"Fordi jeg ikke gik i panik, har livet hjulpet mig"
Hvor mange andre musikere er rastløse og trænger til at få luft under vingerne i denne tid, er Julie Maria ved at lande. De sidste fem måneder har hun løbet stærkere end nogensinde for at realisere et nyt koncertformat med fællessang, som hun fik idéen til i slutningen af 2019 i kølvandet på, at hun havde vundet Alsang 2020s sangkonkurrence med sangen ”Frihedens Lysdøgn” sammen med pianist og komponist Nikolaj Busk og digter Anne Vad. ”Det var ret syret, at jeg havde bygget et helt koncept op omkring Højskolesangbogn, da corona ramte i marts, og Danmark brød ud i sang,” fortæller Julie Maria og uddyber, at det syrede bestod i samtidigheden mellem hendes vision og den opblomstring af fællessangen, som coronakrisen har ført med sig.
Midt i nedlukningen blev det offentliggjort, at ’Frihedens Lysdøgn’ er optaget i den kommende udgave af Højskolesangbogen. Så selvom Julie Maria har måttet gentænke lanceringen af både sangen og hendes kommende koncept med fællessang-koncerter, har hun oplevet en vis professionel medvind i en ellers vanskelig periode af danmarkshistorien.
”Det var ret syret, at jeg havde bygget et helt koncept op omkring Højskolesangbogn, da corona ramte i marts, og Danmark brød ud i sang,”
”De første måneder var en enlig vandring med en masse spørgsmål, da den nye vision skulle lande. For første gang har jeg været drevet af at realisere et projekt, der rækker langt ud over mig som kunstner og ind i fællesskabet. Det har hjulpet mig til at sparke lukkede døre ind og opsøge de vildeste samarbejdspartnere. Det er nærmest som om, at en energi udefra har hjulpet mig til at blive en katalysator for hele projektet. Selvom jeg løb alene et godt stykke tid først i forløbet, har jeg ikke følt mig rigtig alene om det,” fortæller Julie Maria og uddyber, at hun henad vejen har fået etableret et stærkt hold omkring sig til at arbejde med PR, projektledelse, SoMe, konceptudvikling, udgivelse m.m.
FORMÅEDE AT HOLDE FOKUS
Julie Maria havde håbet at skyde det hele i gang ved at synge ’Frihedens Lysdøgn’ ved det planlagte alsang-arrangement i Frederiksberg Have på 75-årsdagen for Danmarks befrielse den 4. maj om aftenen, arrangeret af Alsang 2020 i samarbejde med DR.
”Jeg havde en idé om, at den ene brik kunne tage den næste, hvis det vigtigste lykkedes først. Vi skulle skabe et historisk vingesus sammen med udvalgte kor og landets højskoler live på national-tv på befrielsesdagen. Under transmissionen skulle det offentliggøres, at ‘Frihedens Lysdøgn’ er kommet med i den nye udgave af højskole-sangbogen, og de mellem 40.000 og 70.000 mennesker i Frederiksberg Have skulle have sunget sangen.
På den måde kunne den nye frihedssang komme ud til folket, og sangen blive udbredt til hele landet. Og så havde jeg en idé om, at vi ville kunne nå at åbne Folkemødet, eller måske åbne en scene på Heartland. Jeg drømte selvfølgelig også om Orange Scene på Roskilde – der har de jo fællessang hvert år,” beretter hun.
Men landet lukkede. Alt blev aflyst eller udskudt – også arrangementet i Frederiksberg Have – og Julie Maria blevet tvunget til at tage den med ro og ændre planer.
”Det underlige var, at jeg faktisk blev lettet. Jeg tror, at det var en kropslig fornemmelse af, at det ikke er meningen, at jeg skulle halse efter noget, der er så godt og vigtigt. Jeg valgte et fokus, der hed; dette her kan gå hen og blive godt for sangen og projektet. Jeg valgte at holde mit skarpe fokus på, hvad jeg så kunne gøre. Livet kvitterede ved at vise vejen skridt for skridt,” fortæller Julie Maria.
NYT KONCERTFORMAT
TV2 greb ’Frihedens Lysdøgn’, og hun endte med at optræde med den 4. maj både i Go’ Morgen Danmark og i Mindelunden om aftenen sammen med Silas Bjerregaard. Frihedens Lysdøgn fik sin forløsning på befrielsesaftenen 4. maj og kom dermed godt fra start, om end det blev på en anden måde, end Julie Maria havde forestillet sig. Nu ser hun fremad.
”21 bliver det nye 20, så der får vi forhåbentlig en helt oplagt mulighed for at skabe frihed og fællesskab med folket nok en gang, ”erklærer hun.
Konkret har hun en række fællessang-koncerter på tapetet, der foruden hende selv som artist tæller Nikolaj Busk som kapelmester og Anne Vad som fortæller:
“Til vinter tager vi på koncerthus-turné med Frihedens lysdøgn sammen med bl.a. Søren Huss, Cæcilie Norby, Per Vers og Anya. Hver solist fortolker danske folkesange under et tema fra hvert vers i ’Frihedens Lysdøgn’: Lysten, kroppen, sproget, livet, krigen og idéerne i relation til vores opfattelse af frihedsbegrebet. Det bliver et nyt, smukt koncept for fællessang, frihedsfortællinger og koncert med en klar intention, som hand-ler om at blive frisat sammen. Jeg har altid gerne villet skabe en helt ligebyrdig dialog med publikum – en sammensmeltning. Og det må man sige, at dette projekt kan”, fortæller Julie Maria.
ET HELT LIV GAV MENING
Med ’Frihedens Lysdøgn’ og det kommende nye koncertformat oplever Julie Maria en stærk følelse af helhed, mening og retning på hendes kunstneriske virke.
”Efter denne frihedssang landede, kom der et billede til mig. Et helt liv giver pludselig mening, når jeg ser tilbage på, hvad jeg har lavet, og hvad jeg har sunget for og i; for eksempel har jeg sunget i DRs Pigekor og sunget morgensang hver morgen i mange år,” forklarer Julie Maria og fortsætter:
”Dét, der har gjort mig så skarp på dette her projekt, har været, at jeg har haft en mission, der har rakt ud over mig selv, og jeg glæder mig over, at ’Frihedens Lysdøgn’ er blevet taget så godt imod og indgyder folk håb i en svær tid”, fastslår hun.
Hun er selv forundret over, at hun kort forinden coronakrisen ramte, fik så klar en vision om, at hun skulle give liv til en ny bølge af friheds- og fællessang i fremtiden. ”Tak til Phillip Faber for at have banet vejen og været medskabende til, at Højskolesangbogen er kommet på bestsellerlisten. Om nogen hviskede mig noget i øret, så jeg fik en vision, som taler ind i tiden, eller om det bare er et tilfælde, ved jeg ikke. Men jeg synes, det er påfaldende.”
"Tak til Phillip Faber for at have banet vejen og været medskabende til, at Højskolesangbogen er kommet på bestsellerlisten