Grej

Nyt grej og gear på vej

Starten af året byder traditionelt på mange grejnyheder, især fra USA, hvor musikmessen NAMM plejer at blive afholdt. På trods af Covid-19 er der også i år præsenteret mange nyheder.
Blackstars nye ID:Core V3 er gode begynderforstærkere, og priserne starter fra omkring 1.000 kr.

I år blev Winter NAMM 2021 afholdt digital online, men der er alligevel masser af nyt fra producenterne af grej. Corona-pandemien har givet stort opsving for salg af digitalt hjemmeudstyr. Og på guitarområdet har 2020 været et rekordår, så guitarproducenterne er optimister.

Gibson har således rejst sig fra konkursruinerne og præsenterer et hav af nye modeller i 2021. Grejredaktionen har bl.a. spottet den ny Signature Gibson SG fra den amerikanske guitarist ”Captain” Kirk Douglas, som du sikkert kender fra The Roots (husorkester i Jimmy Fallons ”Late Night” Show på NBC).

Fender er klar med en ny Noventa-serie til maj, rene ”rockmaskiner” med flot design og udstyret med den meget moderne single coil MP-90 pickup i alternativ sammensætning.

Også Gretsch imponerer med en stribe nye guitarer i alle priskategorier, hvor der bl.a. er en hilsen til afdøde Chris Cornell (Soundgarden) og flot vintage vibe i de nye Streamliner og Electromatic Collections.

Den engelske forstærkerproducent Blackstar er klar med tre nye familiemedlemmer i ID:Core V3-serien til priser, der starter på omkring 1.100 kr. Serien er egentlig rettet mod begyndere, men kan også fungere som en øveforstærker for den professionelle guitarist.