Rådgivning

Klagesager over tilbagebetaling af COVID19-kompensation

Erhvervsstyrelsen fører en benhård kurs overfor flere af Dansk Musiker Forbunds medlemmer, der måtte søge om kompensation for indtægtstab under corona-krisen. Nu kræver styrelsen i mange tilfælde hel eller delvis tilbagebetaling af kompensation på baggrund af kriterier, som ingen kunne forudse, da de ansøgte om kompensation. 

Under corona-krisen etablerede regeringen og et samlet Folketing en række hjælpepakker, som man som kunne søge ved fx tabte indtægter på sin B-indkomst eller mistet omsætning ved selvstændig virksomhed. Der var mange, komplicerede kriterier, man skulle opfylde for at få kompensation.

Dansk Musiker Forbund kæmpede dengang hårdt for, at medlemmerne af forbundet kunne søge hjælpepakker og kompensationsordninger på lige fod med andre brancher. Mange opnåede kompensation, men ikke alle var klar over, at ansøgningerne ikke var grundigt sagsbehandlet, og at man kunne risikere at skulle tilbagebetale modtagen kompensation, fordi man alligevel ikke levede op til kriterierne.

Flere og flere henvender sig 
I øjeblikket oplever vi i juridisk afdeling i Dansk Musiker Forbund en stigning af henvendelser fra medlemmer, som ved slutafregningen over for Erhvervsstyrelsen bliver bedt om at betale deres kompensation tilbage helt eller delvist.  

De medlemmer, der ønsker at klage, kan gå i uvished i flere måneder - og foreløbig op til to år - før der ligger en afgørelse i sagen. Så længe sagen kører, kan man få henstand med betaling af det beløb, man skylder. 

Sagsbehandlingstiden skal dog ikke afholde en fra at klage. Dansk Musiker Forbund bistår gerne med dels at gennemgå en afgørelse for en vurdering af sagen, dels at forestå en klage på dine vegne som medlem, hvis du har behov for det. Det kan være komplicerede sager. 

Har du brug for hjælp eller sparring? 
Måske har du nu modtaget en slutafregning, du ikke helt forstår, eller også har du brug for vurdering af din sag? Du er velkommen til at kontakte chefjurist Trine Budtz - så vil hun være klar til at hjælpe dig, alt det hun kan.