Musikere, formænd og en musikskoleleder hyldet på DMF’s årsmøde
Dansk Musiker Forbunds årsmøde løb af stablen d. 25-26. sep. på på Comwell Borupgaard i Snekkersten. Og traditionen tro uddelte forbundets bestyrelse hæderspriser, hædersnåle og Walde Prisen.
Hæderspriserne gik til Tom Henriques og Marilyn Mazur.
“Toms vision har altid været at transformere Roskilde til et fremtidslaboratorium for musik, og hans skabertrang og energi, har givet aspirerende og etablerede musikere gejst i en menneskealder”, sagde Søs Nyengaard om årsagen til, at Dansk Musiker Forbunds bestyrelse har valgt Tom Henriques til at modtage hædersprisen.
Og om Marilyn Mazur sagde Søs Nyengaard:
“Marilyn Mazur er på samme tid et fyrtårn og en isbryder i det danske musikliv. Hendes virke som musiker inspirerer og ansporer kvinder i musikken. Hun har gennem sin karriere banet vejen for andre, og hendes musik har en politisk tone for nedbrydning af grænser imellem mennesker, forskelligheder og kønnenes samspil med respekt for selvstændige udtryk.”
Læs artikel fra Jazzspecial om Marilyn Mazur her.
Læs artikel fra Sn.dk om Tom Henriques her.
Årets Walde
Årets Walde Pris gik til ingen ringere end tidligere formand for Dansk Musiker Forbund Anders Laursen.
“Du får selvfølgelig Walde Prisen for dit store engagement i forbundet og for dine mange års utrættelige arbejde som formand,” sagde Søs Nyengaard blandt andet.
Anders Laursen kvitterede for prisen ved at spille et nummer for de delegerede. Stærkt akkompagneret af tidligere hovedbestyrelses medlem Benjamin Aggerbeck Woll og næstforperson Thomas Sandberg.
Hædersnålene
Anders Holm fra Hjørring og Jan Østergaard fra Sønderborg fik årets hædersnåle for deres engagement i Dansk Musiker Forbunds lokale arbejde.
Til Anders Holm sagde Søs Nyengaard:
“Du får hædersnålen for dit store arbejde i foreningen gennem de sidste 34 år.
Humor og ordentlighed, er de to ord din afdeling beskriver dig med. Du har som både kasserer og formand for afdelingen på fineste vis gået foran og gjort din afdeling til et rart og sjovt rum at være i for andre medlemmer. Mange tak!”
Og Jan Østergaard fik disse ord med på vejen:
“Du er den af hovedbestyrelsens nuværende medlemmer, der har siddet længst. Og vi er alle glade for din viden og dine erfaringer. Du får hædersnålen for dit store arbejde for forbundet både i hovedbestyrelsen, i et væld af arbejdsudvalg og for din indsats i Sønderborg afdelingen som bestyrelsesmedlem og afdelingsformand. Du er et dybt engageret menneske, der altid har haft musikernes interesse for øje - også i lederpositioner. Mange tak for din indsats! “