Om aflysning af spillejobs
Det er også vigtigt, at du bevarer eller hurtigst muligt får dokumentation for aftalen og det økonomiske tab i forhold til at søge kompensation fra en af regeringens hjælpepakker.
Mange af jer musikere får stadig aflyst jeres arrangementer.
Nedenfor kan du blive klogere på, hvorvidt en arrangør ansvarsfrit kan ophæve din kontrakt.
Generelt kan det siges, at hvor et forbud eller påbud er vedtaget (ikke kun opfordringer eller anbefalinger), kan der være tale om force majeure, hvorefter en kontrakt kan ophæves ansvarsfrit, hvis en part er forhindret i at opfylde sine forpligtelser efter kontrakten. I sidste ende afhænger det dog af kontraktens ordlyd.
Hvis force majeure ikke er nævnt i kontrakten, udelukker det ikke, at parterne kan påberåbe sig force majeure og herved undgå kontraktens forpligtelser. Men det er som udgangspunkt den part, der skal levere en arbejdsydelse, dvs. musikeren/bandet, som kan påberåbe sig force majeure, hvis levering af ydelsen umuliggøres.
Arrangørens forpligtelse i henhold til kontrakten er betaling af honoraret. Der er som udgangspunkt ikke en situation, der umuliggør betaling, og derfor kan arrangøren ikke påberåbe sig force majeure i forhold til betalingsforpligtelsen, uanset at publikum forbydes adgang til arrangementet.
Det betyder så, at hvis du har underskrevet en kontrakt uden bestemmelser om force majeure – f.eks. Dansk Musiker Forbunds standardkontrakter – så kan arrangøren ikke påberåbe sig force majeure.
Dette gælder for både professionelle arrangører (såsom f.eks. festivaler, spillesteder, spisesteder mm.) og for ikke-professionelle arrangører (dvs. f.eks. privatpersoners arrangementer til konfirmationer, bryllupper mv.)
Kontrakter med bestemmelser om force majeure kan være meget forskelligt udformet. Nogle af dem er specifikke, andre mere generelle.
Vi skal derfor opfordre dig til altid at søge individuel og konkret rådgivning hos os, hvis din kontrakt indeholder et force majeure forbehold.
Ligeledes skal vi opfordre dig til altid at søge rådgivning hos os, inden du underskriver en kontrakt, hvori der er en force majeure bestemmelse.
Husk, at du i ethvert tvivlstilfælde opfordres til at kontakte forbundet for individuel rådgivning.