Kulturpolitikken bør måles på, om den sikrer reel og fair betaling for kunstnerisk arbejde
I en valgkamp, hvor mange taler om teknologiens muligheder, bør et grundlæggende princip stå fast: Kunstnerisk arbejde har værdi, og værdien forudsætter rettigheder, der respekteres og betales fair.
Derfor må kulturpolitik tage udgangspunkt i de vilkår, mennesker arbejder under også i den digitale økonomi.
Digital distribution har forandret musiklivet radikalt, og publikum har aldrig haft lettere adgang til musik. Men samtidig er afstanden mellem kunstnerisk arbejde og betaling blevet større. Kunstig intelligens accelererer denne udvikling.
Stemmer, udtryk og kunstneriske identiteter bliver kopieret, bearbejdet og distribueret i global skala på trods af udtrykkelige forbud fra kunstnerne og uden nogen form for betaling. Når rettigheder udhules, udhules også grundlaget for kunstnerisk kvalitet og mangfoldighed.
Fair betaling er derfor forudsætningen for, at professionelle musikere kan opretholde et bæredygtigt arbejdsliv og fortsat udvikle dansk musik. Kulturpolitikken bør derfor måles på, om den sikrer reel og fair betaling for kunstnerisk arbejde og respekt om kunstnernes integritet.
Politisk handlekraft er afgørende
Før valgkampen fremlagde regeringen et lovforslag om ændringer i ophavsretsloven, der adresserer centrale udfordringer ved kunstig intelligens. Forslaget fortjener opbakning og bør vedtages af en ny regering som et tidligt signal om politisk ansvar i den digitale økonomi.
Danmark har mulighed for at gå foran med klare og principfaste regler, der beskytter udøvende kunstnere. Politiske greb, der kan styrke musiklivet markant.
Kulturministeriets ekspertgruppe om ophavsret og kunstig intelligens fremlagde i september 2025 ti anbefalinger til løsninger på de udfordringer kunstig intelligens medfører for det ophavsretlige økosystem. Danmarks kommende regering bør følge ekspertgruppens anbefalinger meget hurtigt.
Politisk handlekraft er afgørende, hvis Danmark fortsat skal have et levende og mangfoldigt musikliv. Uden rettigheder ingen rimelig betaling, og uden rimelig betaling ingen bæredygtig kunstnerisk produktion.
Det handler ikke om at bremse innovation, men om at sikre, at teknologien udvikles på et ansvarligt grundlag.
Kulturpolitikken står derfor over for et valg: Enten accepteres en udvikling, hvor værdien af menneskeskabt kunst meget hurtigt udhules – eller også skabes en digital økonomi, hvor kreativt arbejde beskyttes, belønnes og respekteres.
Ophavsret er kunstneres levegrundlag. Derfor bør en ny regering vedtage de foreslåede ændringer i ophavsretsloven og sikre, at dansk kulturpolitik formes efter kunstnernes vilkår.