Covid-19

Hjælpepakkerne til vores freelancere med og uden CVR-nr. skal forlænges

Musikbranchens jobs kommer desværre ikke tilbage fra den ene dag til den anden. Derfor er det nødvendigt, at især Slots- og Kulturstyrelsens Kunststøtteordning, men også Erhvervsstyrelsens hjælpepakker for selvstændige og freelancere forlænges til minimum den 31. august 2021.
Soes_Nyengaard
Dansk Musiker Forbunds formand, Søs Nyengaard.

Selvom det er glædeligt, at landet for alvor er ved at genåbne, er vi bekymrede i Dansk Musiker Forbund. Vi nærmer os nemlig datoen, hvor de eksisterende hjælpepakker udløber, og det er et problem for de mange freelancemusikere, som fortsat har brug for hjælp.

Musikbranchens jobs kommer desværre ikke tilbage fra den ene dag til den anden. Vi har allerede nu fået flere meldinger fra vores medlemmer om, at deres engagementer henover sommeren slet ikke er i nærheden af normalt niveau.

Nogle medlemmer er helt uden engagementer på grund af aflyste koncerter.

Når vi læser de seneste aftaler, kan vi desværre ikke se, at de hjælper vores freelancere med og uden CVR-nr., for aftalerne er målrettet selvstændige med mindst en ansat eller selvstændige, der har fået kompensation for faste omkostninger.

De hjælpepakker, som vi mener, skal forlænges, er især Slots- og Kulturstyrelsens kunststøtteordning, men også Erhvervsstyrelsens hjælpepakker for selvstændige og freelancere.

Og forlængelsen bør i hvert fald være til og med 31. august 2021.

Det har vi allerede kontaktet politikerne om. Men vi mangler at se vores ønske blive til virkelighed.