Oversigt: Det må du lige nu
Det må du i forhold til restriktionerne:
-
Offentligt siddende arrangement
Hvis deltagerne i al væsentlighed sidder ned på faste pladser med retning mod f.eks. en scene eller et podium, kan der være op til 500 personer til stede samtidig. Der skal være 1 meter mellem midten af et sæde til midten af det næste sæde (1 meters afstand). Man skal have maske/visir på, når man går rundt, men ikke når man sidder ned på sin plads.Det vil være en konkret vurdering, om kriteriet ”i al væsentlighed” kan siges at være opfyldt. Det er i den vurdering det helt klare udgangspunkt, at langt hovedparten af de tilstedeværende skal sidde ned under hele arrangementet bortset fra, når man f.eks. skal på toilettet, når man ankommer til eller går fra sin faste plads, og når man helt kortvarigt henter fx forplejning i en bar, på et bord eller lignende. Det er således tilladt kortvarigt at forlade sit sæde for at hente kaffe, kage, mad eller drikke ved et bord og så tage det med til sin plads, hvor det kan indtages. Det vil også være muligt for personale på stedet at bringe forplejning ned til deltagernes pladser. Kravet om en ”fast plads” gælder for arrangementet som sådan og indebærer, at deltagerne ikke kan forlade deres pladser for fx at gå ind i et tilstødende lokale (fx en restaurant) og spise frokost dér, uanset de i al væsentlighed sidder på (nye) faste pladser med retning mod en scene eller lignende.
-
Spisning
I det private hjem er der ingen begrænsning på, hvor mange der må deltage til spisning. Hvis spisning ikke foregår i det private hjem, må man max være 10 personer ved bordet/til selskabet, medmindre man sidder ned på faste pladser med retning mod f.eks. en scene eller et podium, da må man være op til 500, når man spiser på disse faste ensrettede pladser. Der skal ikke bæres mundbind/visir, når man spiser. -
Private rammer
Der er ingen regler for, hvad man må holde i sit private hjem. Myndighederne anbefaler dog, at man max er 10 i et privat hjem ad gangen, at hver enkelt person max har 10 sociale kontakter (man ses fysisk med), samt at sociale arrangementer holdes til et minimum. Der er intet krav om mundbind eller visir i private hjem. Myndighederne opfordrer til, at private fester afsluttes kl. 22, at de kun afholdes med den nærmeste, snævre omgangskreds, samt at myndighedernes generelle retningslinjer om hygiejne mm. overholdes.Hvis man holder et privat arrangement i f.eks. et hotel, må man max være 10 personer, dog med undtagelse af punkt 1 i denne faktaboks. Man kan derfor ikke holde en konfirmation, julefrokost eller lignende, hvor deltagerne står op under velkomsten, sidder ned under middagen, og hvor der er mulighed for dans senere på aftenen. Alkohol må ikke sælges efter kl. 22. Der er krav om mundbind/visir på serveringssteder, dog ikke når man sidder ned. Serveringssteder, f.eks. hoteller, der står for mad og drikkevarer skal holde deres lokaler og lokaliteter (udendørsområder) lukket fra kl. 22.00 til kl. 5.00.
Der gælder dog ingen tidmæssig begrænsning på fester i festlokaler/forsamlingshuse, men der opfordres til, at de stopper kl. 22, og der kræves heller ikke mundbind/visir. Hvis udlejerne af forsamlingshuset mv. også står for mad og/eller drikkevarer til festen, skal forsamlingshuset mv. betragtes som et serveringssted, og så gælder lukkereglerne og reglerne om brug af mundbind mv. dog.
(Denne beskrivelse af, hvad man må og ikke må i forhold til restriktionerne er skrevet med udgangspunkt i retningslinjerne på politiets hjemmeside www.coronasmitte.dk.)