Ny hjemmeside giver musikere svar på alt om branchen
Hvordan hænger musikbranchen sammen? Hvor kan man tjene sine penge som musiker? Og hvilke rettigheder har man som skabende eller udøvende kunstner?
Det er nogle af de spørgsmål, som den nye hjemmeside askmeanything.dk giver svar på. Hjemmesiden er en del af initiativet Ask Me Anything (AMA), som er skabt i et samarbejde mellem Dansk Musiker Forbund, Autor og Promus.
Viden, der styrker musikere
Formålet med AMA er at udbrede kendskabet til musikbranchen og give især upcoming musikere bedre forudsætninger for at navigere i et komplekst felt. På hjemmesiden findes overskuelig information om branchens sammensætning, musikeres rettigheder og indtjeningsmuligheder.
AMA henvender sig både til nye og etablerede aktører i musikbranchen. Man kan bruge hjemmesiden til at finde svar på helt konkrete spørgsmål – eller læse den fra ende til anden for at opnå et samlet overblik og en grundlæggende forståelse af branchen.
Et trygt og barrierefrit overblik
Projektleder for AMA, Rune Mørch, forklarer om ambitionerne bag den nye hjemmeside:
”Vi i AMA har med den her hjemmeside efterstræbt at skabe et barrierefrit overblik over den danske musikbranche, der er både overskueligt, relevant, lettilgængeligt og trygt for alle uanset køn, seksualitet, etnicitet og geografi. Den mentale byrde i at være musiker og skabende professionel i det hele taget er massiv. Det er derfor vores håb, at vi med hjemmesiden kan give et overblik og en grundlæggende forståelse for branchen og på den måde også give mere praktisk magt over eget virke og ageren til musikerne selv, så livet som musiker kan blive en smule mere overskueligt.”
Til stede på flere platforme
Ask Me Anything findes både på sociale medier og på hjemmesiden askmeanything.dk. Her deles brugbar information, konkrete metoder og gode tips, der kan være med til at styrke musikere i deres karriere.
Med AMA er der nu skabt et lettilgængeligt værktøj, som kan hjælpe musikere med at forstå – og navigere i – en branche, hvor viden og overblik ofte er afgørende for at kunne leve af musikken.