Rådgivning

Lønmodtagere kan få udbetalt indefrosne feriepenge fra oktober

Alle danske lønmodtagere, der har haft et arbejde og har modtaget løn i perioden fra d. 1. september 2019 til d. 31. august 2020, vil have indefrosne feriepenge til gode. Hvor mange feriepenge, det drejer sig om, vil være individuelt, men hvis du ønsker det, kan du fra oktober og frem til d. 1. december få op til tre ugers indefrosne feriepenge udbetalt.
Photo by Sai Kiran Anagani - from unsplash.com

Du bestiller udbetalingen digitalt via Borger.dk. Efter få dage vil du modtage et brev med præcis angivelse af, hvor mange penge du får udbetalt, og hvornår de vil blive udbetalt. Der kan gå op til to uger fra den dato, du bestiller feriepengene, til de er til rådighed på din konto. Hvis du ikke ansøger om at få feriepengene udbetalt, vil du automatisk få dem udbetalt ved folkepensionsalderen, medmindre du inden da trækker dig tilbage fra arbejdsmarkedet og i den forbindelse beder om pengene.

Man har også mulighed for at lade feriepengene blive stående som en opsparing efter folkepensionsalderen. De indefrosne feriepenge beskattes som almindelig indkomst og vil ikke blive modregnet i andre forsørgelsesydelser.