“Det er gået op for mig, hvor afhængig jeg føler mig af mine medstuderende”

De seneste par måned- er har Amalie Dallerups værelse i  lejligheden i Aalborg været både soveværelse, undervisningslokale og øvelokale i ét. Hun er stået ud af sengen, har redt den og tændt den bærbare computer, og så var det pludselig forvandlet til et undervisningslokale, hvor hun enten har haft solo-sang eller fælles undervisning på online-platformen Zoom med resten af sit hold på musikkonservatoriet.
”Det er bare ikke særligt motiverende at sætte sig ned på sit værelse, som man lige er stået op fra, og måske har man lige fået redt sengen, og så sætte sig med sin computer og have onlineundervisning i 4-5 timer. Det er bare ikke et vildt inspirerende miljø at være i, og det tror jeg gælder for alle, at det har været svært at sidde foran en computer i så lang tid,” siger 22 -årige Amalie Dallerup. Hun er dog utrolig glad for, at lærerne har tilbudt online-undervisning, og det har fun- geret rigtig fint. I det hele taget er hun glad for den måde, lærerne har håndteret corona-situationen på.

”De har hele tiden været klar til at hjælpe os, fordi de også vidste, at det har været vildt svært at holde motivationen oppe. De forstod godt, at motivationen manglede”, fortæller hun.

DEN EVIGE STRUGGLE

I dagene hvor hun ikke har haft online-undervisning, har det været ekstra svært at motivere sig selv og få struktur på hverdagen. ”Nogle dage har jeg bare kløet på og lavet mine egne skoleskemaer i forhold til øvning, og hvad jeg gerne ville have ud af dagen. Og andre dage så er jeg bare røget i computer-fælden eller tv-serie-fælden, eller været ude at gå ture, og har bare haft brug for at lukke verden ude og lige forholde mig til mig selv og mærke efter, hvordan jeg havde det”, fortæller hun. Som førsteårsstuderende har hun endnu ikke fået skabt sig nogle faste øverutiner, og selvom hun har gjort rigtig meget for at få studiet og sin øvning til at fungere under de svære omstændigheder, har hun alligevel slået sig selv lidt i hovedet med, at hun ikke har gjort nok.

”Jeg synes, jeg har fundet nogle rigtig gode måder at angribe det på. Det synes jeg helt bestemt. Men jeg har stadig en følelse af, at jeg kunne gøre mere. Men det tror jeg også er en evig struggle med at være musiker, at man kan altid blive bedre og altid gøre mere, og man kan i princippet bruge alle timer i døgnet på at forbedre sig”, siger Amalie Dallerup.

DET PRIVATE RUM

Det har ikke været nemt for Amalie Dallerup at skulle lave de daglige sangøvelser i den lille lejlighed, som hun deler med en roomie, for det kan godt føles ret grænseoverskridende at lave dem i andres påhør.

”De der sangøvelser, de kan godt være lidt åndssvage. Man kan lyde som en hest, og man skal lave nogle mærkelige toner og nogle mærkelige ansigter. Engang imellem har jeg det sådan, at jeg synes det er lidt pinligt at lave de dér øvelser, så det har jeg lige skullet komme ud over og sige til mig selv, at det skal jeg simpelthen for at holde min stemme ved lige. Der har jeg helt klart savnet det private rum, hvor jeg bare kunne te mig åndsvagt og lave mine øvelser,” forklarer hun. Omvendt har der også været en meget positiv gevinst ved, at hun pludselig har måttet lukke andre, blandt andet sine lærere på konservatoriet, ind i sit privatliv på en helt ny måde.

”Man har været tvunget ud i at lære hinanden lidt bedre at kende, fordi man sidder i et andet rum, i ens personlige hjem, og det gør læreren også, så der har man fået en anden form for dialog og har spurgt ind til hinanden, og hvordan man klarer det, ”fortæller Amalie Dallerup.

IDÉERNE BLIVER STØRRE

Selvom online-undervisningen har fungeret fint, og hun er kommet tættere ind på livet af sine lærere, har det ikke kunnet erstatte samværet med hendes medstuderende på konservatoriet og alt dét, det giver hende at have dem omkring sig i hverdagen.

”Det har været svært dét der med ikke at have den base, man har sammen med sine medstuderende,” fortæller Amalie Dallerup, der under corona-tiden har haft flere dage, hvor hun ikke har snakket med nogen overhovedet. Det er dog ikke bare det sociale samvær med dem, hun savner. Det er mindst lige så meget den vigtige sparring, de giver hinanden. Den lange periode væk fra studiekammeraterne har i den grad åbnet hendes øjne for, hvor vigtigt det er for hende og hendes musikalske inspiration, at hun har medstuderende omkring sig, når hun f.eks. skal skrive og komponere musik, hvilket de har skullet gøre meget under corona-tiden derhjemme.

”Vi bruger rigtig meget konservatoriet til at sparre med hinanden, når vi har en idé, og vi har snakket rigtig meget, om musik selvfølgelig, oppe på gangene. Under coronaen har det været meget op til én selv at skabe nye veje, eller en ny måde at tænke på eller en idé. Så har man mere været inde på inter- nettet og er blevet inspireret af nogle dér, nu hvor ens venner på studiet ikke har haft så stor indflydelse, som de plejer at have,” forklarer Amalie Dallerup og uddyber:

”Det er gået op for mig, hvor afhængig jeg føler mig af mine medstuderende – eller bare andre musikere – for at kunne skrive noget. Man skriver bare rigtig godt, når man får inputs fra andre. Det kan jeg i hvert fald mærke, at jeg personligt gør. Så er det som om, idéerne bliver større. Så jeg glæder mig virkelig til at sparre med mine medstuderende og mine bandmedlemmer igen. Det er hårdt arbejde at gå på musikkonservatoriet, og det er meget samværet med andre, der skaber forskellen for mit vedkommende,” fortæller Amalie Dallerup