Ny unik forsikring dækker dig ved sygdom og aflysning
Dansk Musiker Forbund Forsikring har fået et nyt produkt på hylden, som vil komme forbundets medlemmer og specielt jer freelancere til gode. Nu bliver det nemlig muligt at tegne en såkaldt aflysningsforsikring, som dækker ved aflysninger og sygdom – når forsikringsbetingelserne vel at mærke er opfyldt.
Henrik Gundersen, der er direktør for DMF Forsikring, omtaler den nye forsikring som banebrydende og unik, for der findes ikke andre aflysningsforsikringer for den enkelte musiker på markedet, fortæller han.
”Alle, der lever af at være selvstændigt erhvervsdrivende, ved, hvad det koster på bundlinjen, hvis man ikke får sine penge. Hvis du er udøvende musiker og bliver aflyst eller alvorligt syg op til tre jobs i en weekend, så ved vi, hvor ondt det gør at miste de tre honorarer,” understreger Henrik Gundersen.
Han fortæller, at det koster fra 44 kroner om måneden at tegne den nye aflysningsforsikring, og at du skal ringe ind på 35 240 240 og tale med enten ham eller forsikringsrådgiver Gert Hansen for at tegne forsikringen. Den dækker ved aflysninger fra arrangørens side, eller hvis du pludseligt bliver syg – eller hvis der kommer et stort uvejr, der betyder, at koncerten eller arrangementet ikke kan gennemføres.
Medlemmernes selskab
Om baggrunden for, at den nye forsikring er blevet en realitet, fortæller Henrik Gundersen:
”Produktet er udviklet som en udløber af, at vi fik ny bestyrelse sidste år. Den nye bestyrelse har fokus på, at vi er et gensidigt selskab – DMF Forsikring er medlemmernes selskab. Når det går godt for selskabet, skal det derfor komme medlemmerne til gode. Efter vi har fået konsolideret et flot og sundt forsikringsselskab, har vi valgt at bruge penge på at udvikle et forsikringsprodukt til glæde for medlemmerne af Dansk Musiker Forbund,” fastslår Henrik Gundersen.
Han fortæller desuden, at det har taget omkring halvandet år at udvikle aflysningsforsikringen, og at han har kunnet bruge tiden under coronaen, hvor der ikke er kommet så mange skadesanmeldelser, til at udvikle den nye forsikring.
”I Dansk Musiker Forbund Forsikring har vi haft ekstraordinært meget tid qua coronaen til at sætte os ned og dyrke udvikling frem for drift. Det har været hårdt for vores musikere at være hjemme, men det har affødt, at jeg har kunnet allokere meget mere tid til at sidde og udvikle på produktsiden.”
Sådan gør du
Henrik Gundersen understreger dog, at man som minimum skal opfylde kravene i DMFs standardkontrakt for at blive dækket ved aflysninger af spillejobs. Som udgangspunkt skal du henvende dig til Dansk Musiker Forbund Forsikring på 35 240 240, hvis du bliver aflyst eller får akut sygdom og har behov for at benytte din aflysningsforsikring. Dansk Musiker Forbund Forsikring har et tæt samarbejde med rådgiverne i Dansk Musiker Forbunds Faglige Afdeling, og sammen sørger vi for at guide dig, forklarer Henrik Gundersen.