nyt. Bagtæppet er - so to say - nyt. Det internationale mediebillede er forandret på en så grundlæggende måde, at ”spillebetingelserne” for DR er helt anderledes end for tyve år siden. Jeg tænker selvfølgelig på indtoget af mediegiganterne Google og Facebook, som tog annonceindtægterne fra de privatejede medier, som sætter helt nye standarder og har forandret det internationale og nationale medielandskab så voldsomt.

Med den formidling af nyheder og kulturstof, der finder sted på de sociale medier, er udfordringen for de traditionelle medier, at deres egentlige chefredaktion sidder i  Californien. Mange oplever derfor undertiden et pres på nationalstaten og den nationale identitet – her i Danmark selvfølgelig på den danske kulturelle identitet. EU-aspektet er i øvrigt en overliggende side ved disse spørgsmål.

Så derfor her en opfordring til regeringen om at hjælpe DR - og public service radio og tv i Danmark i det hele taget - med at være den vigtige og samlende størrelse og faktor i det danske samfund. Her og nu og fremover.

ANDERS LAURSEN