Covid-19

”Vi har et kæmpe problem”

En stor del af landets festmusikere kan ikke få hjælp fra den senest vedtagne hjælpepakke på trods af, at pakken blandt andet er tiltænkt netop dem. Årsagen er, at kun virksomheder med CVR-nummer kan få del i hjælpen.
Henrik Vollquartz og Brian Pedersen
Fætrene Henrik Vollquartz (bagerst) og Brian Pedersen driver sammen underholdningsvirksomheden 'Butterflies Music'. Deres forretning af hårdt ramt pga. coronarestriktionerne, og de appellerer til politikerne om økonomisk hjælp.

Selvom en stor del af Dansk Musiker Forbunds medlemmer har haft og stadig har gavn af regeringens hjælpepakker, står mange af landets musikere fortsat i en situation med stor økonomisk usikkerhed.

Det drejer sig blandt andet om en stor del af landets selskabsmusikere, der ikke er dækket ind af den seneste hjælpepakke, på trods af at pakken blandt andet er tiltænkt netop dem. For at få del i hjælpen skal man nemlig have et CVR-nummer, men mange festmusikerne har en indkomstmodel, hvor de er honorarmodtagere eller driver selvstændig virksomhed uden CVR-nummer.

To af de berørte festmusikere er fætrene Brian Pedersen og Henrik Vollquartz, der sammen driver underholdningsvirksomheden 'Butterflies Music'. Sædvanligvis har de mere end 20 spillejobs om måneden, men på det seneste er kun cirka 3-4 planlagte spillejobs blevet til noget hver måned på grund af coronarestriktionerne. Siden nedlukningen i marts har de fået aflyst 85 engagementer og dermed mistet indtægter for mindst 300.000 kroner. Og med det nye forsamlingsforbud på 10 personer ser det ud til, at resten af de jobs, de havde i kalenderen i 2020, bliver aflyst.

”Vi har et kæmpe problem,” bemærker Brian Pedersen.

Han lægger ikke skjul på, at han føler sig overset af politikerne:

”Vi er røvballemusikere med stort R. Vi får hverken buh eller bæh. Vi har brug for noget mere hjælp,” appellerer Brian Pedersen.

Han og fætteren Henrik Vollquartz betegner sig selv som ”vingeskudte” og melder, at de lige nu akkurat klarer sig økonomisk, men de vurderer, at de ikke kan klare sig ret meget længere uden hjælp.

Dansk Musiker Forbund har kontaktet relevante politikere og gjort opmærksom på problemet med den manglende hjælp til de mange musikere, der er honorarmodtagere og selvstændige uden CVR-nummer. Vi afventer svar.