En atypisk fagforeningsmand
"Jeg er ikke typisk fagforeningsmand" fastslår Anders Laursen.
En bemærkning, der kan synes pudsig. For med knapt tre årtier bag sig som formand for Dansk Musiker Forbund er han nu engang fagforeningsboss, og fagbevægelsen blev hans skæbne. Når man mærker, hvor engageret han er, når talen falder på musikeres løn- og arbejdsforhold, er man heller ikke i tvivl om, at man sidder over for en mand, der er fagforeningsmand om en hals. Igennem sine 28 år som formand for musikernes fagforening har han været drevet af et stærkt ønske om, at alle musikere skal behandles ordentlig. I disse år er det især kampen for freelanceres rettigheder, der optager ham.
”Mit arbejde med freelancere har fået mig til at forstå, at nogle er blevet freelancere, fordi de helst vil være det. Og så er der andre freelancere, der blev det ufrivilligt, fordi nogen besluttede, at det skulle blive sådan. Disse mange mennesker, som har nogle meget mere løst definerede løn- og ansættelsesforhold og som ikke har en fast tilknytning til en arbejdsgiver, er der al mulig grund til at interessere sig for i fremtiden,” understreger Anders Laursen med en inkarneret fagforeningsmands indignation på de svages vegne.
Når han alligevel ikke opfatter sig selv som en klassisk fagforeningsmand, hænger det sammen med hans eget og Dansk Musiker Forbunds kunstneriske DNA, forklarer han. I et kunstnerforbund med en medlemsskare, der består af musikertyper, der spænder lige fra en kvindelig rytmisk bassist med huller på strømperne til en mandlig musikus fra Det Kongelige Kapel klædt i kjole og hvidt, er der ikke noget, der er typisk.
”Det at være fagforening kan på sin vis fremstå som noget, der er meget typisk og meget ensartet. Lad mig tage en fagforening som Dansk Metal, som altid har haft ensartede arbejdsforhold for deres medlemmer, og hvor formanden altid har kunnet repræsentere sine medlemmer på en relativt entydig måde. Der var arbejdere for forskellige slags arbejdspladser, men der var et meget klart ensartethedspræg over det. Sådan er det ikke med musikeres arbejdspladser, fastslår Anders Laursen og uddyber: ”En god tone er en god tone. En god klarinetsolo er en god klarinetsolo, men der er masser af forskelle i den måde, musikken bliver til på. Når du ser på, hvilke sammen- hænge musikerne optræder i, og hvilken funktion musikken har, er der stor forskel på, om musikken spilles til en fest, en begravelse eller til en koncert. Den samlende faktor for musikere er skatte-, a-kasse og ophavsretsproblemer, forhandlingsproblemer, lønproblemer, feriepengeproblemer, arbejdsskadeproblemer, tinnitus- problemer – you name it. Her der en ensartethed, så man tror, at det er løgn.”
ONKLEN VAR HANS MENTOR
Anders Laursen oplevede tidligt i livet, hvor facetteret musikkens væsen er. Hans farbror, Asger Laursen, var konservatorieuddannet violinist og spillede både underholdningsmusik, czardasmusik på Silkeborg Kurbad i 40 år og symfonisk musik i Århus Symfoniorkester. Onklens musikalske spændvidde var en stor inspiration.
”Min farbror Asger var sådan en, der havde været i forskellige miljøer. Det kunne jeg godt mærke på ham. Og det elsker jeg ham for. Han var en usædvanlig musiker. Der var næsten ikke nogen andre, der både havde gået på konservatoriet og var festmusiker ude på landet. Han var god til begge dele. Han kunne det hele. Jeg tror, at han har været en god indgang for mig til at forstå, hvor meget der binder musikerne sammen. Men han var også en indgang til at forstå de forskellige kontekster, hvori musikere indgår,” forklarer Anders Laursen.
Onkel Asger var ikke bare et forbillede for Anders Laursen i forhold til at forstå musikkens mange udtryk. Han pressede også på for, at Anders skulle kaste sig seriøst over musikken, da drengen i 12-års alderen udviste musikalsk talent og interesse ved at spille klaver og ved at spille i FDFs tamburkorps i Ballerup. Onklens anerkendelse og tilskyndelse til at følge en musikalsk løbebane blev afgørende for Anders Laursen, for han fik ikke den samme opbakning i hjemmet.
”Jeg er ikke fra et hjem med klaver. Slet ikke. Jeg fik lavet mit hjem til et hjem med klaver, men det krævede en kamp. Og så begyndte jeg senere på den kommunale musikundervisning på Ballerup Gymnasium, hvor jeg fik lov til at spille klarinet, ” beretter Anders Laursen.
DMF BLEV ET SERVICEFORBUND
Kampen for et klaver i barndomshjemmet blev siden fulgt af mange kampe for musikken. Efter gymnasiet valgte han dog at tage en ingeniøruddannelse, som senere førte til et job i Energiministeriet. Efter nogle år i jobbet blev han dog træt af livet som embedsmand og vendte tilbage til musikken igen. Denne gang på fuld tid og for at blive. I 1981 meldte han sig ind i Dansk Musiker Forbund.
”På det tidspunkt spillede jeg med alskens orkestre, og jeg mødte i den forbindelse nogle kolleger, der var skidesure på Dansk Musiker Forbund,” fortæller Anders Laursen og uddyber, at omgangstonen i DMF på daværende tidspunkt var rå. Medlemmerne blev opfordret til at støtte op om fællesskabet, men der var ikke fokus på medlemsservice og god tone.
”Dét, der stødte mig og fik mig ind i dette her, var dybest set, at jeg så nogle af de her fagforeningsfolk behandle mine kolleger rigtig dårligt. Jeg rendte jo bare rundt og var freelancemusiker, og så gik jeg til nogle generalforsamlinger. Dér hørte jeg nogle af de mennesker tale grimt til mine kollegaer,” beretter han.
Dét ville Anders Laursen gerne ændre på. Han blev formand for DMF København i 1989 og senere for hovedforbundet i 1992. Når han kigger tilbage på det aftryk, han har sat sig i Dansk Musiker Forbund sammen med skiftende hovedbestyrelser, hæfter han sig især ved, at Dansk Musiker Forbund i langt højere grad end ved hans tiltræden er blevet et serviceforbund og et kulturforbund. Dengang opfattede man sig i højere grad som forhandlings- og fagforeningsforbund, fortæller han:
”Vi var mange, der gerne ville have, at vi var mere serviceorienterede. Dengang, da jeg trådte til, var det meget almindeligt at sige, når musikere forlangte noget, at de skulle gøre sig klart, at de først og fremmest havde pligter og i mindre omfang rettigheder. Det har vi prøvet at vende om og sige, at de har ret til at få hjælp.”
Anders Laursen bryder sig ikke om at tale om sine resultater, men når det kommer til omgangstonen i forbundet, er han villig til at indrømme, at han sammen med den daværende bestyrelse lykkedes effektivt med at komme den ubehagelige omgangstone til livs.
”Du kan tro, at den kom væk. Vi var mange i bestyrelsen dengang som snakkede om servicebegrebet. Vi implementerede et servicebegreb, der går ud på, at man er venlig over for folk, og at man hjælper folk, og at man er nærværende over for folk. Det er sindssygt vigtigt.”
NYTTE AF FTF-MEDLEMSKABET
Når Anders Laursen ser tilbage på sine knapt 30 år som formand, understreger han, at det har været nyttigt for et kunstnerforbund som Dansk Musiker Forbund at være en del af fagbevægelsen og nærmere bestemt af FTF, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, som DMF var medlem af indtil 2018, hvor FTF og LO fusionerede og blev til FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation. Det samarbejde, der foregik i FTF-regi, var med til at cementere legitimiteten af skattepolitik, a-kasse- politik og ophavsret for kunstnere, forklarer Anders Laursen:
”Dansk Musiker Forbund har sammen med andre kunstnerforbund haft held til at påvirke skattelovgivningen, så den er blevet så relevant og nærværende for så mange af vores medlemmer som muligt. Vi har også været med til at påvirke ophavsretten i gunstig retning – forstået på den måde, at ophavsret var ugleset for 20 år siden. Jeg synes ikke, at ophavsret er ugleset i samme omfang som tidligere. EU er jo fulgt med, og det synes jeg er rigtig glædeligt,” fortæller Anders Laursen og fortsætter:
”Vi har haft stor glæde af vores medlemskab af hovedorganisation FTF i de mange år, hvor vi var medlem, fordi, at selvom FTF jo først og fremmest var funktionærernes og tjenestemændenes fællesorganisation, så var der rigtig mange områder, hvor ledelsen af FTF også kunne hjælpe os i kulturpolitikken – både med spillestedsloven, men også med bevillinger til symfoniorkestre – og nogle gange med skattelovgivning osv. Den nytte håber jeg også, at Fagbevægelsens Hovedorganisation – vores nye hovedorganisation og nuværende ledelse – kan bære videre,” fastslår han.
INDFLYDELSE PÅ SPILLESTEDSLOVEN
Når Anders Laursen ser tilbage på den generelle samfundsudvikling i de år, der er gået, fremhæver han tilflytningen til byerne – den såkaldte urbanisering – som en demografisk udviklingstendens, der har påvirket musikkens udvikling. Bevægelsen fra land til byen, ikke bare igennem de sidste 30 år, men igennem de sidste 100 år, har blandt andet betydet, at den rytmiske musik er vokset som genre, fortæller han.
”Da jeg startede som formand i 1992, var andelen af musikere, der spillede til private fester ude i landet større. Selvom den danske musiker stadigvæk har spillejobs både langt ude på landet og langt inde i byerne, så er der sket en såkaldt urbanisering, og mange dele af landet oplever en befolkningstilbagegang. På et tidspunkt blev vi klar over, at den rytmiske musik skulle have nogle steder at være. Derfor fik vi omkring år 2000 gennemført en lovgivning for rytmiske spillesteder, som er en del af Kunstfondsloven i dag. Der er to hovedkapitler i den. Det ene er om honorarstøtte. Det andet er om regionale spillesteder,” oplyser Anders Laursen og understreger, at selv- om den rytmiske musik typisk spirer i de store byer, ligger mange af de regionale spillesteder rundt omkring i landet for netop at give næring til deres egn og modvirke befolkningstilbagegang.
Når det gælder hans egen evne til at navigere i det politiske Danmark og sikre musikerne så meget indflydelse som muligt, er han ikke i tvivl om, at han gennem sine år som formand har kunnet trække på den viden om det politiske system, han fik som ung embedsmand i Energiministeriet.
”Når man er embedsmand et sted, så lærer man noget om, hvordan Danmark er skruet sammen på kommunalt, regionalt og statsligt niveau, og man lærer også en masse om, hvordan ministerier og styrelser fungerer. Jeg tror, at jeg har vidst mere om politiske processer, end så mange andre, der ikke har fået lov til at gøre sig de erfaringer. Og jeg tror, at den viden om den dømmende, den lovgivende og den udøvende magt har været til gavn for mig, når jeg skulle prøve at påvirke de processer, der ligger omkring tilblivelsen af forskellige initiativer på kulturområdet” forklarer han.
”FREELANCIFISERING” ER TIDENS SVØBE
Når det kommer til den nuværende og fremtidige kultur- og arbejdsmarkedspolitiske agenda, er det Anders Laursen magtpåliggende at understrege, at han håber, at hans efterfølger sammen med den øvrige fagbevægelse vil kæmpe for at vinde politisk territorium for freelancerne.
”Noget af det vigtigste for mig i min formandstid er at erkende, at freelancebegrebet er så centralt i Dansk Musiker Forbunds arbejde, så du tror, at det er løgn. For det første er langt størsteparten af vores medlemmer freelancere – selvom de kan være deltidsansatte. Men der er også rigtig mange af vores faste musikere, som enten har haft en tilværelse som freelancere eller måske ender med at få en tid som freelancere, når de bliver ældre. Freelancebegrebet er dermed knyttet til løn- og ansættelsesforhold for en kæmpestor og dominerende del af alle de instrumentalister og sangere, der er medlem af Dansk Musiker Forbund,” fastslår Anders Laursen og fortsætter:
”Jeg havde ikke tænkt, at det ville udvikle sig sådan, men det hænger sammen med samfundsudviklingen. Urbaniseringen har ført til en ”freelancifisering”. I øvrigt har kært barn haft mange navne igennem tiderne: Atypiske arbejdere, frie fugle, kombinatører, prekariat, prekært anstelte, freelancere. Det er sjovt, at der er så mange ord for den gruppering,” bemærker han og kalder freelancifiseringen ”en svøbe”:
”Hvis jeg skal udstikke et fremtidshåb, så er det, at man i vores hovedorganisation FH og blandt lovgiverne på Christiansborg og i EU-parlamentet vil tænke det stigende antal freelancere ind i de lovgivninger og direktiver, man laver, sådan at man sikrer, at disse mennesker ikke lever for lud og koldt vand."
Øyvind Ougaard, harmonikaspiller og gammel ven, om Anders Laursen
Jeg har kendt Anders og spillet sammen med ham siden 1970´erne. Han har altid suppleret sit virkeindenfor musiklivet med diverse sportslige aktiviteter. Samtidig er han ret god til at organisere og til at overtale folk til de mærkeligste ting.
På en turné i Norge med bandet Los Originales, annoncerede han tidligt på dagen, at vi skulle køre en lang omvej, så vi lige kunne nå en bjergbestigning, inden vi skulle videre til et spillejob sent på aftenen. Orkesteret spillede tropisk salsa musik og bestod af en stor og ret sammensat flok musikere, hvoraf absolut ingen var bjergbestigertyper. Da jeg hørte forslaget, var jeg sikker på, at det ville blive stemt ned med det samme. Men Anders er jo ikke typen, der giver op. Så han gik ufortrødent videre og fortalte, at det var Telemarkens højeste bjerg, Gaustatoppen, vi skulle bestige. Og da Anders er en veritabel sprognørd, fik vi også en beskrivelse af området på (næsten korrekt) Telemark-dialekt. Det fortsatte derudaf med charmeoffensiv og argumenter, mens jeg stadig tænkte: ”Den får han sgu aldrig igennem.” Ikke desto mindre stod vi pludselig ved bjergets fod og tog alle vores hawaii-skjorter uden på hinanden plus alt, hvad vi ellers havde af overtøj. Og så gik det ellers derop ad. Vejret var ok, og alle gik til den, så vi nåede faktisk helt op til toppen, hvor vi tog et billede af det ret alternative bjergbestigerhold. Og så gik vi hurtigt ned igen for at nå frem til spillejobbet. Skiftet fra denne udflugt til et tropehedt salsa-party var lidt specielt. At Anders holder af udflugter i vildmarken, vidste jeg godt, men at han fik slæbt hele holdet af hippier, latinoer, hashrygere, lydfolk og musiknørder med derop – dét gjorde indtryk.
Jeg husker især, at Anders var den ubestridte primus motor i hele moderniseringen af DMF. Da jeg blev medlem i 1978, var der en stor tilgang af rockmusikere, men det var forbundet ikke gearet til at håndtere. Organisationen var domineret af folk, som havde en anden og mere
fortidig baggrund. De var ikke helt på omgangshøjde med dén tid, vi levede i. Rytmiske musikere blev der nærmest set ned på. Man holdt stædigt fast i et forældet verdensbillede, og det var stort set umuligt at trænge igennem med nye synspunkter. At bryde mønsteret og sætte en anden dagsorden var en kæmpemæssig opgave. Der var masser af modstand, som skulle overvindes, og det tog en del år, før projektet lykkedes. I hele denne proces var det Anders, der førte an. Han havde den udholdenhed og de kvaliteter, der skulle til for at arbejde sig frem til en position, hvor han havde mulighed for at ændre på tingene. Og at han fuldførte den lange, seje kamp, vil jeg kalde lidt af en bedrift.
Det DMF, som jeg i sin tid blev medlem af, var ude af trit med tiden. Under Anders´ ledelse er forbundet kommet fuldt på omgangshøjde med sin tid. At gennemføre sådan en modernisering er en kæmpe opgave, der kræver, at ledelsen og alle medarbejderne er motiverede og klar til at udføre det store knoklearbejde, som følger med, hvis man vil lave nyskabelser. Projektet er fuldført med succes, og resultatet i sig selv kendetegner på bedste vis DMF under Anders' ledelse.
En anden ting er, at jeg ved enkelte lejligheder, fra kollegaer, har hørt Anders omtalt som lidt for enerådig eller ligefrem pamperagtig. Jeg ser det på denne måde: At udrette alt, hvad Anders har udrettet, kræver, at man er en handlekraftig person med vilje og klare meninger, og disse egenskaber har han. Men det er jo ikke altid så nemt at lægge sine personlige egenskaber på hylden, og hvis han på et upassende tidspunkt har opført sig egenrådigt, vil jeg tro, at der må være tale om en smutter. Ingen er ufejlbarlig. I det store regnskab vil jeg dog mene, at hans personlige karaktertræk har været en kæmpe gevinst for os alle sammen.
Ordet ”pamper” bruges gerne i nedsættende betydning, og ofte om fagforenings- bosser. Hvor meget der i Anders' tilfælde er om snakken, kan jeg ikke sige. Men andre, som har fået betegnelsen på sig, har også siddet på en toppost i mange år, og måske er det ganske enkelt en naturlov, at lidt pampertendenser kan komme snigende hen ad vejen. Selv har jeg ikke lagt mærke til noget sådant, men efter utallige år som formand er det vel egentlig meget fornuftigt, at Anders har vedtaget, at festen slutter her.
Kim Bohr, Chef for DR Koncerthuset, Den levende musik og DR P2/P8, om Anders Laursen
Hvad har du og Anders Laursen konkret samarbejdet om?
Anders og jeg har haft mange års tæt samarbejde i musikkens og kunstnernes tjeneste.
Hvad har karakteriseret jeres samarbejde?
Anders er altid åben for en snak. Man kan vende ting med ham i fortrolighed, og man kan stole på hans vurderinger og ærlige tilgang til snart sagt alle emner. Det helt grundlæggende for et sundt samarbejde mellem en fagforening og arbejdsgiver er et fælles mål, som er hævet over de daglige trakasserier (stridsmål, red.). Og det fælles mål har vi altid haft, nemlig at hjælpe og støtte den levende musik og dens udøvere. Det kan man godt have et forskelligt udgangspunkt for at gøre, det er vel ganske naturligt som to parter ved bordet, men målet, det har vi altid holdt fast i.
Hvordan vil du beskrive Anders?
Anders er åben, ærlig, intelligent, hurtig og altid med et glimt i øjet. Og så kan det vel ikke skjules, at han er ret glad for indskudte sætninger. Ja, han er faktisk en virtuos i indskudte sætninger. Man skal stå tidligt op, hvis man skal følge med, når Anders er i hopla, og tankerækkerne fortsætter med 120 km i timen.
Hvilken konkret episode vil du huske Anders for?
Vi sad for et par år siden på en kaffebar og talte om alvorlige politiske og branchemæssige forhold. Pludselig hiver Anders en app frem, som kan oversætte direkte fra dansk til kinesisk og omvendt. Det lykkedes ham på en eller anden måde at få inddraget nabobordets 7- årige dreng i sprogforvirringen til meget stor morskab for hele cafeen. I en kaudervælsk blanding af danske og kinesiske gloser, ordsprog og drengestreger ryger vi grinende ud af en tangent, som ingen havde forudset, da vi fik serveret kaffen. Jeg mener bestemt, vi kom tilbage på sporet – efter noget tid.
Gert Kring, tidligere hovedbestyrelsesmedlem i DMF, om Anders Laursen
Jeg mødte Anders Laursen første gang i slutningen af 1970`erne. Vi var begge – sammen med 10 – 15 andre unge, rytmiske musikere – hyret som instruktører til et 14 dages sommerkursus for unge amatørmusikere på en højskole. Når den daglige undervisning var overstået, samledes underviserne ofte, og udover kursusrelevante snakke, var det naturligt for os at diskutere de levevilkår, vi som unge levebrødsmusikere måtte underordne os. Næsten alle var DMF medlemmer, men ingen – eller kun ganske få – var aktive i det faglige arbejde. I det hele taget følte alle sig overset, bortdømt og uden indflydelse i deres egen faglige organisation. Anders gjorde, via sit engagement, sin viden, personlighed og ikke mindst sine talegaver, et stort indtryk – ikke kun på mig, med også på alle de andre kolleger.
Efter DMF-kongressen i 1980 blev ”Rytmisk Udvalg” etableret. Det bestod af flere af kursusinstruktørerne og andre unge musikere, som var involveret i organiseringen af det rytmiske musikliv. Etableringen af musikkontorerne, transportstøtten, rytmisk musikkonservatorium m.m., var deres fortjeneste – ikke DMFs. De sov Tornerosesøvn! Disse unge, rytmiske musikere fik også gennemtvunget et forum, ”Rytmisk Udvalg” under DMF, og her blev kimen lagt til en strategi, der slutteligt ikke bare samlede og sikrede de rytmiske musikere i Danmark indflydelse i deres fagforbund, men også en strategi der kulminerede i, at Anders blev forbundsformand i 1992.
Vores forbund havde været nær en opløsning, splittet i atomer, var udueligt, forsømt og svagt, men med Anders' utrolige ihærdighed og kompetence skete der de følgende år en løbende forvandling. Nu blev musikere af alle genrer og musikpædagoger tilgodeset med nye initiativer. Nye kompetente embedsmænd og tillidsmænd blev ansat, og resultaterne udeblev da heller ikke. Medlemstallet steg. Vi blev mange flere og stærkere, end vi nogensinde havde været. Som faggruppe blev vi respekteret som aldrig før.
Nu, i 2020, går Anders så af. Han var formand i 7 perioder. Det har ingen kunnet gøre før. Men Anders kunne! Han kunne, fordi alle danske musikere, uanset genre og regionale tilhørsforhold, var trygge ved, og vidste og følte, at han var den rigtige person til jobbet. Alle vi musikere er taknemmelige for, at han brugte et liv af tid på at sørge for, at vi slap helskindede igennem. Tak Anders – og tak for ham, Merete (Anders´ kone, red.).
Nanna Klingsholm, sekretariatschef i DMF, om Anders Laursen
”Det har været en stor gave at arbejde sammen med Anders Laursen i de 4 år, hvor jeg har været sekretariatschef i Dansk Musiker Forbund. Vi har haft en masse konstruktiv ping-pong, og jeg har lært meget af at arbejde tæt sammen med Anders, der har hjulpet mig på bedste vis til at finde mig til rette i rollen som sekretariatschef. Vi har været et godt team lige fra starten. Lydhørhed, god kommunikation og forståelse for hinandens roller har præget samarbejdet. Især er jeg taknemmelig for, at Anders har givet mig plads til at udfylde rollen på min egen måde og til at være den, jeg er. Og selvom vi ikke altid har været helt enige, er vi alligevel altid gået samme vej. Anders har været inspirerende at være og arbejde sammen med. Hans viden og erfaring har været til stor nytte for mit arbejde for medlemmerne samt Dansk Musiker Forbund, og det er jeg rigtig taknemmelig for.”