Til dagpengemodtagerne: Du bruger ikke af dine "klip" her i januar og februar
Vi er glade for at kunne fortælle, at et flertal i Folketinget har besluttet, at man ikke bruger af sine ”klip” i forhold til hverken dagpenge eller supplerende dagpenge, hvis man modtager en af delene i perioden 1. januar til og med 28. februar 2021.
Dansk Musiker Forbund har gjort politikerne opmærksomme på behovet for, at musikere, der er nødt til at gå på dagpenge og supplerende dagpenge på grund af coronakrisen, ikke bruger af deres dagpengeret.
Vi er glade for, at politikerne har lyttet. Men vi forudser, at der kan blive behov for at forlænge dette tiltag.
Husk, at selvom du altså ikke bruger af dine ”klip”, hvis du modtager dagpenge eller supplerende dagpenge her i januar og februar, skal du stadig søge job. Det er fortsat et krav, at du står til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis du modtager dagpenge eller supplerende dagpenge.
Husk også, at du kan altid se dit dagpengeforbrug og forbrug af uger med supplerende dagpenge på jobnet.dk.