Genrer i opbrud: Tre musikere fortæller, hvordan de arbejder på kryds og tværs af musikalske skel

Det giver frihed at se bort fra genrer

Selma Judith er sanger, harpenist og sangskriver, og hun brød igennem i 2021 med sit anmelderroste debutalbum ’Getting Angry, Baby.’ Her fortæller hun, at hun genremæssigt ikke har haft andet ønske end at lade musikken finde sin eget udtryk. 

 Når det kommer til genre, befinder Selma Judiths musik sig i noget af et krydsfelt. Selv beskriver hun den som bygget op på et fundament af R&B, blandet med traditioner fra singer songwriter universet sammen med rockelementer, lidt fra den klassiske verden, bl.a. i form af harpen, som hun selv spiller, og måske også et strejf af jazz.

Det er med andre ord svævende, og det er præcis sådan, hun ønsker det. Når hun begynder at skrive på et nyt nummer sammen med bandmedlemmerne Mikkel Kjær Hansen og Jens Rønne, starter det typisk med udgangspunkt i et riff, en lyd, en vokal-
melodi eller et harpesample, de synes er fedt, og som sætter kreativiteten i gang.

”Derfra bygger vi nummeret op uden at tænke i genrer. Musikken udvikler sig, som den gør, og det er først bagefter, jeg kan høre, at det måske endte med at være mere én bestemt genre end andre. Men det ikke vigtigt, og for mig ligger der en frihed i at se bort fra genrer, når vi opbygger et nummer,” siger hun.

Og netop det, at hun ikke er bundet til – eller identificerer sig selv med – bestemte genrer, giver hende en stor kunstnerisk frihed, forklarer hun.

”Jeg gider ikke være låst fast af genrer eller andre kasser, man kan sætte sig selv i. Særligt ikke nu, hvor jeg er i starten af min karriere og skal finde og udvikle mit eget udtryk,” siger hun og uddyber:

”I stedet har jeg brug for, at det handler om projektet, om musikken, hvor de enkelte numre selv for lov at kalde på det, de har brug for. Det kræver også, at man skærer navlestrengen over til sit eget ego, og sætter musikken fri. For det er musikken, der bestemmer.”

Spiller med Det Kongelige Kapel 

I november måned optrådte Selma Judith også med Det Kongelige Kapel som en del af en koncertrække, der sætter fokus på mødet mellem den rytmiske og klassiske musik. 
Da dette interview blev lavet, var koncerten, der afvikles i foyeren i Operaen på Holmen i København, endnu ikke gennemført. Men Selma Judith var begejstret over muligheden for udsigten til at mikse sin egen musik med den klassiske tilgang.

Til lejligheden lod hun sit band blive hjemme, og havde kun sin harpe med. Udgangspunktet for koncerten var nemlig omarrangerede versioner af hendes sange spillet sammen med et udvalg af klassiske musikere fra Det Kongelige Kapel.

”Det er en særlig mulighed for at spille sammen med nogle sindssygt dygtige musikere, og det er fedt at omarrangere sine numre til et klassisk orkester. På den måde ser man sine numres DNA på en ny måde, og det er altid spændende at udvikle sin musik sammen med andre. Det kan jeg også selv lære noget af,” slutter hun.

Inspireret af en uddød fugl og klassisk komposition

Fredrik Lundin er saxofonist, kapelmester og komponist med stort K, der siden start 1980’erne har været en markant skikkelse på den danske jazzscene. Han regnes for en af Danmarks bedst kendte internationale jazzmusikere og fortæller her, hvordan han gennem hele sin karriere har hentet inspiration fra andre genrer.

I mere end 40 år har Fredrik Lundin haft saxofonen hængende om halsen, men det er langt fra den samme lyd, der er kommet ud af den. Det samme gælder især også for den musik, han har komponeret til egne og andres orkestre. 

For tiden er han aktuel med Tone of Voice Orchestra, hvor han sammen med sin hustru Trineline Væring komponerer musik inspireret af folk- og verdensmusik fra stort set hele verden.

”Som komponist har man magten til at blande forskellige genrer og stilarter, og vi har bevidst valgt at beskrive os selv som genre flydende. Vi blander det hele sammen, og bruger det, vi synes er fedt. På den måde holder vi det på vores egen boldbane, og undgår de mange regler, der er for de enkelte genrer. I stedet bliver det vores helt eget og nye udtryk,” siger han.

Gennem sit liv og karriere har Fredrik Lundin periodevis været optaget af meget forskellig musik, der al sammen har smittet af på ham, fortæller han. Nogle gange er det blot enkelte lyde, andre gange er det selve måden at skrive musik på, der bliver hængende. Alt sammen er med til, at han ikke sidder fast, som han udtrykker det. 

Eksempelvis har han været på kursus i klassisk komposition, hvor han lærte, hvordan man skriver musik til ensembler og symfoniorkestre. Det var ifølge ham selv noget af en øjenåbner. Men hvad skal en jazzkomponist så med den viden?

”Det handlede om, at jeg længe gerne havde villet lære at strække det kompositoriske ved at skrive flere og mere præcise noder. På den måde kan jeg få præcist det udtryk og den lyd, som jeg gerne vil have,” siger han og uddyber: ”Det er helt vildt, hvad man kan, når man er i stand til at notere noder korrekt, og det står i modsætning til jazz og rytmisk musik, hvor noderne er enkle med plads til fortolkning.”

Lyd fra uddød fugl

Og det er netop det, at mikset mellem forskellige genrer kan, forklarer han. Inspirere og sætte nye tanker i gang. 

I tilfældet med den kompositoriske tradition fra den klassiske verden bruger han i dag den viden til at lave et langt større kompositorisk forarbejde, hvor de sender meget udførlige demoer ud til Tone of Voice Orchestra øvrige medlemmer, hvor de præcist kan høre, hvordan det skal lyde. I en helt anden boldgade har han på sit seneste album, ”It Takes All Kinds to Make a World” med Odense Jazz Orchestra, brugt lyden fra en uddød hawaiiansk fugl som inspiration til pladens første nummer. Hvordan det lyder, kan man selv tjekke ud. Men pointen med eksemplet er den samme som med den klassiske inspiration, fortæller han.

”Jeg er altid åben og nysgerrig på de ting, der tænder mig musikalsk, og jeg er ikke bange for at låne andre steder fra. Det kan være alt fra en enkelt lyd til helt andre måder, at lave musik på. Det giver udvikling og kraft til musikken med mit helt eget udtryk.” 

Genremiks giver en helt ny lyd

Mette Dahl Kristensen er violinist, arrangør og komponist, og hun har gjort det til sin levevej at bygge bro mellem den klassiske og rytmiske musik. I soloregi og som en del af den eksperimenterende strygerkvintet WHO KILLED BAMBI har hun arbejdet sammen med en række prominente danske og udenlandske navne samt lavet egen musik, der gør op med den traditionelle måde at tænke musik på.

Pernille Rosendahl, Teitur, Father John Misty, Oh Land, Rod Stewart og Steffen Brandt med mange flere. Listen over musikalske samarbejdspartnere, som Mette Dahl Kristensen har arbejdet sammen med, er efterhånden lang. Men fælles for dem er, at der i samarbejdet er kommet noget nyt og utraditionelt ud af det.

Og det er netop meningen og det interessante ved det, fortæller Mette Dahl Kristensen, der tilbage i 2013 blev tværfaglig kandidat i musikteori og violin fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

 ”Jeg har altid lyttet til utroligt meget forskelligt musik, og da jeg lærte at spille selv, var det naturligt for mig at spille med på det hele. Det der med at dele musikken så kategorisk op, har jeg aldrig været glad for, og jeg har altid syntes, det var frustrerende, at man på musikuddannelser skulle puttes i bås,” siger hun. Derfor har hun siden sin tid på MGK og senere på konservatoriet insisteret på at udforske og udjævne kløften mellem den klassiske verden og den rytmiske, og hendes erfaring er, at det særligt er i sproget omkring musikken, at de to verdener kan have svært ved at forstå hinanden.

 ”Som klassisk musiker lærer du at tale om musik på en måde, hvor andre ikke forstår, hvad der menes. Det kan være italienske udtryk, der for en rytmisk musiker kan være totalt ukendte. Derfor har det i mit arbejde med at skabe musikalske samarbejder på tværs været afgørende at finde en måde at tale om musikken på, så alle er med,” siger hun.

Lysten til at blive klogere

Konkret handler det derfor om, at man – uanset, hvilken baggrund, man kommer fra – er indstillet på, at der i et cross over samarbejde skal bruges tid på at skabe et fælles sprog og forståelse – også i forhold til hele det tekniske aspekt omkring rytmisk musik, der kan være et nyt sprog for uvante ører.

”Der er mange ting, man tager for givet, når man har en bestemt musikalsk uddannelse bag sig, og i samarbejdet med andre er mange af de ting bestemt fordelagtige at kunne trække på. Men der er også andre og mere dogmatiske ting, der måske skal glemmes lidt,” siger hun.

Det allervigste er nemlig, at man har lyst til at blive klogere på hinandens musikalske verden og den nye musik, der kan komme ud af det.

 ”I WHO KILLED BAMBI plejer vi at sige, at vi vil være genreløse, og at når folk hører vores musik, vil det ofte være musik, de kender i forvejen, men på en ny måde. Og det tror jeg også er årsagen til, at folk henvender sig til os omkring samarbejder. De vil gerne løfte deres egen musik op til noget nyt men samtidigt genkendeligt,” siger hun.

I regi af WHO KILLED BAMBI fungerer det på den måde, at de på deres egne projekter inviterer musikere ind i deres univers, mens de som backing strygere for andre kunstnere ofte hyres ind til enkelte koncerter eller optagelser.

Og det går meget godt, fortæller hun.

”I starten skulle vi selv lave en masse opsøgende arbejde, men som folk lærer os at kende og ser, hvad vores musik kan tilføre deres, er der nu flere, der henvender sig til os, fordi de kan se, hvor fedt det lyder, når genrerne blandes.”