Fagbladet Musikeren

Få bedre balance mellem det ydre og indre liv med væredygtighed

For at løse alt fra klimakrisen til trivselsproblemer i vores eget liv, skal vi blive klogere på, hvordan det indre liv påvirker det ydre og omvendt. Væredygtighed kaldes tilgangen, og medlemmer DMF får halv pris på billetter til en stor konference om netop væredygtighed i Aarhus den 1. oktober.
Rundt om den indre væredygtighed ses her FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Det kan være en smule kringlet, når man skal forklare begrebet væredygtighed.  

Men grundlæggende handler det om, at man i arbejdet med alt fra klima- og biodiversitetskrisen til trivselsproblemer forbinder det, der sker inde i os selv, med det, der sker uden for os. 

Det fortæller projektleder Christian Dietrichsen fra Center for Væredygtighed i Aarhus. Han stiftede centeret for 10 år siden, og har stået i spidsen for det lige så længe. 

Her arbejder de med udgangspunkt i FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling for at skabe en større bevidsthed om, at den indre forståelse af os selv er afgørende for vores evne til at takle og håndtere de enorme udfordringer, vi står over for som enkeltpersoner og som menneskehed. 

Som Christian Dietrichsen selv forklarer det: 

”Mens bæredygtighed er ydre parametre – alt det vi kan måle på – så er væredygtighed alt det, der sker inde i mennesker. Og skal vi forandre verden, skal vi også lære at forstå os selv, så vi rent faktisk er i stand til at foretage de ydre forandringer,” siger han. 

Et konkret eksempel på, hvordan det skal forstås, giver Christian Dietrichsen i form af den fiktive Jens på 45 år. Igennem hele sit voksenliv har han haft vennerne fast på besøg til store bøffer og pokerspil. Det er hans ting, og i hans selvforståelse vigtigt for, hvordan han passer ind i verdenen. 

”Skal Jens holde op med at servere bøffer for vennerne, handler det for ham om identitet og hans sociale rolle blandt vennerne. Derfor drejer det sig ikke bare om, at prisen på bøffer skal sættes op. Jens skal finde ud af, hvem han er, når den del af hans identiet ændrer sig, og hvordan han kommer videre derfra,” siger Christian Dietrichsen. 

Plakat
Her ses de ni væredygtighedsmål. Målene skal ikke ses som en færdig facitliste, men som noget, der skal bruges organisk. 

Det hele hænger sammen 

På den måde kan man sige, at væredygtighed handler om at arbejde med det indre liv og selvforståelse for at kunne foretage de ændringer, som eksempelvis klimakrisen kræver af os. Men også om at forstå, hvordan de ydre forandringer og krav påvirker os inden i. 

”Væredygtighed tilsiger, at man tager udgangspunkt i at blive klogere på det, der foregår inde i en selv, da det spiller sammen med alt det, der foregår uden for en selv,” siger han. 

Og det er der sådan set ikke noget nyt i, fortæller Christian Dietrichsen. Det nye er, at vi måske har glemt det samtidigt med, at vi står over for nogle eksistentielle kriser, der kræver en omstilling, som vi ikke er gode og hurtige nok til at få gennemført. 

”Vi er på en eller anden måde blevet afkoblet fra den verden, vi er den del af, hvor det at være menneske er blevet adskilt fra alle andre levende ting. Men vi er alle natur, og det er afgørende, at vi igen bliver forbundet med den verden, der er omkring os,” siger han. 

Og mens klimakrisen står som den nok største trussel mod os, så kan væredygtighed også bruges som redskab til noget så konkret som at øge trivslen på arbejdspladen. 

Det holder Christian Dietrichsen netop en session om på den store væredygtighedskonference Rethink Being Human den 1. oktober i Aarhus Teater, der bl.a. har DMF som samarbejdspartner. 

christian
Christian Dietrichsen er stifter og projektleder på Center for Væredygtighed i Aarhus.  

Forstå dig selv og andre bedre 

På konferencen samles al opmærksomhed omkring den indre bæredygtighed, fortæller han, for, hvis vi som mennesker skal kunne træffe de valg og prioriteringer, der skaber ydre bæredygtige forandringer, er vi nødt til også at arbejde mere aktivt med at udvikle os som mennesker. 

Sessionen, som Christian Dietrichsen står for, hedder ”Er væredygtighed det nye HR” og vil bl.a. handle om, hvordan man på arbejdspladser skaber rammer, der understøtter det indre arbejde hos medarbejderne, der skal til for at sikre forandringer, forklarer han. 

”Arbejder man på en musikskole, kunne det være oplagt at komme med til, da det i høj grad også handler om, hvordan man skaber bedre trivsel,” siger han. 

I løbet af hele konferencen er der mange forskellige sessioner at vælge i mellem, og i forhold til musikere fremhæver Christian Dietrichsen særligt sessionen ”Kræver radikal omstilling en musikers mentalitet?” 

Lær af musikerne 

Som et billede på de fundamentale forandringer, vi ser ind i som samfund, vil fem af Danmarks absolut bedste jazzmusikere med Jacob Anderskov i front her igennem skabelsen af musik eksemplificere radikale ændringer.  

Konkret vil de spille en kendt klassiker i fem forskellige versioner. De starter med at være tro mod originalen og afslutter med en fragmenteret, totalt nyarrangeret og måske endda uigenkendelig version af samme sang. 

”Pointen er, at musikere ofte er nødt til at være meget omstillingsparate i deres arbejde, og undervejs i sessionen vil de samtale om, hvordan de arbejder med forandring og omstilling, som publikum forhåbentligt kan lære noget af,” siger Christian Dietrichsen. 

Også orkesteret Our Broken Garden indgår i en session sammen med økonomiprofessor Michael Svarer, den feministiske debattør Emma Holten og filosofiprofessor Ole Fogh Kirkeby.  

Her lyder spørgsmålet, om økonomien i højere grad bør styres af værdier og etik. Our Broken Garden lægger den musikalske bund til sessionen, og frontfigur Anna Brønsted deltager også i selve debatten for bl.a. at give en musikers vinkel på det at agere i dagens økonomiske realiteter. 

Rethink Being Human konferencen afholdes som nævnt på Aarhus Teater, og som medlem af DMF får du 50 procent rabat på din billet. Du skal blot kontakte DMF’s afdeling i Aarhus, inden du køber billetten. 

Yderligere information om konferencen og det fulde program kan du se her