Banddoktor
Hvordan hjælper man bedst muligt unge musikere med at skabe deres egen, originale musik?
Det har de fire herrer og musikere bag Grobund Bandakademi i Aarhus et bud på. De har netop udgivet bogen Banddoktor, hvor de deler ud af de mange erfaringer, de har gjort sig med at undervise i komposition og facilitere kreative processer med unge musikere i alderen 14-20 år.
”Vi har fundet noget, der virker for os, som vi gerne vil dele. Bogen skal ikke forstås som en entydig sandhed, men mere som en inspiration. Det er en præsentation af vores tanker og erfaringer, som skal oversættes til den enkelte musiklærers egen virkelighed”, forklarer Jens Munch, der er daglig leder af Grobund Bandakademi og pianist, komponist og musiklærer.
Bogen Banddoktor er gratis og henvender sig til alle rytmiske musikundervisere på musikskoler, folkeskoler, ungdomsklubber og højskoler, der underviser unge i sammenspil og band.
Siden 2009, hvor Grobund Bandakademi startede på foranledning af Aarhus Musikskole, har mere end 100 unge bands haft glæde af banddoktorerne, der har tilbragt mange timer med dem i øvelokalerne. Deres mission er at lære unge mennesker at agere selvstændigt, kreativt og modigt til gavn for det fællesskab, de eksisterer i – i dette tilfælde i en bandsammenhæng. Til det formål har de lagt en klar strategi, når de rykker ind i øvelokalet til de unge, nemlig at lade intuitionen råde og droppe den sædvanlige lærerstyring.
”Vi er meget opmærksomme på ikke at styre processen for meget. De unge skal hjælpes til selv at kunne styre processen. Vi arbejder meget intuitivt og ved aldrig helt, hvad der kommer til at ske. Hver gang vi starter et nyt band, starter vi også fra scratch, så der er ingen decideret plan, vi følger”, fortæller Jens Munch.
Bogen indeholder derfor heller ikke nogen guide, men en række forskellige idéer, erfaringer og observationer fra de fire banddoktorer til, hvordan man som musikunderviser kan gå til værks på en anden og måske mere frugtbar måde, når de unge musikere beslutter sig for at prøve at overskride den barriere, det ofte er at gå fra at spille kopimusik til at lave deres egen musik. Barrieren ligger ikke kun hos de unge, men også ofte hos musikunderviseren selv.
”Det er nemmere som underviser at gå ind i et øvelokale, når man ved, hvad der skal ske”, forklarer Jens Munch, der oplever, at mange musiklærere er hurtige til at hjælpe de unge og komme med forslag til, hvad de unge kan gøre for, at det lyder godt. Denne resultatorienterede tankegang vil han og de andre banddoktorer gerne udfordre. De har mere fokus på den kreative proces og det sociale aspekt i øvelokalet, og når det fungerer, så blomstrer musikken også, har de erfaret.
”Respekt og øjenhøjde er nøglen til succes. Det kommer ofte bag på de unge mennesker, at vi tager dem alvorligt og lytter til, hvad de siger. Vi har ikke svarene, og deres meninger er lige så valide som vores, selvom vi har mere erfaring”, understreger Jens Munch.
I forbindelse med bogudgivelsen er der oprettet en hjemmeside, hvor man kan læse bogen og downloade redskaber til at facilitere en skabelsesproces med bands og sammenspilshold. På sigt vil hjemmesiden fungere som et sted for vidensdeling med links til relevante artikler og andet materiale inden for emnet.