Grej

Italiensk for viderekomne

De fleste musikere har et yndlingsinstrument. I denne serie fortæller musikere om deres bedste instrument. Kent Illum Petersen er veteran på musikscenen, passioneret jazzguitarist og meget begejstret for sin D’Angelico jazzguitar. I lockdown-perioden har han indspillet en ny CD med guitaren og hjælp fra gode venner.

Kent Illum Petersen foto: Steen Pedersen
Kent Illum Petersens yndlingsinstrument er guitar. Især halvakustisk jazzguitar. Foto: Steen Pedersen

I sine unge år spillede Kent Illum på danserestauranter rundt omkring i Skandinavien og Tyskland med danske, svenske, norske og Italienske musikere.

”I dag spiller jeg mest jazzmusik,” fortæller Kent, der er 78 år og bor i Trekantsområdet, nærmere betegnet Fredericia.

”Jeg elsker at spille - både i større og mindre sammenhænge, trio, kvartet og kvintet.”

”Jeg spiller i Seven Up Jazzband og Fredericia Bigband.  Seven Up bliver 40 år til næste år, hvor jeg har været med fra starten, og Fredericia Bigband bliver 46 år til næste år.”

Kent Illum er selvlært musiker og ud over at være udøvende musiker har han også arbejdet på Rådhuset i Fredericia. Der har også været tid til undervisning.

”Jeg har i cirka 30 år undervist i guitar på Den Kreative Skole og Den Kreative Aftenskole i Fredericia.”

En italiener i New York

”Guitaren er mit yndlingsinstrument og især halvakustisk jazzguitar,” fortæller Kent, der er blevet utroligt glad for sin D’Angelico guitar.

D’Angelico er en amerikansk guitarproducent med italienske rødder. John D'Angelico's første guitarforretning åbnede under beskedne kår i 1932 i Kenmare Street nr. 40 i New York bydelen Little Italy. Senere voksede firmaet, og et hav af kendte jazzmusikere, som fx George Benson, Lou Sosa og Kenny Burrel var med til at gøre D’Angelico kendt. Firmaet fik problemer, da stifteren døde i 1964, men i 2011 blev navnet købt og brandet revitaliseret. D’Angelico producerer i dag mange forskellige guitarer, også rockguitarer.

”I de sidste 6 år har jeg spillet på en EXL-1 Natur D’Angelico,” fortæller Kent.

EXL-1 er udstyret med en amerikanskbygget Seymour Duncan Johnny Smith Floating Mini-Humbucker ”flydende” mikrofon og er en reissue, der kom på markedet i 2011.

”Guitaren har en god akustisk tone, samtidig med, at den lille flydende pickup også lyder rigtig godt,” beretter Kent:

”Den har en volume og en tonekontrol, fantastisk god og rund i tonen. Meget distinkt. Især ved rytme er anslaget let at høre. 

Kent havde læst om guitaren på nettet.

”Jeg købte guitaren hos Jazzisten i Holbæk og fik en rigtig god behandling”.

Palle Horne Jensen er indehaver af Jazzisten, der i dag har skiftet navn til Holbæk Guitar Shop og har udvidet sortimentet. Hvor han primært førhen solgte jazzguitarer, har han nu også akustiske guitarer, mandoliner og ukuleler på hylderne.

Kent fortæller:

”Prisen var ca. 13.000 kr. Den er bygget i Korea, derfor den billige pris i forhold til priserne for håndbyggede guitarer, som i sin tid blev bygget i New York”.

Guitaren er bygget præcis efter John D’Angelico’s oprindelige archtop design.

”Guitaren er lavet, som de blev bygget fra cirka 1940-1960, og som de store mestre spillede på. Herunder Johnny Smith, Jim Hall, Joe Pass og mange andre, ” siger Kent.

”Før spillede jeg på en Gibson ES 175 D fra 1964. Den har jeg stadig og er glad for. Men jeg spiller mest på min D’Angelico guitar, da den lever op til det lydbillede, jeg ønsker.”

Street, jazz og Stratocaster

”Når der skal spilles traditionel jazz, spiller jeg på min tenorbanjo fra 1931, som er sat rigtigt op med masser af lyd - rigtig banjo lyd! Det er en B&D med navnet Pitt Brand. Til jazz på gaden kommer den rigtigt til rette, med masser af lyd,” afslører Kent.

”Men når der er tale om jazz og swingmusik, bruger jeg altid min D’Angelico. Til anden form for dansemusik bruger jeg min Fender USA Stratocaster.

Hvad angår forstærkning er Kent Illum dækket ind med to comboer.

”Jeg har Fender Blues Junior III 15 watt rørforstærker og en italienskbygget, udelukkende til jazzguitar, nemlig en DV Mark Little Jazz 60 watt combo.”

Smooth jazz og lockdown

”Mit hjemmestudie-setup er min computer med 2 softwareprogrammer. Magix og Steinbergs Cubase Elements 10.5. Som mikrofon anvender jeg en Shure SM58 – til trommer, blæseinstrumenter samt sang. Ved optagelse af guitar går jeg direkte i programmet min Line 6 Toneport.”

Udstyret har Kent anvendt til producering af sin nye CD ”Smooth Jazz Volume 2” med undertitlen ”Kent Illum & Friends playing Soft Jazz Music”. Og så har han selvfølgelig brugt sin yndlingsguitar.

”Jeg udsendte den i september 2020. Den er ikke på streamingtjenesterne, men bl.a. kan den købes i Musikforretningen Takt og Tone i Middelfart. Stort set alt er lavet over internettet og sendt som filer mellem alle musikere, og samlet og redigeret hos mig. Jeg startede med at indspille et spor med rytmeguitar,” fortæller Kent om processen.

Repertoiret består af kendte jazz standards og evergreens, og på udgivelsen kan man høre følgende instrumenter: Saxofon, trombone, violin, piano, accordion, strygere, fløjte, orgel, guitar, kontrabas, trommer, diverse keyboards og vokal.

”CD’en blev til under Corona-tiden, derfor passede det godt at lave den over nettet,” siger Kent, der fik hjælp til producering af Peter Saager i Odense.

”Jeg er pænt tilfreds med resultatet. Selvom man jo altid synes, at der er et eller andet, der kunne være gjort bedre”, slutter Kent Illum.

Pressefoto: D’Angelico
D’Angelico’ s Excel EXL-1 er en nyere halvakustisk jazzguitar, der er bygget efter John D’Angelico’s originale instrument, der stammer tilbage fra 40’erne og bl.a. er inspireret af Art Deco.