Fagbladet Musikeren

"Der er faktisk også noget godt i det – mit liv var blevet alt for stresset"

Corona-tiden har givet blokfløjtenist Michala Petri en længe tiltrængt pause fra en international musikkarriere, hvor hun konstant har været på farten. Pausen har bevirket, at hun endelig har haft mulighed for at kunne fordybe sig i en række andre musikalske projekter, som hun længe har haft på tegnebrættet.
”JEG tager en nødvendig pause fra blokfløjten, som jeg ved kommer godt igen senere”, siger Michala Petri.

For første gang siden hun var 11 år har Michala Petri ikke haft en planlagt koncertrejse foran sig. Selvom hun som alle andre musikere på den ene side er utrolig ked af, at coronaen har lukket for alle koncerter i både ind-og udland, er hun på den anden side også lidt lettet over det. Hun ved, at hun ville have haft utrolig svært ved selv at trække stikket frivilligt i nogle måneder, så at en udefrakommende omstændighed som coronaen har tvunget hende til at blive hjemme, har for hendes vedkommende givet mange nye erkendelser.

”De første mange uger var jeg, som alle andre, bekymret for de aflyste koncerter. Både i musiklivet generelt og på egne vegne – det er jo det eneste, jeg lever af. Men så mærkede jeg også det gode i det. Den der fornemmelse af ikke at være presset, og at det ansvar var taget fra mig, at nu tager jeg to måneder fri, og den følelse af svigt, der er i det. Det er første gang, jeg ikke har haft et pres på mig og bare har kunnet tage én dag ad gangen, så der er faktisk også noget godt i det. Mit liv var blevet alt for stresset”, siger Michala Petri, der i løbet af sin lange karriere aldrig rigtig har holdt ferie.

”Det har jeg ikke været god til at vide var vigtigt. Jeg kan se nu, at det ikke har været noget sundt liv at rejse så meget. Det var en fornemmelse af stress hele tiden, som jeg slet ikke var klar over, at jeg havde, fordi jeg ikke har prøvet andet, siden jeg var 11 år. Jeg har haft det liv, jeg gerne ville have, men nu kunne jeg godt ønske mig, at jeg havde taget nogle pauser indimellem”,

fortæller Michala Petri.

DROSLET NED PÅ REJSER

Inden coronaen ramte verden, var 61- årige Michala Petri allerede begyndt at drosle væsentligt ned på de mange spillejobs i udlandet.
”Det er vanvittigt anstrengende at flytte sig. At flytte kroppen fra et sted til et andet og vænne sig til et nyt sted. Det gik pludselig op for mig, hvor mange dage, der bare forsvinder. Alle rejsedagene er jo bare væk”, konstaterer hun. 

Hun understreger, at hun ikke drosler ned for udlandskoncerterne for at få et mere bekvemt liv, men fordi hun har fået så mange erfaringer gennem de sidste mange år, hvor hun har kørt så hårdt på, som hun gerne vil dele med og kommunikere ud til andre. Tanken om helt at stoppe, har dog også af og til strejfet hende.

”Jeg har selvfølgelig også tænkt, nu hvor jeg er blevet 61, at nu er det måske på tide at trække sig tilbage og undervise og skrive undervisnings-bøger og alt sådan noget, men så kan jeg mærke, at så bliver det hele diffust for mig. Koncerterne og dén der knivskarpe fornemmelse, man har, når man spiller koncert for andre, om det så bare er for to mennesker, den der fornemmelse, dét er hjertet eller motoren, eller hvad man kan sige”, fortæller Michala Petri.

BLOKFLØJTEN PÅ STANDBY

Gennem de seneste to måneder, som hun har tilbragt hjemme i lejligheden på Frederiksberg C., har hendes instrument og tro følgesvend, blokfløjten, for første gang nogensinde været lagt på hylden gennem længere tid.

"Jeg har faktisk ikke øvet mig særlig meget. Det har været lidt bevidst, fordi jeg tænkte, at nu vil jeg se, hvad der sker, hvis jeg ikke øver mig. At øve er jo i sin essens også at føle en slags pres. Jeg har spillet uafbrudt hele livet, så jeg tænkte, nu prøver jeg at lade være og bare være til og tænke kommunikation på andre måder. Jeg tager en nødvendig pause fra blokfløjten, som jeg ved kommer godt igen senere”, siger Michala Petri.

I stedet har hun kastet sig over en række andre musikalske projekter, som hun længe har haft idéen til, og som hun brænder meget for, men som hun indtil nu ikke har haft nok sammenhængende tid og ro til at føre ud i livet. Blandet andet er hun i gang med at transskribere Bachs seks cellosuiter, så de ligger godt for blokfløjter og andre blæseinstrumenter. 

”Jeg har prøvet at omtænke det og vende nogle figurer og har set på harmonierne og på de underliggende ting og logikken og tænkt; hvad havde Bach gjort ved den, hvis han havde skullet skrive det her for et blæseinstrument. Så det er en ret fri bearbejdning. Jeg har færdiggjort den første og er nu i gang med den næste. Det er et kæmpe arbejde, fordi alt skal passe. Bach har jo en enorm logik, og alt skal passe til hinanden. Der må ikke være noget som helst, der ødelægger balancen, så er der jo ingen mening med et”, forklarer Michala Petri.

Hun har også planer om at lave nogle helt enkle transskriptioner af virkelig god musik, som hun kalder det, beregnet til brug for begyndere og amatører, fordi hun synes, der mangler et godt repertoire til netop denne gruppe.

”De kan spille sådan nogle fattige uddrag af nogle Bach-koraler eller kendte temaer, men jeg synes, der mangler kvalitets-arrangementer af gode værker, så også begyndere kan spille det og stadigvæk få fornemmelsen af, hvad rigtig god musik er”, påpeger hun. 

DET LYDER SÅ GODT

Idéen til at lave transskriptioner af god musik til amatører kom allerede til hende, da hun var i 20'erne og underviste i blokfløjte på Frederiksværk Musikskole.

”Der var en pige, der kom og sagde til mig: Hver gang jeg kommer til det sted, så synes jeg, det lyder så godt. Og det sagde mig, at den der søde, yndige pige på 10 år, hun for-stod virkelig musikken, for det var lige netop det sted, der lyste i det her stykke. Hun stod der, og hun mærkede det. Og så tænkte jeg, vis hun kan mærke det, så kan musik give det samme på alle niveauer. Det blev gjort klart for mig”, siger Michala Petri.

Hun sætter en stor ære i at udbrede klassisk musik til andre mennesker, og har der-for også under corona-tiden lagt noder på sin nye hjemmeside, som alle interesserede kan downloade mod et symbolsk beløb. Der er nemlig et ret begrænset blokfløjterepertoire, og derfor har hun gennem lang tid oplevet stor efterspørgsel på de mange stykker, som hun gennem tiden selv har bearbejdet og omskrevet for blokfløjte.

”Jeg får mange mails fra blokfløjte-spillere rundt omkring i verden, der spørger, om de kan få mine udgaver af forskellige stykker, jeg har spillet. Og tit har jeg ikke fået sendt dem, og så tænkte jeg, at nu laver jeg en hjemmeside, hvor jeg bare lægger dem op. Så der begynder jeg ganske langsomt at lægge en masse stykker op, som jeg har spillet gennem min karriere, og først og fremmest dem som jeg har fået mange mails om”, understreger hun.

På sigt vil Michala Petri også lægge små undervisningsvideoer på den nye hjemmeside med gode fif, der gør det lettere for én at spille musik generelt og ikke kun som blok-fløjtespiller.

”Det har noget med åndedrættet at gøre, og måden man tænker på, når man spiller. Det vil jeg gerne udbrede kendskabet til blandt dem, der er interesserede.

Men jeg vil nødigt give afkald på mine koncerter, fordi det er dem, der er kernen, og der hvor jeg mærker essensen af, hvad der vigtigt. Det er jeg i hvert fald blevet klar over under corona-tiden”.