Et slidsomt arbejde: Musikere i symfoniorkestre er spændt hårdt for

I slutningen af oktober var en lang række aktører fra det klassiske musiklandskab i Danmark rejst til Malmø for at deltage i The International Orchestra Conference, der afholdes hvert tredje år.  

Konferences formål er at give symfoni- og operamusikere mulighed for bl.a. at dele deres erfaringer, bekymringer og initiativer omkring arbejdsvilkår og forebyggelse i forhold til sundhed. 

På konferencen – som også DMF’s ledelse og forpersonskab deltog i - stod det klart, at symfoniorkestre verden over deler mange af de samme udfordringer, særligt når det kommer til arbejdsmiljø og –skader. 

Med udgangspunkt i netop arbejdsmiljø har MUSIKEREN talt med tillidsfolkene hos tre danske landsdelsorkestre, der fortæller, hvilke udfordringer, der fylder mest hos dem. 

Ikke det sundeste arbejde 

Kathrin Kollecker er tillidsrepræsentant hos Odense Symfoniorkester. Hun fortæller, at særligt underbemanding er en udfordring for alle fem landsdelsorkestre, og i Odense er omkring 10 faste stillinger ubesatte. 

Det er ikke alene et kunstnerisk problem, mener hun. De tomme pladser er nemlig medvirkede til, at de øvrige musikere skal arbejde mere, og med et travlt program betyder det, at risikoen for overbelastningsskader stiger. 

Og i sidste ende er det en økonomisk prioritering, mener hun. 

”Landsdelsorkestrene har ikke fået øget bevillinger i de seneste mange år. Det vil sige, at reguleringen ikke er fulgt med lønudviklingen, og på den måde er vi kommet bagud. De manglende midler betyder, at stillinger står ubesatte hen i årevis, og vi har svært ved at løfte den kunstneriske opgave, som vi brænder for, og som for øvrigt er nedfældet i Musikloven,” siger hun. 

Mangler restitution 

Kathrin Kollecker fortæller videre, at det ”at være musiker er ikke det sundeste arbejde.” Særligt ikke, når det på grund af et travlt program er svært at holde rigtig fri, fordi man altid skal øve.  

”Det gælder også ferier, hvor de ansatte burde kunne tage en pause. Men her må de også øve, og det belaster. Resultatet er, at folk får overbelastningsskader og smerter, som de enten må holde ud eller sygemelde sig med, ” siger hun. 

En anden udfordring er akustikken. Med Kathrin Kolleckers ord er det svært at undgå høreskader i form af tinnitus i mild eller sværere grad, når man bruger sit arbejdsliv i et symfoniorkester.  

Og selv om man i Odense bl.a. bruger høreværn, skærme og ”Hearwigs”, så ser hun gerne, at der laves en renovering af salen, så den lever op til moderne standarder for akustik. 

”Det er en fin gammel sal, men den er ikke tidssvarende, når det kommer til akustik og dermed vores arbejdsmiljø. Vi har kollegaer med høreskader, og det kan desværre ikke bare løses med akustikskærme. Men det koster penge, og jeg håber, at politikerne på et tidspunkt prioriterer kunsten lidt højere.” 

Sundhed kræver faste rammer  

Christian Thordal er tillidsrepræsentant hos Aalborg Symfoniorkester. Han fortæller, at de ansatte – ligesom i Odense Symfoniorkester – oplever slitage på kroppen på grund af et hårdt program uden indlagte pauser til restitution. 

”Vi er nødt til at øve os året rundt, også i ferier. Og det slider på folks helbred,” siger han. 

Christian deltog selv i konferencen i Malmø og bemærkede, at udfordringerne med arbejdsmiljøet går igen i orkestre verden over. Hos symfoniorkesteret i Aalborg er det særligt problemer med bevægeapparatet, der har fyldt meget de seneste år, fortæller han.  

På eget initiativ har de ansatte blandt andet oprettet pilateshold og haft fokus på at holde pauser under øvningen, hvor de bevæger sig. 

”Ledelsen har været lydhør over for flere af vores ønsker, men jeg så gerne, at tid til forberedelse og restitution blev sat i faste rammer og skrevet ned i form af en aftale,” siger han. 

En god investering 

Udfordringen er nemlig også, at musikerne ofte har store kunstneriske ambitioner og glæde ved arbejdet, hvilket gør det svært selv at tage de nødvendige pauser, fortæller han. Derfor kan faste rammer være en fordel og en nødvendighed. 

”Det er hjerteskærende at se folk få skader og tænke: Kunne vi ikke have forhindret det? 100-meter-løbere løber heller ikke 100 meter hele tiden. Vi har brug for restitution,” siger han. 

Christian Thordal oplever som nævnt, at der er villighed hos ledelsen til at tage dialogen og forhåbentligt foretage visse ændringer af hensyn til de ansattes ve og vel. Det glæder ham, men han mener også, at det er den eneste fornuftige tilgang. 

”Der er tale om små investeringer, der til gengæld betyder, at man sparer penge på sygefraværet. Så både økonomisk og i forhold til at have syn for det hele menneske giver det mening. Vi skal gerne kunne holde til et helt arbejdsliv uden at skulle stoppe på grund af skader. Og det skal afspejle sig i de arbejdsvilkår, vi er ansat under,” afslutter han. 

Fornuftig programplanlægning er vejen frem 

Morten Lyngs er tillidsrepræsentant hos Copenhagen Phil. Han fortæller, at de i symfoniorkesteret oplever perioder med høj belastning – særligt når de spiller i Tivoli om sommeren – men at de som udgangspunkt oplever en fornuftig programplanlægning med tid til restitution. 

”I øjeblikket har vi ikke nogen langtidssygemeldinger pga. arbejdsskader, og jeg oplever overordnet set, at vi får de pauser, som vi har behov for,” siger han. 

Han tilføjer dog, at der i orkesteret har været en del udskiftninger de seneste år, særligt i strygergruppen, hvor stolene efter ældre kolleger er blevet erstattet af yngre musikere. Og netop alder har en betydning for, hvordan arbejdspresset opleves, mener han. 

”Når man er yngre, kan man holde til mere, og man får færre skader. På trods af, at vi har et meget højt aktivitetsniveau, kan det også være en af årsagerne til, at vi klarer opgaverne uden skader,” siger han og uddyber:  

”Som en generel betragtning mener jeg, at det aldersmæssige er et aspekt, som ledelserne i orkestrene skal tænke over. Der skal være plads til alle, og arbejdets omfang skal også tilpasses musikere med flere år på arbejdsmarkedet bag sig,” siger han. 

Økonomiske huller 

Mens de altså rent arbejdsmiljømæssigt har det udmærket hos Copenhagen Phil, har Morten Lyngs en anden bekymring. Nemlig det kunstneriske niveau. 

På finansloven 2024 blev der lukket et hul i netop deres budget -  en kompensation for det oprindelige omprioriteringsbidrag, der blev lagt alene på Copenhagen Phil i sin tid.  

Men det betyder ikke, at det er guld og grønne skove for landsdelsorkestrene, fortæller han. 

”For at vi også i fremtiden kan løfte den kunstneriske forpligtelse, som vi har ifølge Musikloven, så er vores håb, at vi som minimum kan fastholde den nuværende normering. Den størrelse, som vi har i øjeblikket, er i mine øjne smertegrænsen for, hvad der er kunstnerisk forsvarligt,” siger han. 

For at kunne bevare deres relevans som landsdelsorkester, skal der også være midler til at tiltrække de bedste dirigenter og solister, mener han. Og det kniber gevaldigt med økonomien, selv om de spiller for fulde huse, fortæller han. 

”Hvis vi skal løfte de kunstneriske ambitioner og levere unikt indhold, skal der flere penge til permanent. Det er i mine øjne uholdbart og visionsløst blot at lukke økonomiske huller et eller få år af gangen,” siger han og fortsætter:  

”Forud for den netop vedtagne finanslov lavede branche- og interesseorganisationen DEOO på vegne af landsdelsorkestrene et stort arbejde for at tydeliggøre, at der generelt er mangel på penge for området. Det lykkedes ikke at få flere penge til området denne gang, men det er mit håb, at der vil komme fornyet politisk opbakning og fokus på det i fremtiden," slutter han.