DMF advarer imod moms på ophavsretlige vederlag
Der har i den seneste tid været en del debat i kølvandet på et lovforslag om moms på betalinger af ophavsretlige vederlag. I efteråret trak regeringen forslaget tilbage efter pres fra rettighedshaverne, men nu er lovforslaget tilbage i en ny forklædning, som må formodes at være samme forslag som tidligere har været fremme. Dette får Dansk Musiker Forbunds forperson, Søs Nyengaard, til at råbe vagt i gevær:
”Jeg føler mig ikke betrygget om, at de reelle problemer for vores medlemmer, som vi har rejst, kan være seriøst behandlet, hvis der fremsættes lovforslag her senere på måneden. Og det forekommer ikke realistisk, at man regner med at have omstillet hele kulturbranchen og alle dens aktører til et momssystem, der skal træde i kraft allerede 1. januar 2023,” siger Søs Nyengaard som kommentar til, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti, SF og De Konservative har indgået en politisk aftale, hvor de som led i finansieringen af kriminalforsorgen vil ”gennemføre momsændringer, som påvirker tv-abonnementer”.
I Dansk Musiker Forbunds høringssvar til det oprindelige lovforslag i oktober påpegede vi en række problemer og spørgsmål, som ikke var belyst. Det var blandt andet ikke klart, i hvilket omfang lønmodtageres supplerende rettighedsindtægter fx fra forvaltningsselskaber skal være undtaget fra momspligten. Dette er et problem, fordi musikeres rettighedsindtægter sædvanligvis er svingende, og derfor medfører momspligt en permanent usikkerhed i forhold til, hvor man i et givent år ligger i forhold til bundgrænsen på 50.000 kr. I det hele taget frygter vi i Dansk Musiker Forbund, at en ny momspligt for rettighedsbetalinger vil påføre musikere og sangere et omfattende bureaukrati fx i forhold til at fakturere rettighedsbetalinger og føre momsregnskab.
Du kan læse Dansk Musiker Forbunds høringssvar ved at klikke på linket til højre på denne side.