Diversitet & Ligestilling

Nyt øvelokalefællesskab i Valby giver plads til kvinder og kønsminoriteter

I Valby er et nyt musikalsk fællesskab ved at slå dørene op. RMK UNDER SPILLET er navnet på det initiativ, som Rytmisk Musik København (RMK) har skabt i samarbejde med Københavns Kommune og Folkeoplysningsudvalget. Projektet udspringer af et ønske om at ændre den skæve kønsbalance i musikbranchen og skabe et trygt rum for kvinder og kønsminoriteter.

Baggrunden er veldokumenteret: Øvelokalerne – det sted hvor rejsen fra musikskole til professionelt virke ofte tager fart – er i dag stærkt domineret af mænd. 

Undersøgelser viser, at fordelingen i landets øvelokaler ligger omkring 90/10, og at kulturen i mange tilfælde opleves som utryg for kvinder og kønsminoriteter. UNDER SPILLET ønsker at bryde dette mønster.

En bunker som trygt rum

I en tidligere kommandobunker på Vigerslevvej i Valby er der nu indrettet øvelokaler, studier og fællesrum, som er åbne døgnet rundt – året rundt. Her er både plads til øvning, indspilning, pre-produktion og sociale aktiviteter. Rammen er defineret af medlemmerne selv, og målet er klart: Et inkluderende, trygt og inspirerende miljø, hvor minoriserede musikere kan udvikle deres kunstneriske identitet og finde netværk.

Forsanger i IBØN, Iben Wigger, fremhæver netop denne kvalitet:

"Endelig et sted, med ro og plads til udvikling, netværk og sammenhold."

Et rum for indflydelse og kunstnerisk udvikling

UNDER SPILLET handler ikke kun om fysiske rammer, men om en kulturforandring. Her er medlemmernes stemmer i centrum, og fællesskabet bygger på samskabelse og en fælles Code of Conduct.

Sangskriver Denise Troest Frisch understreger betydningen af dette perspektiv:

"Her har jeg indflydelse på min egen rejse og bliver jeg set som den musiker, jeg er, fremfor et salgsobjekt."

Også solist Dia Fie Lorentzen ser potentialet i de nye rammer:

"Et æstetisk og empatisk udviklingsrum, der taler til kreativiteten på en unik feminin måde, som mangler i musikbranchen."

Fra netværk til vidensbank

RMK UNDER SPILLET tilbyder workshops, netværksarrangementer, lyttesessions og showcases, hvor medlemmerne kan afprøve deres musik i trygge rammer. Projektet rækker samtidig ud mod resten af branchen med en vidensbank, der skal samle erfaringer og metoder om diversitet, lighed og inklusion i musik.

På sigt er ambitionen, at erfaringerne fra UNDER SPILLET kan inspirere andre øvelokaleforeninger og musikfællesskaber i hele landet – og dermed være et skridt på vejen mod en mere balanceret musikbranche.