Den splittergale spillemand
Man skal være stolt af at være gal. Sådan lyder harmonikaspiller og socialpædagog Jacob Hogrebes filosofi.
I næsten tre årtier var han leder af musik- og gøglergruppen ”De Splittergale”, som han grundlagde i 1990. Gruppen startede som et aftenskolekursus i musik og dans for psykisk syge, som siden udviklede sig til en etableret trup bestående af mestendels psykisk sårbare mennesker. Orkestret optræder med et humørfyldt show, der er med til at nedbryde fordomme og ophæve grænser mellem det at være syg og såkaldt normal.
I denne nye billedrige portrætbog kan du læse om Jacob Hogrebes liv og gerning med udgangspunkt i en række interviews med mennesker, som han har mødt på sin vej. Hovedpersonen selv gik på efterløn i 2018 men er stadig aktiv musiker – når ellers ikke coronakrisen sætter en stopper for aktiviteterne.
Foruden indsatsen for at forbedre livet for sindslidende, er det Jacob Hogrebes mærkesag at holde de gamle gårdsangertraditioner i hævd. Traditioner han lærte ved at optræde sammen med gårdmusikanter og spillemænd, og som han nu brænder for at give videre til unge mennesker.
Foruden de mange fotos fra Jacob Hogrebes liv, er bogen forsynet med noder og sangtekster. Du kan bestille bogen via www.baggaardsmusik.dk, hvor du også kan høre sange og musik fra den.