Det går fremad, men det går langsomt
Corona pandemien har indtil nu henover de seneste måneder været en skelsættende tid for vores fag. For det at spille musik og møde sit publikum. Stedet for musikken – om det er en koncertsal, et spillested, en privat fest, en festival, en musikskole eller et andet sted, hvor musikken plejer at foregå, har været ramt af lukning. Vi er kommet om på den anden side, men vi er endnu ikke ude af virussens greb.
Og lukningen har været en ordre. En lovbefalet ordre med udgangspunkt i Danmarks epidemilovgivning, som giver staten store rettigheder i forhold til nedlukning, men som omvendt giver skadelidte – herunder musikere – mulighed for en eller anden kompen-sation. Den retning har vi i Dansk Musiker Forbund forfulgt i forhold til kompensations- ordninger for freelancere og selvstændige. Og der har heldigvis været politisk vilje til både at lave en kunststøtteordning, dagpengelettelser og andre hjælpepakker, som lige er blevet forlænget.
Spørg om hjælp og vejledning i DMF’s sekretariat - det er papirgymnastik, men der er rent faktisk gode muligheder for at få støtte. Vore sagsbehandlere sidder klar.
Vær også opmærksom på, at Dansk Musiker Forbunds distributionsselskab, Gate-way Music, i denne tid opretter playlister på de største digitale tjenester for at støtte.
Ja, foråret og sommeren 2020 har for mange af jer musikere betydet et mørkt kapitel i karrieren. Et kapitel uden sidestykke, som vi vil huske.
Nu åbner Danmark langsomt, og håbet vender tilbage i takt med, at den musikalske permafrost er i gang med at tø. Men mange af jer har fået aflyst og udskudt stort set alt - og en væsentlig del af jeres årsindtægt er tabt. Det er smerteligt, og vi gør fortsat alt, hvad vi kan for at hjælpe og skabe klarhed.
Heldigvis lysner det dog også for nogle af jer. Jeg glæder mig blandt andet over, at undervisningen på musik- og kulturskolerne er genoptaget. Det går trods alt fremad for kulturen - selvom det går langsomt. Der er faktisk planer for genåbningen af de fleste kulturområder på vej.
Glædeligt er det også at se, at musikken har fundet nye veje i en usædvanlig tid. Opfindsomheden har været stor, og der er blevet live-streamet i stor stil og spillet i bag-gårde, foran plejehjem, skoler etc. og opfundet andre musikalske koncepter.
I har spredt håb til folk, da det så allermørkest ud, og mange danskere har for alvor fået øjnene op for musikkens værdi. For kulturens centrale betydning. For kulturminis-teren tog det lidt tid, men Joy Mogensen assisteret af Mette Frederiksen fik talt området op. Tak for det.
Lad os håbe, at en udløber af krisen bliver en stigende efterspørgsel efter musik og anden kultur i fremtiden.
Alt det bedste til jer i en tid, der stadig er svær – selvom det lysner forude.
Anders Laursen