“Der er et kæmpe klangbillede i eksperimenterende musik”

Egentlig kan Nana Pi Aabo-Kim godt forstå, at improvisationsmusik kan lyde som støj for det utrænede øre. For som folk er flest, bliver de nemlig ikke eksponeret for denne ”genreløs genre”, og derfor har de færreste fået øjnene op for dens kvaliteter, påpeger hun. 

”I alt, hvad man gør, kommer man længst, hvis man er åben. Og det er en af de mange egenskaber, man kan lære ved improvisation,”

fastslår Nana Pi Aabo-Kim og understreger, at hun brændende ønsker sig, at både professionelle musikere og folk i al almindelighed stifter bekendtskab med improvisationsgenren, fordi den ifølge hende kan udvide vores opfattelse af, hvad musik og lyd er.
I 2012 opfandt hun sit eget direktionstegnsprog ’Extemporize’ – en nyskabelse hun fik P8 Jazz prisen ’Årets Ildsjæl’ for i 2020 og et arbejdsredskab, hun hele tiden udvikler.

Hun fik idéen, da hun under sin studietid var i praktik på en musikskole.
”Jeg syntes, at eleverne havde læst lidt for meget bog,” bemærker hun.
Til at begynde med havde hun kun 5-10 tegn. I dag har hun 53. Håndbevægelser, som hun blandt andet bruger, når hun dirigerer sit orkester ’Extemporize Orchestra’ og underviser sine elever på Den Kreative Skole i Fredericia og på Impro Camp for unge musikere, som hun denne sommer har afholdt for 4. gang. 

En visuel ramme
I arbejdet med unge, utrænede musikere, bruger hun fortrinsvis sine tegn som et pædagogisk værktøj, som tvinger eleverne til at få en dybere og bedre kontakt med deres instrument, fordi de bliver tvunget til at rette opmærksomheden ud i rummet fremfor at fokusere på noder.

”Ved at spille mere på ørerne fremfor øjnene, får man rettet nogle ting til, fordi man går efter en lyd. Hvis man ikke lytter til sin egen lyd, fordi man læser noden og ikke hører sig selv, så retter man ikke til,”

forklarer hun og fortæller at, den dirigerede improvisation udover at træne eleverne i samspil også udfordrer dem på deres trang til at passe ind. 

Hvis hun for eksempel giver tegnet ”open” til en elev, betyder det, at man må spille præcis, hvad man vil.
”Med extemporize får man en visuel ramme, man skal forholde sig til, men der er stadigvæk en legende fase – specielt i undervisningsforummet, hvor jeg giver ekstra plads til, at man kan være i det undersøgende element. Jeg kan godt lide, at de opdager, hvad de kan, uden at de sidder og kigger ned i et stykke papir,” konstaterer Nana Pi Aabo-Kim og viser eksempler på nogle af de andre tegn hun bruger, herunder tegnene ’Loop’, ’Follow’, ’Change direction’, ’Swift’, ’Whole group’, ’Text’, ’Line’ og ’Nonsens’.

Folk har fordomme
Når hun arbejder med professionelle ensembler, handler den dirigerede improvisation ikke om pædagogik, men om at skabe interessante lydbilleder i nuet, forklarer hun:

”Folk har stadigvæk nogle fordomme om, at improvisation er rodet eller intellektuelt. Men der er et kæmpe klangbillede i eksperimenterende musik, synes jeg.”

Hun forklarer, at det ikke kun er de alternative lydbilleder, der gør det interessant at opleve en dirigeret improvisationskoncert, men at publikum også kan få en horisontudvidende oplevelse ved at opleve sammenhængen mellem hendes håndbevægelser og den lyd, der bliver frembragt. 

Det var i en improvisationssession med saxofonisten Lotte Anker, der underviste som gæstelærer, da Nana Pi Aabo-Kim studerede på konservatoriet i Malmø, at hun fik øjnene op for, hvad dirigeret improvisation kan. Under Lotte Ankers direktion oplevede hun en hidtil ukendt frihed. Hun gav slip på noget ansvar og slap den indre kritiker.
”I mødet med Lotte Anker fik jeg en samhørighed med mit instrument, som jeg ikke havde opdaget før. Det havde en god effekt på mig, at jeg skulle fokusere på hende, så min bevidsthed røg udad,” fortæller hun og understreger, at det er det improviserede samspil, der er så effektfuldt i forhold til, at den enkelte musiker finder sin egen indre stemme og træner sin musiske intuition.

”Hvis jeg undersøger mit dybe register alene i mit øvelokale, så er det kun mig, der skaber energi i det rum. Men hvis jeg gør det sammen med andre, har de en indflydelse på mig, som får mig kastet i en anden retning, end jeg måske ville have fundet selv.”

Fantasien skal have plads
Nana Pi Aabo-Kim understreger, at improvisation i princippet er for alle. Og så alligevel ikke.
”Alle kan mødes i improvisation, så længe de har noget på hjerte, og så længe de er åbne for at kommunikere på kryds og på tværs. Så egentlig er det bare at finde sit instrument og spille sammen. Men alligevel er det ikke helt så enkelt, for man skal også kunne høre og interagere med sit instrument og med de andre,” fastslår hun.

Hvad hendes tegnsprog angår, har hun ikke noget specifikt mål for, hvor mange tegn hun vil have. ’Extemporize’ er en dynamisk størrelse, og det afgørende er ikke antallet af tegn men deres effekt. Tegnene skal bare virke – ved enten at skifte en retning eller på anden måde ændre klangbilledet. Hun forklarer, at der findes et andet og mere udbredt improvisationstegnsprog, der hedder ’Sound Painting’, men at Extemporize adskiller sig ved at være et mindre konkret tegnsprog: 
”Rammerne skal være brede nok til, at fantasien kan få lov til at fylde. Det må ikke blive så specifikt, at vi bliver låst.”