Lokalafdeling

Musikkens værdi i Aarhus

En motor for økonomi, kultur og fællesskab 
Foto fra åen i Aarhus

En ny undersøgelse har sat fokus på musikkens betydning for Aarhus. Rapporten, som Dansk Musiker Forbund Aarhus har støttet, dokumenterer den økonomiske og sociale værdi af byens musikliv og understreger, at musikken ikke blot er en kulturel berigelse, men også en økonomisk drivkraft. 

Undersøgelsen viser, at musikken i Aarhus genererer en landsdækkende bruttoværdi på næsten to milliarder kroner om året. Dette svarer til et lokalt skatteprovenu på 430 millioner kroner og skaber 2.900 fuldtidsjobs på landsplan. 

Data som argumentationsværktøj 

For Dansk Musiker Forbund Aarhus har det været væsentligt at bidrage til undersøgelsen for at skabe et solidt grundlag for dialogen med lokalpolitikere. 

"Vi mente, at undersøgelsen var en utrolig interessant mulighed for at få konkret data på den økonomiske værdi af musikbranchen i Aarhus. Musik og kunst er værdifuldt i sig selv, men det kan være udfordrende at argumentere for støtte i en tid, hvor lokalpolitikere ofte må balancere stramme budgetter," siger Thomas Thomsen, forperson for Dansk Musiker Forbund Aarhus. 

Han fremhæver, hvordan rapporten kan understøtte dialogen om, hvorfor støtte til musikken er en investering, der både skaber kunstnerisk og økonomisk værdi. 

Musik som social drivkraft 

Ud over de økonomiske resultater viser rapporten også, at musikken har en væsentlig social betydning. 90 procent af de adspurgte vurderer, at musik fungerer som en social drivkraft, og 75 procent mener, at musikken bidrager til bedre sundhed og livskvalitet. 

Thomas Thomsen påpeger, at rapportens resultater styrker debatten om musikkens rolle i Aarhus: 

"Det er ikke småpenge, vi taler om. Vi håber, at resultaterne kan styrke debatten om musikkens betydning, både blandt lokalpolitikere og borgere, og at det kan føre til bedre rammer og støtte for vores medlemmer. Musik skaber både oplevelser, debat og positiv økonomisk vækst." 

Perspektiver for hele Danmark 

Undersøgelsen, som er lavet i samarbejde med blandt andet DMF Aarhus, Aarhus Symfoniorkester og SPOT Festival, rækker ud over Aarhus. Den viser, hvordan støtte til musik kan skabe værdi i hele Danmark. 

"Når vi investerer i musik, investerer vi i en branche, der skaber både økonomisk vækst og kulturel rigdom. Det er afgørende for os som fagforening at fremhæve det over for beslutningstagere," afslutter Thomas Thomsen. 

Med undersøgelsen som et centralt værktøj er der nu en unik mulighed for at styrke dialogen om musikkens fremtid i Aarhus og resten af landet.