Politik

Musikken er samfundslagkagens makronbund

Dansk Musiker Forbunds formand, Søs Nyengaard.

Dansk Musiker Forbund så dagens lys i 1911 og har netop fejret sin 110-års fødselsdag. Trods sin høje alder er forbundet en levende størrelse. Vores jurister har netop sikret os overenskomstmæssige aftaler for musikere på musikskolerne, i landsdelsorkestrene, på Det Kongelige Teater, i Danmarks Radios kor og hos Levende Musik i Skolen. Og vi arbejder hele tiden på at overenskomstdække nye områder – også for jer freelancere.

Der synes dog stadig at være lang vej igen, før den brede befolkning – og ikke mindst politikerne på Christiansborg - forstår, at når man spiller, så er man på arbejde. Om man står i øvelokalet eller koncertsalen, på et spillested eller over for en elev, på Orange scene eller i studiet, i kirkerummet eller spiller for beboerne på et plejehjem.

Vi arbejder for musikken, fordi det er vores passion og vores profession - og fordi musik ikke bare er kilde til glæde og ro men er fællesskabsetablerende. Dét at lytte til og frembringe musik er en forudsætning for, og en del af, dét at være borger i et samfund og at kunne leve i harmoni med andre mennesker.

Musikken er ikke flødeskum på samfundets lagkage – den er lagkagens fundament, makronbunden, som alle de andre lag skal bygges på.

Dette budskab skal vi have alle til at forstå.

Her på 1. maj vil jeg gerne understrege, at der er et stort behov for, at vi står sammen om at kæmpe for en større anerkendelse af musik som et erhverv. Et arbejde, der styrker den mangfoldighed, der findes i det danske samfund og som binder os sammen. Jo flere vi er – jo mere kan vi flytte.

Ordentlig løn og fair betaling opnår vi kun ved at melde os under Dansk Musiker Forbunds faner i Danmarks største faglige fællesskab for musikere. Det mener jeg ikke kun i overført betydning, men helt bogstaveligt. For vi er jer.

Dansk Musiker Forbund viser fortsat vores røde fane på Christiansborgs Slotsplads og foran ”Forligsen”, når det er nødvendigt. Men det er vigtigt, at vi også hver især viser fanen i overført betydning ved at stå sammen i forbundet og bidrage aktivt til vores værdifulde faglige fællesskab.

Glædelig 1. maj

Søs Nyengaard, formand for Dansk Musiker Forbund.