Støttemulighed

KulturPlus-midler giver mulighed for at lave noget kvalitet

Veronica Mortensen

Man må aldrig give op med at søge støttemidler. Også selvom man får afslag. For jazzmusikeren Veronica Mortensen betød KulturPlus-midler,  som hun søgte gennem Dansk Musiker Forbund, at hun kunne udgive på vinyl, skabe kvalitet og forkæle sine lyttere.

Dansk-græske Veronica Mortensen har beriget den danske og internationale jazz- og musikscene i snart mange år. Med musikerforældre, en uddannelse på det jyske musikkonservatorium og nu seks plader på bagen emmer hendes liv af musik på en sådan måde, at DNA-strengen kan udgøres af noder. Men selvom man har en succesfuld karriere og et hjerte, der banker for musikken, er det ikke selvskrevet, at midlerne til at producere, indspille og udgive sin musik kommer af sig selv.

I en tid, hvor markedet for kunst og kultur er både globalt og digitalt, er støttemidler afgørende for mange kunstnere. Offentlig og privat støtte giver kunstnere mulighed for at udvikle og perfektionere deres håndværk, fordybe sig i kreative processer og udkomme med værker, der ofte kræver tid og ressourcer langt ud over, hvad en stram økonomi kan tillade. Og for Veronica Mortensen ser verden ikke anderledes ud. Med hendes seneste projekt og sjette album fik hun en enorm lyst, inspireret af de yngre generationer, til at gå selvstændigt til processen og droppe at få et pladeselskab til at udgive det. Derfor kastede hun sig ud fra 10-meter vippen og stå for alting selv – alt fra produktion til udgivelse.

”Jeg var i gang med at indspille mit album og havde besluttet mig for, at det skulle udkomme digitalt på streamingtjenesterne. Jeg ville egentlig ønske, at jeg kunne udgive fysisk også, men kunne godt se, at det ville blive svært økonomisk. Derfor søgte jeg nogle penge for at kunne hyre musikere til indspilningen. Da jeg havde været i studie, fået det mixet og havde fået en master tilbage, havde jeg stadig en stor lyst til at få det udgivet i fysisk form,” fortæller Veronica Mortensen og fortsætter:

”Jeg besluttede derfor at søge KulturPlus-midler hos Dansk Musikerforbund, så jeg kunne udgive på vinyl. Det lykkedes heldigvis og derfor kan jeg også snart udkomme med min helt egen lp. Noget der ellers ikke ville have kunnet lade sig gøre.”

Støttemidler udfoldede mulighederne

Privat eller offentlig støtte er en essentiel del af mange udøvende kunstneres hverdag. Uden denne støtte kan vi risikere, at kunsten reduceres til et produkt, der udelukkende kan eksistere på markedets præmisser, hvilket kan hæmme mangfoldighed, innovation og en kulturel dybde, der er afgørende for et samfund. På denne måde er KulturPlus-midler heller ikke kun en investering i f.eks. Veronica Mortensen, men også i en rigere og mere levende kulturarv.

”Med støtten til udvidet udgivelse fra Dansk Musikerforbund, kunne jeg gå et skridt længere, end jeg ville have kunnet på egen hånd. Hvis jeg udelukkende skulle have fundet midler fra egen lomme, kan det være, at jeg kun havde udgivet en single eller en ep. Det er jo virkelig en snebold, der ruller, når man får de her penge,” forklarer Veronica Mortensen og tilføjer, hvad en fysisk udgivelse, kan give hende som kunstner:

”Når jeg har et album, kan jeg måske blive anmeldt med en god anmeldelse og på den måde, kan jeg lave nogle flere jobs, lave nogle flere koncerter, fordi jeg har noget aktuelt at byde på.”

Men der er også et andet afgørende aspekt for hende i betydningen af de modtagende midler. Og det er nemlig muligheden for at lave noget, der er rigtig godt. Lave noget der er kvalitet.

”Med en udgivelse af en vinyl får jeg mulighed for at forkæle mine lyttere. Jeg får mulighed for at lave kvalitet frem for det, lytterne hører på streamingen. Lyden er bare en anden på streamingtjenester - den er flad. Der er mere dybde i lyden fra en vinyl. Og det ville jeg være nødt til at skære fra uden. Så for mig giver de her midler mig muligheden for at lave noget med kvalitet i. En kvalitet der forhåbentlig også vil kaste nogle koncerter af sig.”

Støttemidlerne kommer også andre til gode

Selvom det er Veronica Mortensen, der modtager KulturPlus-midlerne, spreder det ofte ringe i vandet. For når hun skal i studie og have indspillet musik, eller have produceret sin vinyl, eller ud at spille koncerter – er der andre, der får del i overskuddet.

”Man skal ikke undervurdere, at de her midler jo genererer arbejde til andre dele af musikbranchen. Det er jo ikke kun mig, der får glæde af de her penge. Jeg betaler studie, musiker, mix, master, fotograf, grafiker og nu også med de her midler vinyltryk,” slår hun fast.

Med Veronica Mortensens gode erfaringer med at søge støtte, tøver hun da heller ikke, når adspurgt til, hvorfor hun synes, man skal søge, og hvilke gode råd hun har til dem, der selv sidder og mangler midler til en udgivelse, indspilning eller lignende.
 

”Jeg tror mit bedste råd er, at man skal blive ved – for altså, hold fast hvor har jeg fået mange afslag,” siger hun og afslutter med et grin.

”Man kan godt få det sådan, ’det nytter jo ikke noget’, ’jeg får jo ikke noget’. Umiddelbart synes jeg jo så, at man skal søge og kæmpe videre, selvom man ikke får penge i første omgang. Jeg har jo f.eks. søgt midler hos Dansk Musikerforbund to gange i forbindelse med indspilningen. Jeg vil opfordre alle til at søge midlerne, fordi man netop, hvis man får penge, får mulighed for at lave noget, der kan blive større, end det man umiddelbart har haft mulighed for at lave.”

”Og så er det jo på et personligt plan et dejligt skulderklap at modtage støtte. Den anerkendelse er jo vildt fantastisk. Det skal man ikke undervurdere…”

 

Om KulturPlus-midlerne

Midlerne stammer fra Kompensationsordningen for privatkopiering, der skal kompensere rettighedshavere indenfor film, musik og tv for det indtjeningstab, der knytter sig til lovlig privatkopiering. To tredjedele af pengene skal efter loven afregnes individuelt til de enkelte rettighedshavere, mens den sidste tredjedel skal investeres i fælles kulturelle brancheformål. Læs mere her.