Digital Genudgivelse: “Moonstone Journey”
Saxofonist, fløjtenist og komponist Thomas Agergaard har via Gateway Music netop udgivet jazzudgivelsen ’Moonstone Journey” digitalt. En udgivelse fra 1999 med medvirken af den legendariske danske saxofonist John Tchicai.
Agergaard spiller selv saxofon og fløjte på pladen og har valgt, at udgivelsen også skal have et liv på de digitale tjenester, bl.a. fordi ’Moonstone Journey’ fik en rigtig god modtagelse, da den udkom fysisk i 1999.
”Jeg synes, at det giver mening at udgive musikken igen. Eksisterer det ikke i det digitale univers, så eksisterer det faktisk ikke i dag. Så why not. Ud med den,” bemærker Thomas Agergaard.
”Der er faktisk penge i streaming. Især når musikken kommer ud i verden på den måde, som den gør i dag”, bemærker han og fortæller, at hans musik nu er ude i 87 lande, og at han har fået henvendelser fra radiostationer rundt omkring i verden – senest fra en jazzradio i London med 24 mio. lyttere.
For nylig blev han desuden kontaktet af magasinet The New York City Jazz Record, der gerne ville anmelde ham, hvis han lavede en livestreamet koncert med sit band Dobbeltdrum, som han har sammen med saxofonist Thomas Hass. Og den koncert er de nu i gang med at arrangere.
’Moonstone Journey’ består med Thomas Agergaards egne ord af arrangeret free formmusik, der forekommer frisk og stramt arrangeret, mens der samtidig er masser af fri leg mellem musikerne.
Nu har den jo en del år på bagen, hvorfor er den aktuel nu?
”Den plade er et godt eksempel på original musik, som er fri på mange måder og motiverer til, at man vedkender sig selv, som den man er. John sagde, at de fleste mennesker løber skrigende væk, når de møder sig selv. Men man skal have tillid til sit eget autentiske jeg. Og det håber jeg, at dette her album kan bidrage til,” fastslår Thomas Agergaard. Han understreger, at hvis gamle fysiske udgivelser ikke udelukkende skal stå på reolen hos plade- og cd-nørder, men skal nå bredere ud i verden, så er digital genudgivelse en rigtig god idé. Hos Gateway Music har han gennem tiden bl.a. fået hjælp til at pitche sine numre et ad gangen til streaming-tjenesternes playlister.
”På den måde kan man få fuld valuta for hele albummet,” bemærker han:
”Hvis du kommer ind på en playliste med 2 mio. følgere, så får du monstermange plays, og der er virkelig mange, der deler musikken igen og igen og igen. Jeg oplever lige pludselig, at jeg er på playlister sammen med Keith Jarett og Herbie Hancock. Det er jo til at tage og føle på."