Seneste nyt om Kunststøtteordningen
Kunststøtteordningen er desværre stadig ikke åbnet. Og ikke nok med det – lige nu kan man på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside læse, at der kun kan ansøges for perioden 1. december 2021 til 15. januar 2022, når Kunststøtteordningen engang åbner.
Dette er vi naturligvis ikke tilfredse med her i Dansk Musiker Forbund.
Vi har derfor kontaktet Folketingets kulturordførere og Kulturministeren for at gøre opmærksom på problemerne. Flere kulturordførere har allerede reageret og fortæller, at de har fået oplyst, at når Kunststøtteordningen åbner, så gælder den til udgangen af februar.
Der er akut brug for, at I musikere bliver kompenseret for noget af det indtægtstab, I har lidt som konsekvens af nedlukningen. Åbningen af ordningen bør derfor ske snarest.
Nu, hvor vi i øvrigt er glade for, at der fokuseres på genåbning af kulturen, ærgrer vi os over, at der fortsat er for lidt fokus på genåbning i forhold til jer, der leverer indholdet.
Faktum er jo, at det fortsat ikke er muligt at afholde koncerter med stående publikum, som mange spillesteder er indrettet til. Ligesom både koncerter for et siddende publikum, nattelivet og restauranter fortsat har restriktioner, hvilket jo har stor indflydelse på jeres arbejdsliv.
Vi fortsætter derfor kampen for, at fokus også skal være på jer.