Udbetaling

Alvorlig udvikling i YouSee-konflikten:

YouSee boykotter nævn nedsat af Folketinget og trækker konflikten i langdrag
You See

YouSee boykotter nævn nedsat af Folketinget og trækker konflikten i langdrag
YouSee vil ikke længere bidrage til Ophavsretslicensnævnets afgørelse af konflikten mellem YouSee og rettighedshaverne om prisen på indholdet i YouSees tv-pakker. YouSee boykotter dermed Ophavsretslicensnævnet, som Folketinget har etableret til at sikre hurtige og saglige afgørelser. Det betyder, at der i stedet for en hurtig og saglig afgørelse indenfor 1 år, nu i stedet er udsigt til en langstrakt retssag i op til ti år, hvor I som rettighedshavere ikke modtager fuld betaling for YouSees brug af jeres indhold.

Konflikten mellem YouSee og rettighedshaverne er ikke løst, den midlertidige aftale i december sikrede udelukkende, at der var en aftale om brugen og en vis betaling, mens sagen blev behandlet ved de rette instanser. Men YouSee har den 31. marts 2025 meddelt, at de ikke længere vil bidrage ved Ophavsretslicensnævnet i sagen om, hvad YouSee skal betale de mange rettighedshavere, der står bag de danske film og udsendelser, som YouSee bruger i deres tv-pakker. YouSees boykot kommer efter et års sagsbehandling ved Ophavsretslicensnævnet, udveksling af talrige processkrifter og bilag, og det kommer på et tidspunkt, hvor Ophavsretslicensnævnet var klar til at fastsætte en tidsramme for behandling af sagen. Sagen ville forventeligt kunne være afgjort i 1. halvår 2026, dvs. indenfor et år.

Det strider ikke alene med god virksomhedsskik og ordentlighed, men anfægter også Ophavsretslicensnævnet, som Folketinget har etableret til disse sager, og trækker sagen i unødigt langdrag.

Udsigt til et årti uden endelig betaling til rettighedshaverne 
YouSees beslutning betyder nemlig, at der nu er udsigt til en langvarig konflikt, hvor YouSee alene vil forholde sig til den sag, de selv har anlagt ved domstolene med krav om reduktion af prisen for det danske tv-indhold på mere end 70 %. En afgørelse der kan tage op til 10 år med ankesag og inddragelse af EU-domstolen, som YouSee har varslet, de vil. 

Mens konflikten står på, er der indgået midlertidige aftaler. Men I får først jeres fulde betaling for YouSees brug af jeres indhold, når sagen er afsluttet. Noget der med denne udvikling i sagen altså kan tage op til 10 år. 

YouSee udfordrer den danske model og rettighedssystemet
Ophavsretslicensnævnet er et uvildigt og specialiseret nævn med en højesteretsdommer i spidsen, som Folketinget har nedsat for hurtigt og effektivt at afgøre konflikter som denne mellem rettighedshavere og tv-distributører som YouSee.

Når YouSee i 11. time vælger at boykotte nævnet, så løber YouSee fra de almindelige spilleregler som Folketinget har lavet for at sikre hurtige og saglige afgørelser på kulturens område. Fremfor at opføre sig ordentligt og følge de anviste måder at løse en konflikt på, så vælger YouSee ligesom tech-giganterne at undergrave de etablerede systemer og samfundsstrukturer.

Hvis selskaber med bundløse lommer til at føre retssager blot kan vælge at se stort på det danske system med Ophavsretslicensnævnet, der skal sikre hurtige og kvalificerede afgørelser på tvister, så kan det danne præcedens for andre tech-giganter. Det vil presse ikke alene de danske rettighedshavere, men hele den danske model.
 


Yousee er også blevet solgt

I fredags meddelte den australske kapitalfond Macquarie Group, der i forvejen ejer 50 procent af TDC Group, hvori YouSee indgår, at kapitalfonden har indgået en aftale om at købe resten af selskabet fra de danske ejere; pensionsselskaberne ATP, PFA og PKA. Handlen forventes efter planen afsluttet inden udgangen af 2025 afhængigt af bl.a. myndighedernes godkendelse.

Ift. pensionsopsparingerne er det godt, at danske kunstnere og kulturproducenters pensionsmidler nu ikke længere vil gå til at presse den danske kulturbranche. 

Udsigt til et årti uden fuld betaling
Rettighedshavernes modpart er nu fuldt ud er en australsk kapitalfond med et virkeligt dårligt ry – The Times har navngivet Macquarie ”Vampyrkænguruen”.  I stedet for at have samfundsbærende danske ejere som 50 % af sin ejerkreds, er YouSee nu altså 100 % en udenlandsk techgigant.

Og tilbage står, at kunstnere og kulturproducenter kan se ind i et årti uden fuld betaling for vores indhold, fordi YouSee undergraver det demokratiske system og trækker en afgørelse i unødigt langdrag, når YouSee vil føre en sag ved domstolene i stedet for det specialerede nævn, som er nedsat af Folketinget til denne slags konflikter – nemlig Ophavsretslicensnævnet.

Rettighedshaverne vil derfor fortsat arbejde for at få YouSee til at respektere det etablerede system og genindtræde i processen med Ophavsretslicensnævnet, så vi kan få en sagkyndig og hurtig behandling af konflikten, som det også er Folketingets hensigt med nævnet.

Macquaries opkøb af YouSee har kun gjort det endnu vigtigere, at vi som rettighedshavere står sammen. Vi vil ikke acceptere, at udenlandske techgiganter tilsidesætter vores demokratiske instanser til at løse konflikter i Danmark.

Det handler om principper, rettigheder og ordentlighed. Principper som også bør gælde for australske techgiganter.