Gateways mor skal videre
I de forgangne 16 år har hun stået til rådighed alle ugens syv dage og hjulpet mange musikere videre i karrieren. Nu skal hun selv videre.
Mette Ellebye-Larsen betegner det som rettidig omhu, når hun per 31. januar fratræder sin stilling som direktør for Gateway Music efter 16 år på posten. Når hun går ud ad døren fra Gateway Musics lokaler i DMFs forbundshus på Sankt Hans Torv i København for sidste gang, vandrer hun ind i en ny tilværelse som pensionist. Tiden er moden, fastslår den 65-årige Gatewaydirektør, for selskabet har fået ny bestyrelse, og hun ønsker ikke at være den, der står i vejen for udviklingen. Hun ønsker derimod, at den nye aktive og engagerede bestyrelse får lov til at ”sætte sit eget hold”.
”Der er sket rigtig, rigtig mange gode ting, men der skal nye boller på suppen,” bemærker hun med sin karakteristiske power i stemmen.
Det er den 12. januar, og vi sidder i hendes lyse, indbydende og ryddelige hjem i Hellebæk i Nordsjælland og spiser ”Salad Nicoise”, mens hunden Chablis ligger på gulvet ved siden af. Kærligheden til Frankrig skinner ikke bare igennem i valget af menu og i hendes elskede hunds navn, men også i husets interiør. For eksempel er den smukke håndvask på badeværelset forsynet med et armatur, hvor man kan tænde for ”frois” og ”chaud”.
Til trods for hendes store kærlighed til Frankrig er Mette Ellebye-Larsens professionelle mindset i høj grad amerikansk og kommercielt. Med en fortid i Sony Music, hvor hun i mange år forhandlede kontrakter med musikere som business affairs director på producentsiden, er hun udstyret med en fremdrift og en gennemslagskraft, som hun har haft brug for, siden hun i oktober 2005 blev headhuntet til stillingen som direktør for Dansk Musiker Forbunds nye distributionsselskab, som på det tidspunkt endnu ikke havde et navn. Opgaven bestod i at skabe et distributionsselskab, hvor musikere bevarede alle rettighederne til masteren, og hvor man desuden kunne få rådgivning inden for alle aspekter af dét at udgive musik.
Dengang var der nemlig hårdt brug for et pladeselskab, som var på musikernes side, fortæller Mette Ellebye-Larsen, der tidligere hed Mette Ohlsen og i mange år var kendt i branchen som Mette O.
”Kontrakterne var efterhånden blevet rå. Du havde ikke engang ret til dit eget navn. Du var bastet og bundet, og du kunne ingenting. Samtidig signede man færre og færre, fortæller hun og uddyber, at pladeselskaberne på det tidspunkt tog et større og større cut af blandt andet forlagsaftaler, liveindtægter og merchandise.
”Rigtig mange musikere havde svært ved at få en kontrakt, og de kontrakter, de fik tilbudt, var ikke så attraktive. I Dansk Musiker Forbund kunne man se, at det ikke var den vej, man skulle gå, og at der var brug for et alternativ,” fortæller Mette og tilføjer, at den teknologiske udvikling også spillede ind i beslutningen om at grundlægge Gateway, eftersom det var blevet muligt at indspille musik selv, for langt mindre beløb end tidligere.
Og således valgte hun at takke ja til at forlade den kommercielle verden for at starte Dansk Musiker Forbunds nye distributionsselskab op, da hun blev ringet op og fik tilbudt jobbet.
”Beslutningen om at gå fra producentsiden over på musikersiden var en mega tilfredsstillelse. Jeg gik fra at sidde og rådgive og forhandle for producenten mod musikerne og deres advokater, til at sidde sammen med musikerne og sørge for, at de fik det til at fungere, uden at de var nødt til at underskrive en kontrakt – man kan nemlig godt selv,” understreger Mette Ellebye-Larsen.
Her, 16 år efter, er Gateway Music blevet et stærkt brand. Over 5000 udgivelser er kommet til verden igennem Gateway i årenes løb, og Mette er stolt af det selskab, hun efterlader.
”Det er et selskab, hvor man bevarer alle rettighederne selv. Det er et selskab, hvor du bliver holdt i hånden. Det er et selskab, som er ejet af Dansk Musiker Forbund, og det betyder, at du kan være sikker på, at der ikke står noget med småt i kontrakten, eller at din afregning ikke er korrekt. Du behøver ikke at være bekymret, ” fastslår hun.
Altid på
Tanken med Gateway Music var og er altså dels, at det skal være nemmere og mere uforpligtende at få sin musik udgivet – uanset om man er medlem af Dansk Musiker Forbund eller ej. Og dels, at man via Gateways rådgivning skal blive klædt på til at klare sig på markedet, når man er ”fløjet fra reden”. Mette Ellebye-Larsen har igennem alle årene brugt meget tid på rådgivningsdelen, og som mange musikere ved, har hun stået til rådighed på telefonen alle ugens dage, ferier inklusiv. Her, få uger før sin fratrædelse, har hun lige så travlt, som hun plejer. Telefonen ringer flere gange under interviewet, men hun tager sig tid til vores samtale.
”Som jeg plejer at sige: Jeg er én af de dér tosser, der er på altid,” bemærker hun og uddyber:
”Hvis jeg kan svare på et spørgsmål, som en musiker sidder og bokser med en lørdag formiddag, så kan det da godt være, at jeg går rundt i Irma med en indkøbskurv, men jeg kan da sagtens sige: ”Du kan bare skrive stregkoden – du behøver ikke at anføre kata-
lognummer.” Så kan han få lavet sin studieliste, jeg handler videre, og det har taget mig to sekunder,” forklarer hun.
Når man kender Mette og ved, hvor dedikeret en arbejdshest, hun er, så er det faktisk lidt svært at forstille sig, at hun nu skal være fuldtidspensionist. Men i foråret 2021 blev hendes første barnebarn Christa født, og med et hus i Nordsjælland og et i Sydfrankrig samt en stor kærlighed til Fanø, venner, madlavning og bøger er grunden lagt til et indholdsrigt otium.
Huset i Frankrig har i øvrigt været udlånt til mangen en ansat i DMF igennem årene. Til gengæld er jeg den eneste fra Dansk Musiker Forbund nogensinde, der har besøgt hende i privaten i Hellebæk, så Gateways direktør har tydeligvis haft behov for at værne om sit privatliv. Det er tydeligt, at ”Mette O” er afklaret og nu er ved at slippe tøjlerne. Hun kender sin besøgelsestid.
”Der skal ske noget i Gateway, og der er mange ting i pipelinen. Det er bare ikke mig, der skal sætte de skibe i søen. Gateway har nogle vanvittige muligheder, fordi vi har så kæmpe et katalog, at vi sagtens kan finde nogle eksterne udenlandske samarbejdspartnere, men det kræver, at du har noget tid. Der er masser af idéer, men det er en anden, der skal sparke det igennem, ” fastslår hun.
Andre parametre end bundlinje
Undervejs i vores samtale kommer hun også rundt om det rent lavpraktiske, da hun skulle starte Gateway op. Jeg trækker lidt på smilebåndet af hendes beskrivelser, når hun taler om sin første tid i stillingen. Hun fik anvist, hvor hun skulle sidde og ringede derefter til en maler.
”Jeg har aldrig set så gule vægge nogensinde i hele mit liv som i DMF på Sankt Hans Torv. Alle røg. Det var strækkeligt, og de havde ikke brugt penge på at vaske ned. You wouldn’t believe it!” Udbryder hun og fortsætter:
”Og så skulle vi finde et navn. Der var alle mulige sjove navne på tapetet. Men det endte med ”Gateway”, fordi det signalerer muligheden for at komme videre. Jeg syntes, at det var et genialt navn, for det var lige præcis sagen i en nøddeskal: Udgiv din musik, bevar rettighederne, og du kan komme videre til et andet selskab, hvis du gerne vil, ” fortæller hun og nævner musikere som Jacob Dinesen, Bisse, Valravn og Heilung som eksempler på musikere, der har fået en stor international karriere efter at have været startet hos Gateway Music.
”Gateway kan noget indtil en vis grænse. Vi har ikke udenlandsk netværk, som man har på de multinationale selskaber, eller en presseafdeling, som har hele netværket til medieverdenen og smider, hvad de har i hænderne, fordi de får at vide, at dette her er en prioritet. De store har jo nogle muskler – det skal man også være klar over,” fastslår hun og fortæller, at selvom hun er lykkelig for, at hun i sin tid skiftede fra Sony BMG til Gateway, var overgangen fra et kommercielt multinationalt selskab til Dansk Musiker Forbund brat.
”Det var en udfordring. Jeg kom fra et multinationalt selskab til at være i en politisk medlemsorganisation. Det var som nat og dag. Jeg har skullet vænne mig rigtig meget til, at vi arbejder efter nogle andre parametre end bundlinjen, for hele mit mindset er amerikansk og internationalt: Det er penge,” fastslår Mette.
Verdens bedste job
Langsommeligheden i en politisk organisation til trods tøver Mette Ellebye-Larsen ikke med at erklære, at hun har verdens bedste job. Hun fortæller, at det har betydet meget for hende at opleve musikernes taknemmelighed over Gateways services, og at hun ved, at hun har gjort en forskel.
”Musikerne er så taknemmelige og så glade for dét, vi gør for dem. Det har været en kæmpe, kæmpe fornøjelse. Jeg får blomster, og folk sender de sødeste mails,” fortæller Mette.
Når hun ser tilbage på de sidste 16 år, fremhæver hun overgangen fra fysisk til digital distribution som det vigtigste udviklingspunkt. Processen startede for alvor for 14 år siden og har været glidende, fortæller hun og forklarer, at digitaliseringen har stillet krav til både hende selv og hendes medarbejdere. Dels fordi, at afregningen foregår anderledes ved digital distribution end ved fysisk udgivelse, og kontrakterne dermed også udformes anderledes i dag. Men også fordi, at selve det at oploade musikken til de digitale tjenester er en kompleks proces.
”Det var vanvittigt spændende, men meget, meget komplekst. På et tidspunkt var jeg nødt til at sige, at det er kontrakter og rådgivning, jeg tager mig af, og så må nogle andre sætte sig ind i det nørdede omkring, hvordan man oploader. Jeg kan ikke være god til begge dele. Jeg valgte at sige, at dét er der nogen, der er bedre til, end jeg er,” beretter hun og oplyser, at det i dag er Gateways tre ansatte Pia Bom, Theis Jensen og Frederik Norup, der tager sig af opload til de digitale tjenester.
Det er tydeligt, at Mette Ellebye-Larsen er stolt af de tre og af sine tidligere medarbejdere.
”Jeg ville jo ikke have kunnet gøre dette her alene. Jeg har gennem årene haft nogle virkeligt dygtige, dedikerede medarbejdere,” slår hun fast.
”Er det mig, eller er her koldt,” siger hun pludselig.
Hun rejser sig og tænder op i sin smukke, store svenske masseovn. Bagefter går vi ud i haven for at tage fotos.
”Billederne er the worst part of it”, siger hun, og jeg lover hende, at hun får dem til gennemsyn.
Mette kan ikke lide at være på. Jeg bemærker, at det er pudsigt paradoks, at hun igennem hele sin karriere har bidraget til at bringe musikalsk talent frem i lyset, men personligt ikke bryder sig om rampelys. Men sådan har hun det.
Vi går ud i drivhuset, hvor hun og ægtemanden Jørgen tilbringer meget af deres fritid. Om få uger er hun pensionist og får god tid til at sidde der. Processen med at finde hendes efterfølger er i fuld gang. Stafetten skal gives videre, og Mette er klar.
”Jeg har virkelig haft verdens bedste job. Det må jeg bare sige. Det er et meget privilegeret job. Nu må vi se hvor mange, der søger. Det er jeg faneme spændt på.”
.......................
Efter redaktionens afslutning er Mette Ellebye-Larsens efterfølger fundet. Den 1. marts tiltræder Mads Kjærgaard som ny direktør for Gateway Music. I kan læse mere om ham på vores elektroniske platforme og i næste nummer af MUSIKEREN.