Andet

Ny aftale sikrer rettighedshaverne kompensation for privatkopiering på computere og smartphones

I en ny politisk aftale er computere, smartphones og tablets blevet omfattet af den såkaldte blankmedieordning. Det betyder, at musikere og andre rettighedshavere fremover får kompensation for lovlig kopiering på disse medier.

Engang privatkopierede danskerne lystigt musik og film ned på blandt andet kassettebånd og dvd’er, men i dag foregår det via smartphones, computere og tablets. Derfor har EU-retten siden 2003 pålagt Danmark at lave en modernisering af kompensationsordningen for privatkopiering.

Og nu er det endelig sket.

I en ny politisk aftale er computere, smartphones og tablets blevet omfattet af den såkaldte blankmedieordning og er nu at betragte som ”lagringsmedier” på lige fod med cd’er, dvd’er og usb-sticks.

Det indebærer, at der bliver lagt en afgift på de nye lagringsmedier, som vil blive udbetalt til rettighedshaverne. Størrelsen på kompensationen vil afhænge af, hvor meget de enkelte lagringsmedier har solgt.

Dansk Musiker Forbunds formand, Søs Nyengaard, er glad for, at der endelig er landet en aftale:

”Vi sigtede sammen med de øvrige organisationer i Copydan KulturPlus efter et højere niveau. Men vi er glade for, at Danmark med denne aftale nu overholder sin forpligtelse i forhold til EU-retten, og vi har forståelse for, at dette har været det muliges kunst.”