Forsikring

Når uheldet er ude: "og det er det før eller siden" 

Derfor er instrumentforsikringen i Dansk Musiker Forbund et must
Thomas Buttenschøn
Thomas Buttenschøn

Der findes få ting, der er så afgørende for en musiker som instrumentet. Det er ikke bare et arbejdsredskab.  Det er en forlængelse af den kunstneriske identitet, indtægtsgrundlaget og ofte mange års investering. Derfor giver det næsten sig selv: Det skal være forsikret.  

Her skiller Dansk Musiker Forbunds instrumentforsikring sig markant ud. 

Som medlem er det muligt helt gratis at forsikre instrumenter og grej op til 10.000 kroner. For blot 10 kroner om måneden kan dækningen udvides til 20.000 kroner – og derfra kan forsikringen skræddersys til langt større værdier, også for hele bands og ensembler. Det er fleksibelt, gennemskueligt og: vigtigst af alt lavet med musikere i fokus. 

Og så er der ingen selvrisiko. 

“Hvis det ikke sker, er det fordi du ikke spiller nok” 

For Thomas Buttenschøn er instrumentforsikringen ikke bare en god idé – det er en nødvendighed. 

“Jeg fik min instrumentforsikring, da jeg var 18 eller 19 år. Jeg var lige blevet student, så jeg lå ligesom bare og spillede guitar, indtil jeg faldt i søvn. Og så vågnede jeg om morgenen, og så var min guitar dér, og så spillede jeg videre. Så det virkede helt naturligt for mig, at selvfølgelig skulle jeg sørge for, at der ikke kunne ske noget med den.” 

Det er en tankegang, mange musikere kan genkende. Instrumentet er altid lige ved hånden – og altid i brug. Men netop derfor er det også udsat. 

“Jeg bruger jo mine instrumenter hele tiden. Og der kan bare ske mange ting. Både backstage… eller hvis vi står ude på scenen. Jeg kan huske en gang, hvor det var glat, og så laver jeg sådan en rundt, og så flyver jeg ligesom ud over og ryger tilbage og lander oven på guitaren.” 

Den slags historier er ikke undtagelsen. De er en del af virkeligheden. 

“Det er ikke om det kommer til at ske, men når det kommer til at ske. For det kommer til at ske. Og hvis det ikke sker, er det fordi du ikke spiller nok.” 

En forsikring, der faktisk har din ryg 

Instrumentforsikringen i Dansk Musiker Forbund er skabt med forståelse for musiklivets realiteter. Den dækker skader ved uheld, ødelæggelse og tyveri uanset om det sker i hjemmet, øvelokalet, på scenen eller på turné. Den gælder i hele verden og inkluderer også transportskader og indbrud i bil eller trailer (forudsat korrekt aflåsning). 

Kort sagt: Den følger instrumentet dér, hvor arbejdet foregår. 

For Thomas Buttenschøn er det netop trygheden, der gør forskellen: 

“Jeg føler, det er helt vildt vigtigt at vide, at der er nogen, der har min ryg. Så hvis uheldet er ude, eller måske skulle jeg sige når uheldet er ude, så er man dækket.”  

“Det er flere gange, hvor den her instrumentforsikring har reddet min røv. Det sker jo, når man har spillet i 20 år.” 

En no-brainer for professionelle musikere 

Instrumentforsikringen kræver, at man opretter og løbende opdaterer en instrumentliste, en simpel proces, der sikrer korrekt dækning. Den gælder kun for egne instrumenter, men inkluderer også midlertidigt lånte instrumenter fra musikforretninger i op til 14 dage. 

Det er med andre ord en løsning, der både er realistisk og tilpasset en branche, hvor udstyr konstant er i bevægelse. 

Og ifølge Thomas Buttenschøn er der ingen tvivl: 

“Jeg har ikke hørt om nogen instrumentforsikring i det her land, der er lige så fed. Der er ingen selvrisiko; det er fuldstændig sindssygt!” 

“Der er ikke nogen tvivl. Den her instrumentforsikring er 100 % grund nok til at være medlem af Dansk Musiker Forbund.” 

En investering i ro i maven 

At spille musik professionelt indebærer en vis risiko. Instrumenter bliver transporteret, brugt intenst og udsat for situationer, hvor ting kan gå galt. Det er en del af jobbet. 

Men usikkerheden behøver ikke være det. 

Instrumentforsikringen i Dansk Musiker Forbund er i sin essens en investering i ro i maven og i muligheden for at fokusere på det vigtigste: musikken.