Ny overenskomst giver musikere på skolekoncerter bedre vilkår
Dansk Musiker Forbund og Levende Musik i Skolen (LMS) har indgået en ny overenskomst, der giver musikere, som spiller skolekoncerter, bedre løn og en række forbedrede vilkår.
Den nye overenskomst gælder fra 1. juli 2026 til 30. juni 2029. Det betyder blandt andet, at musikerne kan se frem til lønforbedringer hvert år pr. 1. juli svarende til lønudviklingen på statens område.
”Når musikere møder børn og unge med levende musik, er det både et kunstnerisk arbejde og en vigtig kulturpolitisk opgave. Derfor er det afgørende, at de musikere, der løfter opgaven, har ordentlige og fair vilkår. Den nye overenskomst er et vigtigt skridt i den rigtige retning,” siger Thomas Sandberg, forperson for Dansk Musiker Forbund.
Gode vilkår fra starten
Overenskomsten fastsætter minimumshonorarer for skolekoncerter. Honoraret afhænger blandt andet af, om man spiller som solist eller i en gruppe, og om der afholdes flere koncerter samme dag eller der er skoleskift.
For nye musikere og grupper i LMS er der samtidig en garanti for en turné på mindst 10 skolekoncerter. Som udgangspunkt er der også mulighed for at turnere i mere end ét år.
Turnéplanen tilrettelægges i dialog med LMS med hensyn til blandt andet geografi og antallet af dage med skolekoncerter.
”Det er vigtigt, at musikere ikke kun får ordentligt betaling for selve koncerten, men også har rimelige vilkår omkring turnélivet. Det gælder både transport, overnatning og planlægning. Det er nogle af de forhold, der kan være afgørende for, om det reelt kan hænge sammen at arbejde som turnerende musiker,” siger Henrik Jansberg, næstforperson i Dansk Musiker Forbund.
LMS står for administrationen omkring blandt andet booking af hoteller, turnéplanlægning og lønudbetaling.
Hvis der er mere end 75 minutters faktisk køretid mellem musikerens bopæl og skolen, betaler LMS for overnatning. Derudover gives kilometergodtgørelse efter statens høje takst samt nødvendige færge- og broafgifter. Ved overnatning udbetales også diæter efter statens takster.
Fokus på kvalitet og udvikling
Den nye overenskomst indeholder også muligheder for faglig sparring og udvikling. Alle musikere tilbydes gratis vejledning og sparring med en koncertproducent fra LMS. Det kan blandt andet være samtaler, prøver og en prøvekoncert med publikum.
Musikerne er selv ansvarlige for at medbringe instrumenter og andet nødvendigt udstyr til skolekoncerterne.
For Dansk Musiker Forbund er den nye aftale et resultat af arbejdet for at sikre, at musikere har ordentlige og gennemskuelige vilkår – også når arbejdet foregår uden for de traditionelle koncertsteder.
”Vi skal sikre, at det kan betale sig at være professionel musiker – også når man spiller for børn og unge. Det kræver overenskomster, der tager højde for hele musikerens arbejdsdag og ikke kun de minutter, hvor musikken spiller,” siger Thomas Sandberg.
Den nye overenskomst gælder fra 1. juli 2026 til 30. juni 2029.