Politik

Kulturminister og Dansk Musiker: Danske musikere skal ikke dele deres vederlag

Dansk Musiker Forbund lægger i samarbejde Kulturminister Jakob Engel-Schmidt pres på EU for at forhindre, at danske musikere skal dele deres penge med amerikanske megastjerner uden at få noget igen. 
 

»Det vil være problematisk for danske musikere og artister, hvis vi skal dele vores vederlag fra radioafspilning med kunstnere fra lande udenfor EU, uden at der kommer penge den anden vej,« siger Thomas Sandberg forperson for Dansk Musiker Forbund. 
 
Læs artiklen i politiken her.

Eu-dom forringer danske vilkår   

En EU-dom fra 2020 kræver at radiostationerne skal betale for at afspille musik, der er produceret af kunstnere udenfor EU. Til gengæld er lande uden for EU ikke skulle betale for at spille dansk musik. 

Det betyder, at danske radiostationer vil skulle betale for at spille amerikanske kunstnere, mens man i fx i USA kan spille danske kunstnere uden at skulle betale for det.  Konsekvensen bliver at musikere skal dele de rettighedsmidler, de får, når deres musik bliver afspillet i radioen herhjemme, med kunstnerne fra landene udenfor EU. 
 
Som det er nu har aftalerne mellem de forskellige lande været baseret på et såkaldt gensidighedsprincip. I Danmark har man blandt andet haft en aftale med USA om, at man ikke betaler for at spille amerikanske numre, ligesom de ikke betaler for at spille danske numre. 

Men gensidighedsprincippet er i uoverensstemmelse med EU-retten, siger dommen fra 2020.  
 
Det er derfor Dansk Musiker Forbund sammen med Kulturministeren beder EU-Kommissionen ændre reglerne.  

Møde med ministeren  

 
Dansk Musiker Forbund mødtes d. 8. maj sammen med musiker Stine Bramsen med Kulturminister Jakob Engel-Schmidt, for at slå fælles sag.  

”Jeg så gerne, at alle musikere – uanset hvilket land vi er fra - fik bedre forhold og betaling, når vores musik bliver spillet. Men det skaber ikke bedre forhold, når EU-domstolen lægger op til at ændre de ordninger, vi arbejder efter i dag, hvor udveksling af vederlag på tværs af landene, sker på basis af gensidighed. Vi risikerer derimod, at betalingen bliver ringere i Danmark, og at der bliver mindre incitament for forbedring i de lande, hvor radiostationerne endnu ikke betaler til musikerne,” Sagde Stine Bramsen.  

Mødet blev holdt ved MillFactory Studios, hvor Stine Bramsen tidligere har indspillet.  
 
“Det er hamrende uretfærdigt, at en dansk radiostation skal betale eksempelvis amerikanske kunstnere og rettighedshavere for at spille deres musik, mens danske musikere ikke skal have en krone den anden vej. Den skævhed har vi garderet os mod med gensidighedsprincippet, hvor man groft sagt har kunnet sige ”noget for noget”. Derfor har jeg bedt EU-Kommissionen om at tage initiativ til at ændre reglerne. Det går simpelthen ikke, at dygtige musikere snydes for betaling, mens vi samtidig sender en masse penge ud af landet. Så langt rækker flinkeskolen alligevel ikke,” fortalte Kulturminister Jakob Engel-Schmidt under mødet.  
 
Dansk Musiker Forbunds forperson Thomas Sandberg kastede lys over konsekvenserne for musikerne: 

“Det vil næppe være til gavn for danske musikere og artister, hvis vi pludselig skal dele vores vederlag fra radioafspilning med kunstnere fra lande udenfor EU, uden at kommer penge til danske musikere fra de lande,” sagde han.    

Under mødet kom det også frem, at Kulturminister Jakob Engel-Schmidt påtænker at have Musikhandlingsplanen klar indenfor de næste par dage. Og han løftede sløret for, at der ville være flere penge til musikerne i handlingsplanen.