En sanger er jo også en musiker
”Det mest overraskende er egentlig, at der ingen overraskelser har været”.
Sådan svarer Jakob Knudsen Pedersen på spørgsmålet om, hvordan korsangernes indrullering i Dansk Musiker Forbund er gået. Den 1. marts 2022 er det to år siden, Dansk Korforbund holdt op med at eksistere og blev en del af Dansk Musiker Forbund.
”Alt i alt må man bare sige, det er gået supergodt. Fra dag ét har der været en bevidsthed om, at vi skulle favnes. Den enkelte korsanger har fået mulighed for grundig gennemgang af kontrakter, coronavejledning, hjælp til dagpenge og hjælpepakker på en helt anden måde, end vi har kunnet yde før. Jeg ved, korsangerne allerede har benyttet sig af det i stor stil, og det skal de også bare blive ved med. I forhold til tidligere er der nu meget kortere vej til den nødvendige hjælp,” siger Jakob Knudsen Pedersen, der inden sammenlægningen mellem de to fagforbund var formand for Dansk Korforbund og nu sidder i spidsen for Korsangernes Fællesråd, som er korsangernes eget forum for samtaler om korsang.
Hurtigt ind i maskinrummet
En af grundene til, at det er gået så glat, er, at Dansk Korforbund og Dansk Musiker Forbund sammen gjorde et godt og grundigt stykke forarbejde. Blandt andet fik Jakob Knudsen Pedersen ret tidligt lov til at komme helt ind i maskinrummet for at få en fornemmelse af, hvordan man gjorde tingene hos den nye samarbejdspartner.
”Det var DMF’s tidligere formand Anders Laursens forslag, at vi allerede under forhandlingerne skulle sidde med i hovedbestyrelsen som observatører. På den måde fik vi hurtigt en viden om, hvad det var for en organisation, vi gik ind i. Det var et ret genialt greb, og det gav os tillige en følelse af at blive budt velkommen med åbne arme og åbent sind. En rigtig god start på samarbejdet,” siger Jakob Knudsen Pedersen.
Ved den næstfølgende kongres fulgte et gensidigt ønske fra begge parter om, at en repræsentant for kormiljøet også kom til at sidde permanent i hovedbestyrelsen.
”Jeg kunne se, at det var sindssygt vigtigt, at vi også var med i det politiske lag fremadrettet, og heldigvis fik en korrepræsentant også stemmer nok til at få en plads.
Min kollega Erik Bekker Hansen fra Den Jyske Operas Kor har en plads i hovedbestyrelsen, og jeg er suppleant. Jeg har så tillige en fast plads i DMF Københavns bestyrelse, så vi er med dér, hvor det for alvor er muligt at præge forholdene”, siger Jakob Knudsen Pedersen.
Frygten for at være den lille
Dansk Korforbund blev stiftet i 1958 og havde siden da varetaget de professionelle korsangeres interesser. Derfor var der hos Jakob Knudsen Pedersen og den øvrige bestyrelse i Dansk Korforbund en lille frygt for, om sangerne som en meget lille faggruppe i et stort forbund ville blive overset.
”I forhold til Dansk Musiker Forbunds tusindvis af medlemmer, så kunne man godt være lidt bange for, at vores cirka 130 medlemmer druknede i mængden, og at vores problemer ikke blev prioriteret,” forklarer Jakob Knudsen Pedersen.
Men indtil videre er det på ingen måde det, der har vist sig. Tværtimod føler Jakob Knudsen Pedersen, at korsangerne har fået fuld fokus og opbakning alle steder fra.
”Vi er blevet mødt af stærke kræfter, som gerne vil være med til at løfte vores dagsorden. Alle er specialister inden for deres fagområde og øser ud af deres viden om arbejdsmarkedet, overenskomster, jura og andet,” siger Jakob Knudsen Pedersen.
Timeglasset løb ud
Det var også erkendelsen af ikke at kunne løfte den stigende mængde af problemstillinger, medlemmerne havde, som i første omgang lå til grund for ønsket om en sammenlægning.
”Dansk Korforbund forhandlede overenskomster og varetog korsangernes ansættelsesmæssige interesser, men som et moderne fagforbund ville vi selvfølgelig også gerne kunne støtte ved konflikter og lignende,” fortæller Jakob Knudsen Pedersen.
Da sekretariatet kun bestod af Jakob Knudsen Pedersen som formand, en næstformand og en deltidssekretær, blev al bistand, især den juridiske, købt ude i byen. Og til det skulle der bruges penge.
”Vi stod faktisk på en brændende platform. Det var som et timeglas, der langsomt var ved at løbe ud. Helt bogstaveligt var pengekassen ved at løbe tør for penge, og vi ved at løbe tør for kræfter. Enten skulle vi lave vores indhold drastisk om, hverve nye medlemmer og hæve kontingentet markant, eller også skulle vi kigge os om efter et andet forbund at blive en del af. Jeg er helt utroligt glad for, at vi valgte det sidste,” forklarer Jakob Knudsen Pedersen.
Fagforbund i coronatider
Jakob Knudsen Pedersens glæde for beslutningen hænger ikke mindst sammen med den endnu ukendte krise, som lå forude. Korsangerne kom ombord den 1. marts 2020, og første corona-nedlukning skete bare 11 dage efter. At Dansk Korforbund nåede at blive til Dansk Musikerforbund, inden Covid-19 brød løs, var supergod timing.
”Denne her tid har været historisk, ikke mindst for korsangerne. Dét at synge har jo været nærmest forbudt i lange tider. For at være helt ærlig, så sidder jeg tilbage og tænker: Hold op, hvor er jeg glad for, det ikke var mig, der skulle håndtere krisen for os. I DMF fik vi en hær af specialister og kompetente personer bag os, som hjalp og brugte deres allerede åbne døre ind til Christiansborg til at tale vores sag,” siger Jakob Knudsen Pedersen.
I det hele taget oplever han, at han og hans faggruppe har kunnet nyde godt af flere af de stordriftsfordele, der er ved at gå sammen med sine artsfæller.
”Vi har fået et kompetenceløft. Det gik egentlig også fint før, men den kompetence, vi har kunnet trække på – for eksempel i de seneste overenskomstforhandlinger, var intet mindre end fantastisk. Der var så mange specialister i forhandlingsteamet, der kunne få øje på de små ting helt ude i hjørnerne. Jeg er jo sanger og ikke overenskomstspecialist, så den indgående viden, vi mødte her, gjorde virkelig en stor positiv forskel,” påpeger
Jakob Knudsen Pedersen.
Korsangere i verdensklasse
Jakob Knudsen Pedersen er ikke i tvivl om, at korsangerne har vundet meget med sammenlægningen af de to forbund. Men han synes også, at det er vigtigt at holde sig for øje, at Dansk Musiker Forbund i den grad også har fået noget ud af det.
”Forbundet har fået nogle korsangere i international klasse med i familien. Vi har i Danmark nogle helt enestående kor, som bliver nomineret og vinder både danske og internationale priser. Jeg synes helt klart, det er et emblem, Dansk Musiker Forbund med stolthed godt kan sætte på trøjen og sige: De her er også vores,” siger Jakob Knudsen Pedersen.
Han peger også på, at sangerne og instrumentalisterne, nu ved at være i samme fagforbund, har fået en større faglig forbundethed, hvilket også bliver understreget i den måde, man i forbundet nu omtaler de nye medlemmer.
”Førhen blev der altid sagt ”musikere og sangere”. Det er nok forkert at sige, det er min fortjeneste, men det er noget, jeg har forsøgt at ændre fra starten. En sanger er jo også en musiker, så det er ikke en rigtig sondring at lave. Nu siges og skrives der flere og flere
steder ”instrumentalister og sangere” og det er meget mere rammende. For her i Dansk Musiker Forbund er vi jo alle musikere,” slutter Jakob Knudsen Pedersen.