P6 og P8 er reddet
I torsdags blev det meldt ud, at regeringen og støttepartierne holder hånden under P6 og P8, som derfor kan fortsætte med at levere højkvalitetsradio til lytterne og være en vigtig eksponeringsplatform for jer medlemmer.
Dette vækker stor glæde her i Dansk Musiker Forbund.
De to kanaler er public service, når den er allerbedst. P6 og P8 har dybe rødder ned i musikmiljøerne og har væsentlig betydning for vores økonomi og arbejdsliv.
Tal fra Gramex viser, at i 2020 blev i alt 4.112 danske numre kun spillet på P6 Beat og P8 Jazz og ikke på P3/P4. Så der er altså grund til stor glæde i dag.
Vi er dog glade på et bagtæppe af alvor.
I sidste uge udkom rapporten Dansk Musikomsætning 2020, og den bekræfter, hvad vi godt ved, nemlig at omsætningen i musikbranchen faldt drastisk i 2020. I den samlede branche faldt omsætningen med 35 procent som følge af nedlukninger og restriktioner i forbindelse med corona. I forhold til koncerter faldt omsætningen med hele 52 procent i 2020 sammenlignet med 2019.
I denne tid, hvor hele branchen skal komme sig efter en historisk barsk periode, er det trods alt opløftende, at statsministeren i sin tale ved Folketingets åbning sagde, at:
”Vi har brug for dansk kunst og kultur til at udfordre os. Skabe rammen for vores fælles erindring. Forbindelsen mellem vores historie, vores nutid og vores fælles fremtid. Bibringe os mening og forståelse. Undren og nysgerrighed.”
Vi er naturligvis fuldstændigt enige med Mette Frederiksen i dette.
Redningen af P6 og P8 giver sammen med statsministerens ord håb om, at vi nok skal få musikbranchen på fode. Vi glæder os til det fortsatte samarbejde med både hende, det øvrige Christiansborg og vores mange andre samarbejdspartnere om at styrke musikken.