Mød det nye forpersonskab
Dansk Musiker Forbunds Årsmøde valgte Thomas Sandberg som forperson. Han tiltrådte posten i maj måned, efter at den tidligere forperson for forbundet, Søs Nyengaard, valgte at træde tilbage for at fokusere på sit musiske virke som 2. violinist i Aarhus Symfoniorkester.
Henrik Jansberg blev valgt som 1. næstforperson mens Stina Tølbøll Bekker blev valgt som 2. næstforperson.
Thomas Sandberg
1) Hvad er din musiske og politiske baggrund, som du bidrager med i forpersonskabet?
Jeg er uddannet slagtøjssolist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og autodidakt komponist, skuespiller og programmør.
Derudover har jeg taget en Diplom i Kunst- og Kulturledelse og er i gang med en Master i Musikpædagogisk Udvikling. Min politiske erfaring stammer fra bestyrelsesarbejde i DMF Hovedstaden og Dansk Komponistforening samt Musikudvalget i Statens Kunstråd
2) Hvad er dit drive for at stille dig til rådighed for Dansk Musiker Forbund?
Mit helt store drive er at styrke vores fag gennem forbedring af løn- og arbejdsforhold samt politisk og samfundsmæssigt formidlingsarbejde om hvor central musikken er i alle borgeres hverdag. Derudover vil jeg gerne optimere og fremtidssikre vores organisation, så den afspejler og understøtter medlemmernes liv med musikken som beskæftigelse. Dette handler om at kigge på forbundets struktur samt styrke den demokratiske samtale.
3) Hvad er det vigtigste Dansk Musiker Forbund skal arbejde for?
At styrke dialogen, samarbejdet og de tillidsbaserede relationer til musiklivets organisationer så vi i fællesskab kan opnå store kultur- og fagpolitiske resultater.
Henrik Jansberg
1) Hvad er din musiske og politiske baggrund, som du bidrager med i forpersonskabet?
Jeg er uddannet på konservatoriets folkemusiklinje med violin og pædagogik som hovedfag.
Siden 2004 har jeg udgivet tre DMA prisbelønnede albums i eget navn og turneret mange steder i verden både som solist og med forskellige orkestre.
I de senere år har jeg beskæftiget mig meget med musikundervisning, musikformidling og kulturarvsformidling. Derudover har jeg blandt andet virket som musikskoletillidsrepræsentant og som arbejdsmiljørepræsentant på flere musikskoler.
I 2020 blev jeg valgt som forperson for DMF Hovedstaden og har sammen med bestyrelsen opnået væsentlige resultater til gavn for medlemmerne her i området.
2) Hvad er dit drive for at stille dig til rådighed for Dansk Musiker Forbund?
Jeg brænder for at skabe synlighed og resultater, som forbedrer musikernes muligheder og vilkår. Det er vigtigt for mig, at vi kan vise at musikerne kan stå sammen om at nå fælles mål.
Livet som musiker er ikke nemt og vi skal kunne fortælle og synliggøre de vilkår man lever under. Samtidig brænder jeg for at skabe politiske løsninger og regulering, som kan understøtte musikernes hverv.
3) Hvad er det vigtigste Dansk Musiker Forbund skal arbejde for?
Dansk Musiker Forbund skal arbejde for musikerne og musikken. Vi skal understøtte udviklingen af arbejdsmarkedet for musikere, musikundervisere og musikformidlere. Det gør vi ved at yde god rådgivning og service til medlemmerne, og ved at være bindeleddet til det politiske niveau og opnå politiske resultater både lokal, regionalt og nationalt.
Stina Tølbøll Bekker
1) Hvad er din musiske og politiske baggrund, som du bidrager med i forpersonskabet?
Jeg har sunget hele mit liv, bl.a. i diverse kor, og været skabende og udøvende freelancemusiker i 18 år med flere projekter og udgivelser i ryggen. Jeg har spillet +300 koncerter overalt i Danmark og udgav i slut april mit debutalbum under eget artistnavn. Jeg er autodidakt, men har opsøgt viden og færdigheder gennem en lang række undervisere, forløb og workshops. Jeg har gennem mit voksne liv været med til at starte flere projekter for mit lokale musikliv i tæt samarbejde med andre ildsjæle, spillesteder, Odense Kommune og Kulturregion Fyn. Jeg siddet i Odense Musikudvalg i snart 6 år som repræsentant for vækstlag og talentudvikling, og sidste 2 års tid som formand for udvalget. Jeg har lavet bestyrelsesarbejde i DMF Odense i 8 år, siddet i HB i 6 år og er nu valgt som 2. næstforperson.
2) Hvad er dit drive for at stille dig til rådighed for Dansk Musiker Forbund?
Mit drive har alle dage været at fremtidssikre forbundet, fordi det er sindssygt vigtigt, at både de skabende og udøvende musikere har en stærk fælles stemme i det politiske og arbejdsrelaterede landskab. Jeg repræsenterer selv et artistisk virke, som bevæger sig rundt i forskellige projekter, også tværkunstnerisk og genremæssigt, og er et godt billede på, hvordan mange skabende musikere sammensætter et virke og arbejdsliv – og alle de udfordringer man møder undervejs. Den stemme oplever jeg er vigtigere end nogensinde før, når vi taler om bæredygtighed, helbred og diversitet i musikbranchen. Jeg brænder for at skabe den nødvendige forandring både i forbundet, branchen og politisk som skal til, for at vi får et stærkt fællesskab, får genetableret forståelsen af hvor sindssygt værdifuldt musik er for samfundet og sørger for at de kommende generationer har en betydningsfuld rolle for musiklivets udvikling.
3) Hvad er det vigtigste Dansk Musiker Forbund skal arbejde for?
DMF skal først og fremmest arbejde for, at en musiker kan have et bæredygtigt virke i en verden, hvor udviklingen, særligt digitalt, går meget hurtigt lige nu. Mulighederne er mangfoldige, men det er også vigtigt, at det ikke bliver på bekostning af de skabende og udøvende musikeres rettigheder, indtægtsmuligheder og helbred – også i fremtiden. Derudover skal vi i Dansk Musiker Forbund kigge indad og være villige til selv at undergå nogle forandringer, så vi står stærkest muligt rustet til den virkelighed, som vi står i og den fremtid, som vi går i møde. Sidst, men ikke mindst, så er det enormt vigtigt, at vi sørger for at skabe stærke samarbejder på tværs af branchen (måske endda hele kulturbranchen), så vi kan være et endnu stærkere talerør for de musikere som vi samlet set repræsenterer og i endnu højere grad kan få politisk opbakning til fælles dagsordener.