Covid-19

Ny sommerpakke indeholder håndsrækning til musikere på to måder

En ny hjælpepakke indeholder hjælp til jer, der skulle have spillet koncerter for 350 publikummer eller flere denne sommer. Pakken indeholder også en pulje, hvor I hver især kan ansøge om 50.000 kroner i støtte til kunstneriske sommeraktiviteter.

I fredags blev regeringen og en række af Folketingets partier enige om en aftale om en sommerpakke, der skal give kulturlivet – herunder jer musikere - en økonomisk håndsrækning sommeren over.

Pakken rummer blandt andet hjælp til jer, der skulle have spillet til festivaler og andre større arrangementer på over 350 personer i perioden 1. maj til den 30. september. I denne ordning, som er et supplement til arrangørordningen, vil I kunne søge om kompensation ud fra kontrakter indgået med arrangører i 2020.

Pakken indeholder også en pulje, hvor I kan søge støtte til kunstneriske sommeraktiviteter. Puljen er på 40 mio. kroner, og hver ansøger kan søge om maksimalt 50.000 kroner.

Vi gør opmærksom på, at aftalen ikke er udmøntet endnu. Vi informerer, så snart vi ved mere.

Indtil da, kan I i selve aftaleteksten læse om, hvad vi foreløbig ved om ansøgningskriterier og -procedurer. Læs aftalen her (de relevante afsnit står på side 6 og side 12).