ROSA søger musikere og sangskrivere til nyt koncertprojekt stilet mod unge
Vil du være med til at give unge en musikalsk oplevelse, som de ellers er afskåret fra? Så læs videre her.
Musik og kultur er for alle. Uanset alder. Det er bare ikke alle og enhver, der er i stand til at besøge de vanlige koncert-adresser. For eksempel unge med særlige behov. Derfor har ROSA nu søsat projektet SOLO, hvor solister/sangskrivere drager ud i landet og spiller små intime koncerter for mindre grupper af unge (i alderen 15-30 år). En fin lille koncert i små overskuelige fællesskaber, hvor de unge er trygge ved rammen.
SOLO er musikalske besøg/små solist-koncerter hos unge i alderen 15-30, som pga. deres situation har ringe adgang til de offentlige kulturtilbud. Projektet tilskynder at ensomme borgere eller borgere med fysiske eller mentale udfordringer får et let tilgængeligt, overskueligt koncerttilbud.
Hvordan foregår SOLO, set fra musikerens perspektiv?
ROSA planlægger en række koncerter, sammen med vores samarbejdspartnere, som musikeren på egen hånd tager ud til. Besøget varer ca. en time: En lille koncert på ca. 30 minutter, plus lidt snak, en kop kaffe, anekdoter etc.
Som musiker skal man være forberedt på koncerternes format og situation, som er meget intimt og direkte. Publikum har valgt at få besøg, men ikke hvem de får besøg af.
Bemærk at det er et krav, at musikken skal være din egen - ikke covernumre.
Du skal have plads i kalenderen til 10 koncerter, og bliver honoreret for hver enkelt koncert.
Projektet bliver i 2023 støttet af Region Midtjylland.
ROSA samarbejder med Aarhus Universitet – Institut for Antropologi, som følgeforsker på projektet.
Deadline for ansøgningen er 20. juni 2023 kl. 23:59. Du får svar fra ROSA ca. to uger herefter.