Det er skønt at være tilbage igen. Men vi skal have flere kvindelige forbilleder på scenen

” Det er skønt at være tilbage igen,” siger Katinka Bjerregaard med sit brede smil, da Musikeren møder hende på en hyggelig cafe i det indre København. Som forsanger og sangskriver i Katinka Band har hun som de fleste af landets øvrige artister ventet utålmodigt på genåbningen af landet. På at komme ud og spille igen. Bandet kom da også hurtigt ud at starthullerne. Kort efter restriktionerne blev løftet i det tidlige forår, rejste de landet rundt på turné. Men både dem selv og publikum skulle lige støves af efter to år i dvale, fortæller hun.

”Som band skulle vi huske, hvordan det nu er, man gør på en scene. Men det kom hurtigt. Det tog længere tid med publikum. I starten var de meget tilbageholdende, særligt med stå tæt på hinanden. Det krævede, at jeg som frontperson ruskede lidt op i dem, særligt til de første koncerter,” siger Katinka Bjerregaard.

Eksempelvis havde mange vænnet sig til at sidde ned, og mange havde også svært ved pludseligt at stå skulder ved skulder og lade hæmningerne falde.

”Folk var lidt berøringsangste, og det var mit job at gøre dem opmærksom på, at den tid er slut nu. At vi godt må svede på hinanden og skråle med. Og det var dejligt at se, at folk – både under koncerterne og som vi kom længere frem i koncertrækken – hurtigt glemte de kasser, vi har været proppet ned i under corona,” siger hun.

For mange tilbud med det samme

Hun har dog også bemærket, at publikum nok føler sig lidt bombarderet af alle de festivaler og koncerter, der har været henover sommeren.
For sammen med den flaskehals, der er bygget op med to års aflyste koncerter, er der måske lige lovligt mange tilbud med lidt for meget af den samme musik, mener Katinka Bjerregaard, der har oplevet at være med i det samme line up til flere festivaler. 
”Det virker som om, at mange arrangører har villet lavet lave en festival med de samme fem eller 10 bands. Og det skal nok balanceres lidt i fremtiden, så vi får flere forskellige profiler med og en større diversitet. Både af hensyn til publikum og de mange forskellige artister,” siger hun.

Hvor er du dygtig!

Netop diversitet og ligestilling inden for musikken – og i samfundet generelt – ligger hende meget på sinde. Når vi taler om musikbranchen gælder det alt fra manglen på kvindelige backing musikere over den historisk ulige fordeling mellem mænd og kvinder i Højskolesangbogen til, hvordan journalister og medier tilgår det, at man er både forælder OG musiker, som hun udtrykker det.

For i forhold til det sidstnævnte er det nogle andre spørgsmål, hun får som kvinde, end hendes mandlige kollegaer, fortæller hun.

”Det med, hvordan man balancerer børn og karriere, det er desværre et spørgsmål flest kvinder bliver stillet. Det er typisk noget, man hellere vil snakke med kvinder om, og som fylder mere i interviews med kvinder,” siger hun og uddyber:

”Derfor ender det tit med en historie om, ”hvor er hun vild, at hun både kan være musiker og mor. Dygtig!” Men hvorfor ikke også snakke med mændene om, hvordan det er at være far?”

En våd aften

I det hele taget mener hun ikke, at det at være blevet forælder, er en ting, hun skal hyldes eller beundres for. Undfangelsen skete efter en våd aften på Cafe Intime på Frederiksberg, og det krævede ikke de store anstrengelser, fortæller hun. Derimod er det arbejdet med musikken, der har krævet hårdt arbejde og vedholdenhed.

”Der er nogle strukturelle ting, som skal ændres i vores syn på, hvad forældrerollen betyder for mænd og kvinder,” siger hun.

I det spor er hun yderst begejstret for de nye barselsregler, hvor 11 uger nu er øremærket mænd. Her er selvstændige mænd dog undtaget, hvilket hun undrer sig over.

”Jeg er sgu også selvstændig, så hvorfor kan vi ikke være lige om det?,” siger hun og uddyber, at hun og hendes mand, der også er selvstændig, holdt lige meget barsel – fire måneder hver – hvor efter de skiftedes lidt. 

Og det fungerede i øvrigt fint, fortæller hun. 

”Min mand vidste fra starten, at musikerlivet var vigtigt for mig, og vi aftalte for lang tid siden, at det er et korthus, vi har sammen. Og at vi må finde ud af det sammen.”

Vi skal tale mere sammen

Som musiker er man netop ofte selvstændig og dermed sin egen chef. Det betyder ifølge Katinka, at der nogle ting, der har været svære at få talt om. Og stadig er det. Det gælder eksempelvis løn- og arbejdsforhold, hvor mange arbejder uden overenskomst i et marked, hvor konkurrencen mellem musikere også kan være hård.

Især kvindelige musikere imellem har der været en hård konkurrence, fortæller Katinka Bjerregaard, som måske bunder i, at mange har følt, at der ikke er plads til dem alle sammen.

”Derfor har der været en kultur, hvor vi kvinder ikke har talt så meget med hinanden. Men det har heldigvis ændret sig til det bedre, hvor bl.a. DPA(Danske Populær Autorer, red) og Sony holder kvindemøder. Her bliver der talt om alt fra lønforhold til ubehagelige ting, man har oplevet,” siger hun.

Vi skal tale om det

Ubehagelige ting kan i værste fald være, at man har brug for støtte til at sige fra over for nogen, der forsøger at udnytte en magtposition til uønsket seksuel kontakt eller diskrimination, fortæller hun.

”Det sker desværre stadigvæk en gang imellem, og derfor er de kvindelige netværk vigtige. Men derfra skal samtalen bredes ud til mændene, hvor vi skal tale om, hvad vi hver især oplever,” siger hun.

Og reaktionen fra hendes mandlige kollegaer, når hun fortæller om ting, der er sket, er typisk chok og forbavselse efterfulgt at stor opbakning, fortæller hun.

”Men som musikere kan vi nemt komme til at stå alene med de ubehagelige oplevelser. Og derfor skal vi insistere på at få en kultur, hvor vi taler om det, og hvor det er okay at sige det højt, når man bliver udsat for en urimelig opførsel.”

Kulturændring påkrævet

Når kvinder i dag bliver forskelsbehandlet, eller ikke har de samme muligheder som mænd, handler det ifølge Katinka Bjerregaard også om samfundsmæssige strukturer, der fortæller kvinder, hvad de kan eller ikke kan.

Og her nytter den ofte hørte bemærkning om, at ”kvinderne bare kan gøre det, hvis de gerne vil,” ikke noget, mener hun.

Den helt store udfordring i forhold til at skabe ligestilling og ligelig repræsentation drejer sig nemlig ifølge hende om manglen på kvindelige forbilleder. Når det kommer til musikken, kan det eksempelvis være fraværet af kvinder på bestemte instrumenter, som producerer, sangskrivere eller pladeselskabschefer.

For når man som ung ser verden se ud på en bestemt måde, så tror man ofte, at det også er sådan, tingene er. Med alle de begrænsningerne, der kan være i den opfattelse, forklarer hun.

”Og det er her, det starter. Der er mange kvinder, der slet ikke tror, at de kan gå i en bestemt retning, fordi de ikke har nogen at se op til. Derfor er det vigtigt, at kvindelige musikere på alle instrumenter – ikke kun som sangere – bliver spillet i radioen og booket til koncerter,” siger hun.

Kvoter kan være svaret

Stod det til Katinka Bjerregaard kunne en del af løsningen på manglende kvindelige forbilleder derfor bestå i et krav om kvoter på de offentligt støttede radiostationer, spillesteder og festivaler.

”Hvis vi virkeligt skulle gøre noget, der gjorde en forskel, ville en lige fordeling mellem mænd og kvinder være et sted at starte. Det skulle måske kun være i en periode, men den skulle være lang nok til, at den kunne inspirere og vise vejen for den kommende generation af musikere,” siger hun og uddyber:

”Jeg ved godt, det er drastisk, men hvis ikke der er nogen, man kan spejle sig i, så ændrer samfundet sig ikke.” 

At kvoter i det omfang ikke just er på politikernes to-do liste, er hun godt klar over, og af samme årsag tror Katinka Bjerregaard, at det vil tage lang tid endnu, før vi er der, hvor der er tale om reel ligestilling og lige muligheder for kvinder.

Men hun kan selv gøre sit. Både gennem sine tekster, hvor ligestilling er et tilbagevend-
ende tema, og privat.

”Vores samfund er fyldt med eksempler på, at vi tillægger mænd og kvinder forskellige egenskaber og interesser på baggrund af deres køn. Men man kan ikke se på en kvinde- eller mandekrop og deraf udlede, hvad folk er dygtige til. Den struktur vil jeg gerne gøre op med,” siger hun.

Konkret betyder det bl.a., at hun sammen med sin mand er opmærksom på, at deres børn ikke får deres evner defineret ud fra, om de er dreng eller pige. 

”Der er biologisk forskel på køn, ja. Men mulighederne, de skal være ens.”