Dansk Musiker Forbund har rundet de 110 år
I 1911 fødtes dét, der dengang hed Danske Musikeres Landsforbund, og i dag hedder Dansk Musiker Forbund – eller i daglig tale DMF. Dengang hed formanden O.A. Røder, i dag hedder formanden Søs Nyengaard. Men både målet og midlet er det samme i dag som dengang; at styrke musikeres løn- og arbejdsforhold og musikkens rolle i samfundet ved at stå sammen, skulder ved skulder, og tale med én stemme.
”Vores lange historie viser, at vi kan flytte noget, når vi står sammen. Dansk Musiker Forbund har et stærkt fundament, men vi har fortsat hårdt brug for, at alle musikere bakker op om sagen og deltager som en aktiv del af vores bevægelse,” fastslår Søs Nyengaard.
Hun kom selv fra Australien til Danmark i 1990, hvor hun blev ansat i Aarhus Symfoniorkester.
”Australien er ikke lige så organiseret som Danmark. Da jeg kom til landet, kunne jeg straks se fordelene ved at være så organiseret et land. Dét at være organiseret er fundamentalt og har kolossal betydning for samfundet og velfærden,” pointerer Søs Nyengaard, der siden 1990 har engageret sig mere og mere fagpolitisk, inden hun i november 2020 blev valgt til formandsposten.
”Det har været en lang oplysende rejse, som har været ret fantastisk. I takt med at jeg blev oplyst, blev jeg også mere og mere involveret. Først blev jeg interesseret i at blive tillidsmand. Dernæst blev jeg formand for landsdelsorkestermusikerne og medlem af Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse. Og sådan har det kørt derudaf – og nu sidder jeg som formand,” fortæller Søs Nyengaard og slutter:
”Lige nu står vi i en krise af enorme dimensioner. Men hvis vi musikere står sammen, og alle bidrager til sagen, kan vi bruge coronakrisen som løftestang til at styrke musikkens rolle i samfundet.”