Ny lov om ophavsret modtages med forsigtig optimisme
Fagforeningerne for landets musikere, Dansk Musiker Forbund og Dansk Artistforbund ser med forsigtig optimisme på det nye lovforslag om lov om ophavsret. Forslaget blev fremsat af kulturministeren d. 20. marts.
“Det er tydeligt, at ministeren har lyttet til vores bekymring ift at bibeholde musikernes og artisternes ret til betaling for deres udgivne musik, uanset om det er fysisk eller digitalt udgivet. Det giver ro at vide, at vi ikke skal til at arbejde for anerkendelse af digitalt udgivet musik i 2024,” siger Sara Indrio forperson i Dansk Artist Forbund
Dansk Musiker Forbund ser ligeledes positivt på at være blevet lyttet til, og vil gerne se fremad
“Vi kan nu ånde lettet op og se frem mod en dialog om, hvordan indtægterne skal administreres. For os er det vigtigt, at de udøvende musikere er repræsenteret i det forum, der fordeler indtægter til musikerne for deres arbejde” siger Thomas Sandberg, forperson for Dansk Musiker Forbund.
Ophavsmanden bliver til Ophavspersonen
Med det nye lovforslag om lov om ophavsret, bliver hele loven ændret så sproget bliver kønsneutralt. Dette har været et ønske fra både Dansk Musiker Forbund, Dansk Artistforbund og det meste af den øvrige musikbranche.
“Det virker måske som en lille ting, men det betyder faktisk ret meget. At ændre sproget til at være kønsneutralt, er med til at ændre hvordan vi, som samfund, ser på musikerne. Det er med til at gøre op med forestillingen om hvordan en musiker eller artist er, og anerkende at de kan have forskellige køn” siger Thomas Sandberg.
“Det er klart et skridt i den rigtige retning at ændre og modernisere sproget, og det styrker vores branche, at alle rettighedshavere kan føle sig inkluderet i lovens beskrivelser, siger Sara Indrio.
Savner beskyttelse mod Ai
De to fagforbund har tidligere i samarbejde med Dansk Skuespiller Forbund sendt en klar opfordring til en ændring i ophavsretsloven, der vil beskytte artister, musikere og skuespillere mod efterligninger skabt af kunstig intelligens. Den danske kunst og kulturscene, ligesom den globale industri, står over for en udfordring, hvor AI-teknologi skaber efterligninger af unikke kunstneriske udtryk, uden kunsternes samtykke.
Den ændring, er dog ikke medtaget, i det nye forslag til lov om ophavsret, og de to organisationer ønsker at presse på, for at ændringen kommer med,
Dansk Artist Forbunds forperson, Sara Indrio, udtaler: "Artisternes og musikernes individuelle, kunstneriske udtryk repræsenterer en stor værdi. Både som indtægtsgrundlag for musikkens kunstnere, og som en del af samspillet med publikum. Den unikke værdi skal beskyttes mod AI-genererede kopier af udtryk og optræden.
Forperson i Dansk Musiker Forbund, Thomas Sandberg, bakker op og udtaler: "Vi har set, at ophavsretsloven beskytter autorer mod efterligninger af deres værker, men den giver ikke tilstrækkelig beskyttelse til de udøvende kunstnere. Vi mener, at det er på tide at ændre loven for at beskytte de udøvende kunstnere."