Ordentlige arbejdsforhold er kulturpolitikkens lakmustest

Kunst skabes af mennesker. Derfor må kulturpolitik tage udgangspunkt i de vilkår, mennesker arbejder under. I en valgkamp, hvor kulturens værdi ofte hyldes i brede vendinger, bør ét princip stå fast: ordentlige arbejdsforhold er forudsætningen for et bæredygtigt musikliv. 

Når offentlige midler investeres i kultur, bør det være en selvfølge, at arbejdet udføres under rimelige løn- og arbejdsvilkår. På langt de fleste områder i samfundet er der en forventing om, at arbejdet udføres på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, når der er offentlige midler i spil. Kulturområdet bør ikke være en undtagelse. Offentligt finansierede kulturprojekter bør som standard være omfattet af arbejdsklausuler og kædeansvar, der sikrer fair betaling og ordnede forhold for de kunstnere, der skaber indholdet. 

Kulturpolitikkens kvalitet bør måles på arbejdsforholdene, ikke alene på institutionernes eksistens. Hvis kunstnere forventes at levere høj kvalitet uden sikkerhed for rimelig betaling, gennemsigtighed og social bæredygtighed, svækkes kunstnerens mulighed for at skabe sig et professionelt arbejdsliv og kulturlivet i sin helhed. 

Med udviklingen af et dansk Fair Practice kodeks kan vi tage afgørende skridt" Kodekset bygger på grundlæggende værdier om fair betaling, bæredygtigt arbejdsliv, gennemsigtighed, diversitet og tillid. For mange musikere, særligt i det frie felt uden overenskomster, kan det skabe bedre og klarere rammer for samarbejde og forventninger. Men Fair Practice må ikke reduceres til en uforpligtende hensigtserklæring. Hvis principperne skal have reel effekt, må de indarbejdes som strukturel ramme for hele kulturområdet og forankres i den offentlige finansiering. 

Bæredygtigt musikliv kræver politisk regulering af arbejdsmarkedet. Musikere arbejder i stigende grad som freelancere og soloselvstændige uden traditionel ansættelsesbeskyttelse. Uden klare standarder risikerer arbejdsmarkedet at bevæge sig i retning af social dumping og uigennemsigtige aftaler, hvor den enkelte kunstner selv bærer den økonomiske risiko.  

Et bæredygtigt arbejdsliv for musikerne kræver en kulturpolitik, der anerkender kunstnerisk arbejde som professionelt arbejde. Den stiltiende accept af, at passion og engagement opvejer ordentlig betaling har længe undermineret musikernes økonomiske grundlag. En moderne kulturpolitik må sikre, at kunstnerisk kvalitet og social bæredygtighed går hånd i hånd. 

Kulturpolitikken har brug for et eftersyn, også på musikområdet. Der bør etableres en politik, hvor offentlige investeringer ledsages af klare krav til arbejdsforhold og ansvarlig praksis. 

Ordentlige arbejdsforhold er fundamentet for et levende og mangfoldigt musikliv. Derfor bør kommende politiske beslutninger tage udgangspunkt i kunstnernes vilkår og gøre Fair Practice, arbejdsklausuler og bæredygtige arbejdsliv til faste elementer i dansk kulturpolitik.